Anmeldelse

Dynamisk mindset i skolen (0.-6. klasse)

Forstå det, prøv det, og bliv så ved med at gøre det

Undervisning har per definition læring som intention. Men at undervisning ikke nødvendigvis fører til læring, det ved vi alt om. Teorien om mindset leverer et godt bud på, både hvorfor det forholder sig sådan, og hvad der kan gøres ved det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inspireret af Carol S. Dwecks teori om mindset forklarer Katherine Muncaster i denne bog den grundlæggende betingelse for læring som et spørgsmål om at give hjernen lov til at udvikle sig gennem hele livet. Mindsetbegrebet foldes ud i spændingsfeltet - et statisk over for et dynamisk mindset. Et statisk mindset er optaget af at præstere uden fejl og vil derfor afvise udfordringer, der kan risiskere at føre til fejl. Et dynamisk mindset tør kaste sig over opgaver, som måske overstiger personens aktuelle formåen. Det kan selvfølgelig medføre fejl - og læring.

Fakta:

Titel: Dynamisk mindset i skolen (0.-6. klasse)

Forfatter: Katherine Muncaster, Shirley Clarke

Pris: 437,50

Sider: 147

Forlag: Dafolo

Det engelske ord kan således oversættes til indstilling til arbejdet med at lære. Pointen er, at eleverne ved at opnå indsigt i betingelser for læring og i deres egen tilgang til at lære nyt kan blive aktive ledere af deres egen læring.

Og det starter selvfølgelig ved skolestarten, om ikke før. Bogen giver eksempler på, hvordan eleverne fra 0. til 6. klasse eksplicit bliver undervist i mindsetbegrebet og betingelser for læring, og hvordan de arbejder udforskende med det i forhold til deres eget og kammeraternes arbejde.

At udvikle elevernes medviden om deres egen læring har længe været fremhævet som et aspekt i al god undervisning. Med mindsetbegrebet har vi fået et bidrag, som hjælper til at systematisere støtten til deres læring og udvikling.

Det dynamiske mindset, som ingen besidder fuldt og helt eller i forhold til al læring, karakteriseres ved en række elementer, som eleverne får mulighed for at tilegne sig og forholde sig analyserende og handlende til. Et af de vigtigste er, at fejl er en kilde til læring, så at forsøge at undgå fejl kan være direkte blokerende for læring. Den aktuelle præstationskultur med nationale og andre test, hvor elever udvikler angst for at begå fejl, modarbejder, ifølge mindsetteorien, læring.

Visionen er at tilbyde eleverne en undervisning og et sæt arbejdsredskaber, der kan udvikle dem til selvstændige, fejlnydende og chancetagende elever i stedet for til ydremotiverede, præstationsfikserede elever.

Bogen består, ud over en kort, men præcis og inspirerende introduktion til nøglebegreberne, af en række lektionsbeskrivelser fra 0. til 6. klasse. Der er tale om fire lektioner per årgang, der er udformet, så de udfordrer elevernes tænkning. De indeholder en række spørgsmål, der skal hjælpe elever til at fokusere på deres læring. Der er ingen givne svar, elevernes svar danner afsæt for samtale og refleksion, og både elever og lærere kvalificerer langsomt, men sikkert deres forudsætninger for optimal undervisning og læring.

Feedback parterne imellem er et vigtigt element i udviklingen af et dynamisk mindset, og der gives eksempler på begrænsende og åbnende formuleringer. "Jeg kan ikke", siger eleven. "Du kan ikke ... endnu", siger læreren. En lille forskel, der gør en stor forskel.

Bogen bygger på et forskningsprojekt gennemført på en hel skole. Målet var at udvikle en dynamisk mindsetkultur på hele skolen. Der gives eksempler på, hvordan dette arbejde er grebet an, og ligeledes hvordan der er samarbejdet med forældrene.

Forfatteren skriver: "Det er min erfaring, at eleverne bliver de stærkeste ambassadører for de mindste, da de udvikler et ejerskab til deres læring og bevidsthed om læringsprocessen. De begynder at udfordre deres kammerater, deres forældre og medarbejderne om læring, og dermed udvikles en læringskultur i livet og et 'rygte' i klassen og på skolen".

På bogens bagside beskrives lektionerne som konkrete og skræddersyede. Heldigvis finder jeg ikke lektionerne skræddersyede, men åbne og idegivende, så du som lærer kan arbejde med dem i forhold til netop din klasse og dine elever. Og vigtigere - eksemplerne udfolder den didaktiske grundforståelse bag en mindsetbaseret praksis, så du som lærer kan opdrage dig selv til at handle klogt i forhold til elevernes udvikling af et dynamisk mindset.

På Dafolos hjemmeside findes diverse materiale i forhold til de beskrevne lektioner.