Den australske forfatter og illustrator Shaun Tan er en fantastisk fortæller og billedmager. Han har en stribe af fornemme værker bag sig, og han bliver heldigvis ved med at fremtrylle det ene flotte værk efter det andet. Netop udkommet er ”Cikade”, der ikke ”bare” er en historie om en cikade, men en allegori over dem, der ikke værdsættes, de oversete med de skjulte potentialer, de grå og usynlige mennesker, men det er også en billedbog om at være fri.

Cikade arbejder på et stort kontor som en meget dygtig og driftssikker tasteoperatør. Ingen sygedage, ingen fejl, stor flid, men ingen persontillæg og slet ingen tak. Ja, man træder på Cikade både bogstaveligt og i overført betydning. Cikade må for eksempel ikke benytte firmaets toiletter, så den må ud i byen for at forrette sin nødtørft og bliver selvfølgelig trukket i løn for den tid, der går, mens den er på toilettet. Om natten sover den på kontoret bag en kontorvæg.

Der går 17 år, og så er det slut. Ingen siger farvel. Pludselig står den på toppen af et højt hus, men så sker der noget: Et rødt skær kommer frem på ryggen af Cikade, og i næste sekund er Cikade et fuldmodent og farvestrålende insekt, der har afsluttet sin puppetilværelse og flyver til en nærliggende skov sammen med hundreder af andre cikader.

Sproget er meget specielt. Eksempel:

Cikade flyve til skov. Alle sammen.

Nogle gange tænke på menneske.

Le højt og længe.

Tok Tok Tok! (tastelyde, redaktionen).

Shaun Tans billeder er holdt i overvejende grå nuancer, men da Cikade springer ud, kommer farverne. Også allersidste opslag er holdt i de skønneste farver, næsten som et maleri.

Dybest set er ”Cikade” også en civilisationskritik, en længsel efter, at noget kunne være anderledes, og så er det en skøn magisk fortælling med en dyb humanisme indbygget i både ord og billeder.

Cikade fortælle historie.

Historie enkel.

Historie, selv menneske kan forstå.

Tak Tak Tak!

PS: Måske har vi alle vinger, men man skal være meget sikker på det, hvis man vælger at afprøve det fra toppen af et højhus.