"I al beskedenhed, så vil jeg sige, at jeg er bedst til at samarbejde, og ikke særlig god til konflikter", sagde Anders Bondo Christensen, da han mødtes med KL-formand Jacob Bundsgaard på Folkemødet i Allinge.
Foto: Martin Vitved Schäfer
Bondo og Bundsgaard: Samarbejdet skal lykkes
Tillid er kodeordet for det nye samarbejde mellem DLF-formand Anders Bondo og KL-formand Jacob Bundsgaard. De fortalte sammen på Folkemødet i Allinge om den nye start, som de aftalte i forbindelse med overenskomstforliget i foråret.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Stemningen var tydeligt afslappet, imødekommende og venskabelig, da formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen og KL's formand Jacob Bundsgaard på høje barstole sad på scenen i lærernes hus i Allinge. Det nye makkerpar fortalte levende om den del af lærernes overenskomst, hvor der er aftalt periodeforhandlinger om lærernes arbejdstid og et samarbejde om en "Ny Start". Det var tydeligt, at ambitionen er, at de to organisationer skal samarbejde og være i dialog, fremfor i konflikt.
"I al beskedenhed, så vil jeg sige, at jeg er bedst til at samarbejde, og ikke særlig god til konflikter", sagde Anders Bondo Christensen og fortalte om det tætte samarbejde han i sin tid havde med Ejgil W. Rasmussen, der var KL-formand, da Anders Bondo blev formand for lærerne, og hvor de to sammen rejste landet rundt og diskuterede skolens udfordringer med kommuner og skoler. "Tænk hvis vi kan få startet et nyt samarbejde, hvor vi kan tale om, hvordan vi skaber den gode skole og løst de helt åbenlyse udfordringer, skolen har?", sagde Anders Bondo.
Bondo og Bundsgaard vil gøre alt for at få en ny start for folkeskolen
KL: Mange efterspørger dygtige lærere
"Folkeskolen kan ikke holde til det forløb, der har været siden 2011. Den kan ikke holde til at have sådan et forløb kørende over så mange år, hvor vi kan se, at der er for få der vælger lærergerningen, på trods af, at det er noget af det mest givende man kan forestille sig, og på trods af, at der er rigtig mange der efterspørger dygtige lærere", sagde Jacob Bundsgaard om hans motivation for at indgå i et tættere samarbejde med lærerne.
Her og nu står KL og Danmarks Lærerforening overfor et arbejde, der skal munde ud i en arbejdstidsaftale senest i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2021. Men ifølge Anders Bondo vil de tage fat på arbejdet, allerede når kommissionen afleverer sine anbefalinger ved udgangen af næste år: "Vi skubber det ikke til 2021. Jeg tror det kan være meget gunstigt, at vi forhandler udenfor overenskomsternes blitzlys".
Men der er også andre områder, de to organisationer nu vil gå sammen til, fortalte Anders Bondo:
"Jeg synes det er enormt trættende at høre på, at daginstitutionerne mangler resurser, de ældre mangler resurser, sundhedssystemet mangler resurser. Der er næsten ingen, der siger folkeskolen, men folkeskolen mangler resurser. Et samarbejde har en meget bedre chance for at give resurser, fremfor fortsat konflikt. Vi har en fælles interesse i at prøve at påvirke Finansloven til, at lige så vel som man kan give en ældremilliard, så kan man også give en milliard til folkeskolen. Det skal vi også bruge det her samarbejde til", lød det fra lærerformanden.
Tillidsrepræsentant: »Jeg kan ikke sige ja til den ikkeaftale«
Lærer: Op til KL, om samarbejdet lykkes
Der var fuldt hus til aftenarrangementet, hvor mange lærere var mødt op for at høre, hvad de to formænd havde at sige om deres nye samarbejde. Men oplægget beroligede ikke alle tilhørere.
"Jeg er ikke mere rolig, efter at have hørt det her. Jeg kan ikke se, at der kommer flere penge, og hvis vi skal lave en arbejdstidsaftale, så skal der være flere midler", sagde Christina Møller fra Gerbrandskolen i København. "Der kan være nok så meget skrevet ned, men han (Jacob Bundsgaard, red.) siger også, at det bliver svært. Og han siger 'hvis' vi får en aftale, så der er ikke noget, der er sikkert", fortsætter hun.
Lærer Pernille Henriques fra Gadehaven Skole i Taastrup gav efter arrangementet udtryk for, at det er op til KL-formanden om samarbejdet kan lykkes: "Det er meget op til KL, om det kommer til at lykkes. Det eneste, der jo sådan set har ændret sig er, at der er gået fem år, og KL har fået en ny formand. Men vi er nødt til at tro på det", siger hun.
Kristian Kallenbach er lærer og sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre i Kalundborg, hvor hans partifælde, KL-næstformand Martin Damm, er borgmester. Han lagde også turen forbi Lærernes Hus fredag aften. "Det lyder godt", sagde han, da han gik fra oplægget. "I Kalundborg har vi ikke en rigtig aftale, men tre delaftaler. Men vi skal kigge på det, så vi kan få sat noget i gang", siger han.