Anmeldelse

Skolefesten

Bøvl og spirende forelskelse

En fin lille bog om det første kys og en spirende forelskelse. At kalde bogen for stor litteratur ville være at skyde langt over målet, men det ville også være at vurdere bogen på ulige vilkår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Skolefesten" handler om andet og mere end blot en skolefest. Den handler også om intriger i bedste klichestil med pigefnidder, misforståelser og tårer blandt en gruppe af elever, der nu er ved at blive ”de store” - elever i 5. klasse.

Fakta:

Titel: Skolefesten

Forfatter: Pernille Sloth Lindhardt

Pris: 140

Sider: 60

Forlag: Rydendahl Forlag

Mille er hovedpersonen, og hun er forelsket i Markus – en af drengene fra klassen. Hendes forventninger til skolefesten er næsten ikke til at indfri, og hun tænker på den meget af sin tid. I klassen går også Sofie, som er meget populær hos drengene, også Markus. Skolefesten kan ikke indfri de forventninger, som Mille havde til den, og selvfølgelig er Sofie en af årsagerne til det. Milles søster er dog straks klar med trøstende ord til Mille, som ifølge søsteren har kærestesorger – et ukendt begreb for Mille. Bogen ender dog, som bøger i den genre som regel gør, med en lykkelig udgang.

Bogen kan uden problemer anbefales til læsere i aldersgruppen 9-12 år, der har brug for læsetræning eller ”frilæsning”, samtidig med at de læser en lille fin historie om de problemstillinger, der optager alle helt unge mennesker – piger såvel som drenge.

Bogen kan også bruges til nyankomne elever, hvor indholdet af det, de læser, meget gerne må være alderssvarende og ikke infantile bøger med irrelevante problemstillinger.

Alt i alt har bogen en meget bred målgruppe, og beretninger om det første kys er vel en klassiker?