Professor: »Vi har større udfordringer end videnstilegnelse«

Jeppe Bundsgaard er ikke i tvivl om, at Area9 er verdensførende på adaptive algoritmer og dermed også væsentligt mere effektivt end andre systemer, når det handler om at tilegne sig viden. Men spørgsmålet er, om det er det, vi har mest brug for i Danmark. Folkeskolen har bedt fagdidaktikprofessoren vurdere Area9’s projekt ud fra interviewet med direktør Ulrik Juul Christensen og ud fra sin viden om programmet i øvrigt.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Det er et forsøg på at komme væk fra en simple drill and practice-tilgang, hvor man træner nogle meget banale ting. Men det bunder stadig i en forestilling om, at der er noget viden, som man kan definere og give til eleverne på det niveau, hvor de nu er. Og så stille dem spørgsmål og tjekke, hvad de forstår, for at give dem sværere stof«.

Jeppe Bundsgaard medgiver gerne, at vi får brug for mere viden fremover, men der er bare så mange andre ting, han mener, at vi har endnu mere brug for, og han har svært ved at købe Ulrik Juul Christensens præmis om, at systemet er så effektivt, at det vil frigive tid til den anden læring.

»Det vil jeg se, før jeg tror det. Er det sket nogen steder endnu? Jeg mener, der er en risiko for, at det bare ender med at fylde al tiden. Så kommer eleverne til at tilegne sig endnu mere viden endnu mere effektivt, men ikke til at kunne bruge det i særlig høj grad«.

Jeppe Bundsgaard mener nemlig ikke, at manglende viden er den største udfordring i skolesystemet. Det er snarere, at vi er så fokuserede på at give viden og så lidt på sammenhænge.

»Både uddannelsestænkere som John Dewey, empirisk forskning i fag, undervisning og læring og internationale organisationer som EU og OECD taler for, at børnene skal have undervisning, hvor de er aktive og undersøger verden og gør ting, som man gør uden for skolen, og derigennem få en forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Udfordringen er, at det er så svært at lave den type undervisning. Derfor har vi en tendens til at falde tilbage til det, vi plejer: nemlig en lærer, der holder et oplæg, og elever, der lytter og laver analyser. Den teknologi, som de kommer med, støtter at gøre det, vi plejer at gøre, bare mere effektivt«.

Han vil frigøre lærernes tid til den avancerede undervisning