Under overenskomstforhandlingerne i foråret bidrog talrige røde faner, tv-kameraernes opmærksomhed og en exceptionel solidaritet i fagbevægelsen til, at mange lærere fik høje forventninger om, at det kunne lykkedes forhandlerne at lande en central arbejdstidsaftale. Men dem, der sad tættest på forhandlingerne, vidste godt, det ikke ville lykkes, fortæller formand for Frederiksund Lærerkreds og medlem af Lærerforeningens hovedstyrelse Regitze Flannov.   

"Vi der sidder her og er tæt på, vidste godt, at der nok ikke blev tryllet tre-fem milliarder frem, som kunne finansiere sådan en arbejdstidsaftale, som vi i virkeligheden godt ville have", lød det fra Regitze Flannov, da overenskomst 2018 blev evalueret på lærernes kongres i København i dag.  

Regitze Flannov tror heller ikke på, at Christiansborg i den nærmeste fremtid finder de penge, som skal til, hvis KL's og lærernes forhandlere skal nå en central arbejdstidsaftale, som opfylder lærernes krav om et maksimalt undervisningstimetal og en central sikring af forberedelsestiden for den enkelte.

"Vil der, under kommunernes ejerskab af folkeskolen, nogensinde blive mulighed for at lave en central resursebindende aftale? Eller fastholder vi i Danmarks Lærerforening en myte om den centrale arbejdstidsaftale?", spurgte Regitze Flannov fra kongressens talerstol.

Delegeret: Arbejdstid er blevet et lokalt spørgsmål

Dermed åbnede hun op for en debat om, hvorvidt det er tid til, at DLF skrotter den del af principprogrammet, som handler om, at politikerne: "arbejder for at indgå kollektive arbejdstidsaftaler så centralt som muligt, fordi de medvirker til at udvikle og understøtte lærerprofessionen og sikre ordentlige arbejdsvilkår".

Formand for Ballerup Lærerforening og hovedstyrelsesmedlem Morten Refskov mente også, at det er tid til at tage debatten om, hvorvidt DLF fortsat skal bruge alle kræfter på at kæmpe for en central arbejdstidsaftale. Han var i 2015 en af dem, som højlydt stemte nej til overenskomstresultatet, fordi han mente, at man må kæmpe med alle midler for at få en central arbejdstidsaftale. Argumentet var dengang, at alle medlemmer skal sikres rettigheder. Og han rakte nallerne frem fra talerstolen og gjorde klart, at han er parat til at tage et rap over dem for det, han sagde:

"Hvad vil der egentlig ske, hvis vi dropper kravet om en central, resursebindende aftale og i stedet bruger kræfterne på at nå til enighed med KL om at formulere en kommunal forpligtelse til at indgå en lokalaftale - med tvangsbistand, bod eller andet som konsekvens, hvis det ikke sker?" spurgte han.

Et af hans argumenter var, at selv om lærerne ved overenskomstforhandlingerne i 2018 fik mobiliseret fagbevægelsen som aldrig før, så lykkedes det ikke at få en central arbejdstidsaftale.

"Så selvom det er alt andet end sjovt - og jeg gør mig sårbar over for beskyldninger om at give op, svigte medlemmerne eller anden form for nederdrægtighed - er vi efter min opfattelse tvunget til at finde ud af, om vores eneste bud på en ensartet, fællesskabsfunderet og retfærdig arbejdstidsplanlægning er en central, detailorienteret arbejdstidsaftale", lød hans konklusion.

Også formand for Gladsaxe Lærerforening Thomas Agerskov mente, at tiden har ændret sig.

"Arbejdstid er blevet et kommunalt spørgsmål - det er ikke længere et centralt spørgsmål. Det er hovedlæring af 2018", lød det fra Thomas Agerskov, som opfordrede til, at det må være tid til, at Lærerforeningen tager en diskussion af, hvad en god aftale er. 

Analyse viser store forskelle på lærernes lokale arbejdstidsaftaler 

DLF-ledelse: Hold mulighederne åbne

Lærernes krav til arbejdstid ved overenskomstforhandlingerne i 2018 var todelt. Den ene del var et krav om en arbejdstidsaftale, der kan understøtte et professionelt lærerarbejde. Den anden del handlede om, at lærerne skal have regler, der modsvarer andre faggruppers regler.

"Det havde først og fremmest til formål at skabe opbakning i den øvrige fagbevægelse", forklarede formand for Overenskomstudvalget Gordon Ørskov Madsen. Og han mener, det fortsat er vigtigt at holde flere døre åbne, når det gælder forhandlinger om lærernes arbejdstid.

Han lyttede til opfordringen til at tage en debat om, hvorvidt DLF fortsat skal kæmpe for en central arbejdstidsaftale, og opfordringen til at Lærerforeningen skal tage en diskussion af, hvad der skal til for, at en lokalaftale er god, men han mente, at det er en diskussion, som skal fortsætte på kongressen i morgen, når de delegerede skal diskutere "Ny start".

"Har vi nogen chance for at komme tilbage til en central arbejdstidsaftale, og hvad er det for noget? Det er hele den politiske strategiske diskussion, vi skal have fremadrettet om arbejdstid", sagde han.

"Skal vi forlade den strategi, vi har brugt ved OK18, eller skal vi holde den som en mulighed? Det vi gjorde under OK18 var netop at holde flere døre åbne. Vi troede faktisk på, at hvis vi prøvede flere muligheder af, så kunne vi måske nå frem til et acceptabelt resultat. Det kunne vi så ikke alligevel. Men derfor er det ikke sikkert, at strategien var forkert, men det er heller ikke sikkert, at vi skal anvende den samme eller lignende strategi fremover".

Også formand for DLF Anders Bondo Christensen mener, at man skal passe på med at komme med alt for firkantede krav til fremtidige forhandlinger. Han er enig i, at man fremover måske kommer til at tænke arbejdstid på en anden måde, men han bad om, at man husker på, at de forhandlinger om lærernes arbejdstid, som skal begynde i 2020, kommer til at starte på et grundlag som DLF aldrig har prøvet før:

"Vi har nemlig en kommission, der skal komme med anbefalinger og forslag. Og det er da enormt spændende at se, hvad de kommer med", sagde Anders Bondo og opfordrede til, man giver kommissionen de muligheder, som de skal bruge til at tænke nye veje ind i lærernes arbejdstid.

"Det kan godt ske at Regitze og Morten har ret i, at fremtiden betyder mere decentrale aftaler, det er jo sådan set ikke nyt for os. A08 var sådan set også en decentral aftale", sagde hanmed henvisning til den såkaldt professionsarbejstidsaftale, han indgik medsin daværnedde forhandlingsmodpart Mads Lebech i 2008.

"Der var en central ramme om den, men resursespørgsmålet lå i den decentrale organisation. Men vi skal tænke på, at de aftaler vi kommer til at lave, kommer til at sætte standarder for andre offentlige ansatte", sagde han og opfordrede til, at man lytter til de andre dele af fagbevægelsen.

"For hvis vi begynder at lave aftaler, der sætter nye standarder for de offentlige forhandlinger og vel og mærke på nogle præmisser, som de andre slet ikke kan se sig selv i - så er det jo dem, der føler, at det er os, der er usolidariske. Det er også en del af at have respekt for sammenholdet".