Formand for Herlev Lærerforening Bent Larsen glæder sig over, at man har sikret arbedjstidsaftalen i Herlev.
Privatfoto
Herlev holder fast i tid til den professionelle lærer
Herlev skal spare, men kommunen har valgt, at det ikke skal gå ud over lærernes tid til deres arbejde. Kommunen og kreds har netop indgået en ny arbejdstidsaftale, som varer indtil 2013.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Herlev har lærerne i dag en "faktor" på 2,26. Det vil sige, at en undervisningstime derudover udløser 1,26 timer til eksempelvis forberedelse, forældresamarbejde og sociale arrangementer. Lærerne har maksimalt 23 lektioner om ugen fordelt over 40 uger.
Og det bliver lærerne i Herlev ved med, selvom kreds og kommune har genforhandlet den lokale arbejdstidsaftale i forbindelse med, at kommunen skulle spare på skolerne.
Besparelserne i Herlev er fundet ved at ændre skolestrukturen og rumme 24 specialskoleelever i normalskolen. Formand for Herlev Lærerkreds Bent Larsen er glad for aftalen.
"Det her bliver ikke besparelser, der bliver hentet direkte på folkeskolens kerneydelser. Man kunne bare have gået ind og sagt, vi sparer fem millioner ved at fyre 12 lærere. Så havde man været nødt til at opsige arbejdstidsaftalen. Men det gør man ikke. Jeg er glad for, at vi i stedet har mulighed for at skrue på skolestrukturen". siger formand for Herlev Lærerforening Bent Larsen.
Lærer nummer to har mindre faktor
I arbejdstidsaftalen har man i Herlev som noget nyt indført, at nummer to lærer i en klasse får en mindre faktor.
"Man kan være lærer nr. to i en klasse for en faktor på 1,7. Det har vidtrækkende konsekvenser. Arbejdsopgaverne er defineret sådan, at man kan have pauser med eleverne, og man skal selvfølgelig være forberedt til timerne. Men man skal ikke have forældremøder, samarbejdsmøder, sociale arrangementer - alt det, der normalt ligger i faktoren", siger Bent Larsen. Han er kun gået med til faktoraftalen for to-lærerordning, fordi kommunen samtidig hæver elevernes timetal til det vejledende timetal.
"Det er forskel på, om en lærer har otte timer i 3. klasse eller ti timer i 3. klasse. De får jo faktorværdi for to timer mere - og der er det samme antal forældremøder og sociale arrangementer".
To-lærerordning bliver ikke brugt på specialundervisning
Men vil det så betyde, at man kan bruge billige tolærerordninger til specialundervisning i Herlev?
"I A08-aftalen står, at man ikke kan bruge to-lærertimer til nogen form for specialundervisning. Derfor har vi fået med i vores aftale, at de timer, der er på skolerne til specialundervisning, forhøjes med en million kroner. Og så har vi aftalt, at resursen ikke kan nedsættes i aftaleperioden på tre år, selv om vi har faldende elevtal. Det vil sige, at vi gør det modsatte af, hvad der sker i mange kommuner. Vi hæver niveauet for specialundervisning, og så fastfryser vi det", siger Bent Larsen.
Flere timer til efteruddannelse
I den genforhandlede arbejdstidsaftale er der en anden nyskabelse. Nemlig at lærerne selv får mulighed for at være med til at bestemme over en del af efteruddannelsen.
"Vi medfinansierer noget af vores efteruddannelse. I Herlev har man udover faktoren en pulje til individuel forberedelse på 30 timer. Det får alle der bliver ansat på Herlevs skoler uanset, hvor meget undervisning, de har. 10 af de timer bliver overført til efter-videreuddannelse. Så lægger kommunen 10 timer i. Så er der 20 timer til efteruddannelse der lægges oven i det, der er i dag. Og så får lærerne en vis ret til at bestemme over, hvilken efteruddannelse de ønsker".