At kunne skrive er uomgængeligt for at være en del af samfundet. Rygterne om, at skriften som vigtigste kommunikationsform ville blive afløst af billedet, var stærkt overdrevne. Derfor er skriveundervisning i skolen vigtig, og det er sympatisk, at forfatterne bag "Situeret fremstilling" ser skriveundervisningen som det, der skal give eleverne adgangsbillet til The Literacy Club.

Hvis det skal lykkes, mener forfatterne, at der skal skiftes perspektiv i skriveundervisningen: Væk fra de abstrakte tekstnormer og over til en fokusering på skrivning som en problemløsende strategi med vægt på tekstens sammenhæng og brug. Fortæl mig, hvad du skal med din tekst, så skal jeg fortælle, hvordan du skriver den, kunne mottoet lyde. Ved at skabe reelle tekstsituationer kan man styrke elevernes bevidsthed om, hvad teksten skal bruges til, hvem der skal læse den, hvor den skal hen og så videre.

Selv om bogen udtalt bygger oven på både procesorienteret skrivning og genrepædagogikken, ligger der også en kritik af en genrepædagogik, der kan stivne i en fokus på genreskemaer, som eleverne skal følge. Det vil forfatterne væk fra.

Metodisk betyder det, at eleverne løbende skal se på deres tekst med fire forskellige perspektiver: et producentperspektiv, hvor eleven spørger sig selv, hvad han eller hun vil med teksten, et brugerperspektiv, som handler om bevidsthed om modtageren, et normperspektiv med fokus på de formelle sider og endelig et æstetisk perspektiv, hvor tekstens opsætning, layout og brug af billeder tænkes med. Idéen er, at eleverne kan starte der, hvor det giver mest mening for dem. Så et skriveforløb, hvor de skal skrive en fagbog, kan sagtens starte med, at eleverne taler layout – så længe de holder sig den situation, som teksten skal indgå i, for øje.

Efter de indledende beskrivelser af tilgangens principper rummer bogen kapitler om forberedelsen og gennemførelse af forløb med afsæt i idéen om situeret skrivning. Det demonstrerer nogle af fordelene ved tilgangen, men bliver også indimellem så generelt, at den specifikke kobling til skrivepædagogikken virker fjern.

Ønsket om at skabe autentiske skrivesituationer i skolen har en lang historie bag sig, og historien om vanskelighederne ved at indfri ønsket er lige så lang. Heldigvis leverer forfatterne et inspirerende katalog med eksempler på reelle skrivesituationer som klassens opskriftsbog, et nyhedsbrev til forældre og meget mere. Der indgår også eksemplariske analyser af elevtekster ud fra tilgangen.

Bogens intentioner hænger altså fint sammen med de mere metodiske udmøntninger, og den leverer på flere niveauer et godt indspark til skrivepædagogikken. Det bør give den en plads i læreruddannelsen og gør den relevant for lærere i skolen, der gerne vil udvide perspektivet på skriveundervisningen.

Om metoden per automatik fører til, at eleverne får adgangsbilletter til skriveklubben, er mere tvivlsomt. Skrivning er en kompleks proces, og der er ikke en mirakelkur på området. Så bruger man "Situeret fremstilling", må man huske udblikket til andre tilgange.