Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I bogen her giver Lene Tanggaard syv råd om vanebrud og kreativitet, men det er hverken en smart selvhjælpsmanual eller en tung videnskabelig fagbog. I en befriende ukrukket jeg-form bruger psykologiprofessoren selvfølgelig sin egen og andres forskning, men det formidles i et letløbende hverdagssprog med fine indskud om hendes omveje, indfald og refleksioner i løbet af processen med at skrive bogen. Så læseren får citater både fra vægtige folk som John Dewey og Jean Lave, fra avisinterview, fra en af forfatterens teenagesønner og fra hendes løbeveninde.
Fakta:
Titel: Vanebrud
Forfatter: Lene Tanggaard
Pris: 250
Sider: 200
Forlag: Akademisk Forlag
Og det fungerer rigtig godt, for det er ikke en jubelbog om kreativitetens lyksaligheder og helsevirkning på sjæl, krop og økonomi. Det er en bog om at arbejde kreativt med hverdagens udfordringer og muligheder.
Vi har ikke brug for bevidstløst at eskalere en kreativ brug og smid væk-kultur. Kreativitet har kun værdi, hvis det fører til noget meningsfuldt, så hvis patienten ikke får det bedre af en ny behandling, og hvis skoleeleven ikke lærer mere eller bedre af en ny undervisningsmetode, så lad være, skriver Tanggaard. Det vrimler med bøger, der vil lære dig at træne din kreativitet med velkendte metoder, der påstås at være universelle. Men der er få bøger om kreativitet, der inviterer dig til at se på din egen praksis og på mulige, relevante vanebrud, siger hun. "Vanebrud" er en sådan bog, og den er rigtig god, siger anmelderen.
Lene Tanggaard taler ikke for at bryde med alle vaner, for disruption. Tværtimod. Hun tager afsæt i vanernes betydning - både som forudsætning for at få noget fra hånden i hverdagen og som bremseklods for nytænkning og nye, bedre rutiner. Gode vaner og langsomt tillærte erfaringer kan ikke erstattes af quickfix med kreativitet. ”Kreativitet skal bryde vaner, siges det. Men man kan ikke bryde, hvis man ikke har nogen, og vaner er med til at give overskuddet til at skabe nyt”.
Vaners gentagelser er med andre ord med til at frigøre energi til at skønne, beslutte og handle, når noget uforudset gør det nødvendigt. Ligesom gentagelser skaber forudsætninger for spontanitet, fantasi og improvisation. Men vaner kan også låse én fast, så man ikke ser behovene for forandring, ikke opdager mulighederne, ja, måske ikke tør - eller ikke kan finde energien eller tiden til - det skæve, det sjove, det øjenåbnende og tankevækkende nye. Derfor er det godt at blive bevidst om de mulige vanebrud, og det får man inspiration og hjælp til i Tanggaards bog.
En kort opremsning af hendes bud på opbrud i hverdagens vaner kan måske lede tanken hen på en overfladisk selvhjælpsbog. Men det er det ikke. Det er sjældent tilstrækkeligt at tage et enkelt kursus i skæv tænkning eller at forsøge sig med ti gange meditation. ”Det er hverdagens praksis og vaner, der gør forskellen”, understreger Tanggaard.
I overskrifter hedder hendes syv bud på vanebrud: ”Spørg”, ”Lær”, ”Se, mærk, duft, smag, lyt”, ”Leg”, ”Tænk”, ”Fordyb dig” og ”Glem dig selv”. De fem første er inspireret af den amerikanske kreativitetsforsker Keith Sawyer, og de to sidste om fordybelse og selvforglemmelse tager afsæt i Tanggaards egen forskning. Disse syv forslag til vanebrud er, skriver hun, ”dem, der virker, når det gælder kreativitet”. Og det fælles ved dem er, at de tager tid. Men, må denne anmelder tilføje, de beskrives og diskuteres hverdagsnært og nærmest underholdende, ja, næsten som spændende omveje ad alle sansers Margueritrute væk fra målfikseringens motorvej.
Og med påmindelse om, at en enkelt afstikker ikke er nok til at blive en kreativ anlægsgartner, kok, lærer, pædagog eller journalist. Kreativ er noget, man bliver over tid - ved at arbejde med det og ved at arbejde sammen om det. Så hvis de ansatte på rådhuse, hospitaler og skoler for alvor skal kunne udvikle den offentlige sektor, ”skal de gives frihed, tillid og rammebetingelser, der understøtter, at de kan bidrage til reel udvikling af sektoren”, siger Tanggaard.
"Vanebrud", med den vel kække undertitel "Hvordan du veksler 7 gamle vaner til ny kreativitet", er en oplagt gave til den fortravlede skoleleder og en gave til enhver lærer og pædagog, der halser af sted med forenklede mål og krav om målbare resultater, innovation og livslang læring.
Og så i småtingsafdelingen: Undervejs har jeg undret mig over, hvorfor nogle personer, for eksempel psykoanalytikeren Carl Gustav Jung, omtales som “den berømte”, mens andre, som filosoffen Ludwig Wittgenstein, ikke tildeles denne hæder. Og at sociologen Charles Right Mills skulle være berømt, som der står, kommer noget bag på mig. Den berømte sociolog, jeg kender, hedder Charles Wright Mills!