Små mætte maver myldrer ud af det lille cafeteria med regnjakker i alle regnbuens farver. De samler sig i en stor klump foran en ung rødhåret mand og en mørkhåret pige i indigoblå veste med hvid skrift. På vestene står Vikingeskibsmuseet.

Et godt reb var et must for vikingerne

5.b fra Bjørnehøjskolen er nemlig taget fra Helsinge til Roskilde for at krydre deres hjerner med viden om vikingetidens særlige levemåder. Klassen bliver bedt om at dele sig i to grupper.

12-13 ivrige elever vil gerne bygge vikingeskibe og piler over til rødhårede Malthe. Men han har ikke plads til alle, så to må i stedet lære at lægge reb på gammeldags vikingemanér med Jacqueline.

Eleverne skøjter efter hende over den træbeklædte plads, der er våd af regn. De sætter sig under et sort halvtag på små taburetter af træ, der danner en halvcirkel. Jacqueline tager plads foran dem.

"Hvordan ser en viking ud", spørger hun.

De små fingre flyver op i vejret. 

"Han har rødt hår, går med økse og har ikke så mange tænder", svarer en lyshåret pige med knaldgul regnfrakke, mens de andre fniser. 

Eleverne når frem til en udmærket definition på en viking, og Jacqueline fortæller, at en af vikingens vigtigste opgaver var at lægge et godt reb, for det er rebet, der holder vikingeskibets sejl. Hun tager noget, der ligner en flad træstrimmel frem. Hun fortæller, at det er den inderste del af barken fra et lindetræ og at det bliver kaldet bast.

Det var det materiale, vikingerne brugte til at lægge reb. Eleverne griber hver en gren med en kvist i hver side, som de skal bruge til at lægge rebet med. Aktiviteten kræver en del fingerfærdighed. 

"Hvad er en snelle?"

Mens de bakser og bøvler med at sno lindebasten rundt om de to kviste, står den anden gruppe klar ved hver deres huggeblok med et stykke træ under et andet halvtag. De skal hugge en snelle. Et ord, hverken de eller deres lærer har hørt før.

Malthe peger på seks stykker træ, der hænger på væggen. For hvert stykke træ er der tilføjet en ny detalje. Det sidste stykke træ er smalt i begge ender, men bliver tykkere mod midten, hvor der er hakket et rektangel.

"Det her er en snelle. Og de seks stykker træ er vores kogebog", siger Malthe.

Snellen er det mindste stykke kløvet træ, man har fundet på vikingeskibene. De er en vigtig del, da de stabiliserer vikingeskibet, fordi de bruges som støtter under ro-bænkene. Det er en af vikingetidens smarte opfindelser, fordi de sikrer at skibet vejer meget lidt.   

Eleverne følger ivrigt Malthes instrukser og begynder at tegne snellens omrids på deres træblok, hvorefter de begynder at hakke træet til med deres små økser.

Tilskuere vrimler mod det lille værksted, hvor der er total koncentration og stilhed. Efter noget tid begynder eleverne at tage sig til fingrene.

"Årh, jeg får kramper", siger en mørkhåret dreng, der arbejder effektivt med træet, som var han tømrer. 

"Det er sejt at lave sit eget reb"

I mellemtiden pludrer den anden gruppe løs, mens de lægger de sidste kræfter i deres reb. Brølende børnelatter melder sig, da de er ved at være færdige.

"Det er sejt at lave sit eget reb, selvom det vist ikke er et helt vellykket forsøg. Men det er flot, når man tænker på, at det er første gang", griner en spinkel pige.

"Jeg er stolt af mig selv, for det var svært at sno båndet rundt om pindene. Jeg glæder mig til at vise mine forældre det", siger en anden, mens hun hiver i hver ende af rebet for at udfordre dets styrke.

Den lyseblå himmel kaster sig frem mellem de mørke skyer på himlen, der så småt er ved at fortage sig. Solen kaster en spinkel stråle på de øksehuggende vikingebørn, der kæmper en brav kamp for at blive færdige med deres sneller. Ikke alle når dog i mål.

Men de løber alligevel begejstret den anden gruppe i møde, der ivrigt viser deres reb frem.

"Wow, har I selv lavet det? Vi har lavet en snelle, som vikingerne brugte på deres skibe".

"Årh, hvor sejt", svarer to piger i kor.  

Hvem er Blakman?

Dagens højdepunkt nærmer sig med spæde skridt. Det tidspunkt alle eleverne har set mest frem til. De skal nemlig ud og ride på Roskilde Fjords, til tider ubarmhjertige bølger ombord på en båd,  bygget efter den nordiske bådbyggertradition, med navnet Blakman, hvilket morer eleverne, der med det samme tænker på X Factor.

"Det bliver sjovt at opleve, hvor mange kræfter vikingerne brugte på at sejle i deres vikingeskibe", siger en af de mange begejstrerede elever. Han fortæller, at han har glædet sig mest til at sejle, fordi han er god til at svømme.

De deles op i tre hold med en seks til syv elever i hver båd, der hver sidder med en træåre, der er dobbelt så lang som dem selv. Hver og én kæmper for at få vendt båden i vandet, så de kan komme ud og danse på de mørkeblågrå bølger. 

Men det er svært, hver række elever skal ro synkront for at komme frem. Men efter lidt tid kan man kun høre et plask, når årerne rammer vandet, og de suser frem på fjorden. Vejret er tørt, men den fugtige vind kysser de røde børnekinder, mens mågerne skriger i horisonten.

"Once more you open the door. And you're here in my heart. And my heart will go on and on", synger eleverne af fuld hals, mens menneskerne inde på bredden bliver til små prikker.

Efter halvanden time på vandet vender bådene snuden tilbage mod havnen. Orange sejl hejses op, og på ingen tid er eleverne tilbage på fast jord.     

"Det var virkelig sjovt. Men nu er jeg godt nok træt", siger en glad, men udmattet elev.