I skolen er det et vigtigt aspekt af sproganvendelsen, at barnet udvikler evner til at reflektere over begivenheder i både fortid, nutid og fremtid. Derfor er det svært for barnet at være en del af fællesskabet, hvis der er knas med sproget, så det føler sig utilstrækkelig i kommunikationen med de andre børn og med skolens voksne, siger Karina Nørager Larsen i sit pædagogiske diplomprojekt fra UC Syd i Haderslev.

"Særligt hvis vanskelighederne består i at følge med i den hurtige turtagning, at svare på børn og voksnes henvendelser i flerpartssamtaler, at forstå og omsætte beskeder og producere narrativer, der fremstår sammenhængende og adækvate", skriver hun.

I projektet undersøger Karina Larsen, hvordan børn i kommunikative og pragmatiske vanskeligheder kan støttes til at udvikle et aktivt og fortællende sprog. Ligesom hun ser på, hvad pædagoger i dagtilbud og skole lægger vægt på, når de lytter til børns sprog, og hvordan de bidrager til at opbygge et godt sprogligt miljø.

"På samme måde er jeg nysgerrig på, hvad forældre lægger mærke til, når de samtaler med deres børn og ser dem i leg og hverdagsrutiner", siger hun.

Ud fra en logopædisk vinkel undersøger hun den vejledning, som forældre og pædagogisk personale har behov for i deres hverdag. Hendes opgaveformulering lyder derfor: "Hvordan kan en femårig dreng i kommunikative vanskeligheder forstås, og hvordan kan forældre og pædagogisk personale vejledes med henblik på at skabe forandringsprocesser?"

Vi er medskabere af det, vi beskriver

"Mit afsæt er systemisk-narrativt og transdisciplinært, hvilket betyder, at mit fokus er på de meningsskabende processer, hvor erfaringer og meninger skabes i en given kontekst. Det, vi forstår som virkeligt, er et resultat af fortsatte konstruktions- og forhandlingsprocesser", skriver Karina Larsen.

"I et systemisk-narrativt perspektiv lægges der vægt på, at vi er medskabere af den virkelighed, vi beskriver, og at vi derfor må være omhyggelige med, hvilke konstruktioner vi er med til at bringe frem. Det indebærer en særlig nysgerrighed over for, hvordan vores konstruktioner er med til at forme andre menneskers liv", siger hun og understreger, at dette ansvar også hviler på logopæden, der i kraft af sin særlige viden om sprog får afgørende indflydelse på andre menneskers liv.

Hendes undersøgelse er bygget op omkring interviews med en forælder til en femårig dreng, to pædagoger i et dagtilbud og to børnehaveklasseledere i folkeskolen.

"Interviewformen er valgt, fordi jeg med min undersøgelse ønsker at få adgang til forældre og pædagogisk personales oplevelser af børns brug af sprog i aktiv kommunikation i leg, fortælling og samtale i dagtilbud og skole. Jeg har ønsket at komme nærmere på en forståelse af, hvad forældre og pædagoger lægger vægt på, når børn anvender sprog i praksis, og hvordan de ønsker at blive vejledt i forhold til børn i kommunikative og pragmatiske vanskeligheder", forklarer hun.

Fokus på samarbejdets indhold og kvalitet

Drengen har både kommunikative og pragmatiske vanskeligheder, når han skal bruge sproget i samspil med sine jævnaldrende og de voksne omkring ham. Det er svært for ham at forudse turtagningen, han giver ofte uventede eller inadækvate svar på spørgsmål, og han er begyndt at føle sig utilstrækkelig i lege og samtaler, så han foretrækker at lege med yngre børn, fortæller Karina Larsen.

"For at forstå drengens kommunikative vanskeligheder har jeg anlagt et dobbeltperspektiv, hvor jeg både har zoomet ind på drengens individuelle læringsforudsætninger i et individperspektiv, og zoomet ud på de afgørende kontekster i et relationsperspektiv", skriver hun.

I forhold til det individuelle perspektiv har hun sat drengens læringsforudsætninger i relation til pragmatik og valgt en opdeling mellem sociale og sprogligt pragmatiske funktioner. I forbindelse med de socialt pragmatiske funktioner har hun undersøgt drengens udfordringer i forhold til turtagning i barn-barn-samtaler og i voksen-barn-samtaler, ligesom hun har set på hans muligheder for at reparere samtaler og undersøgt, hvordan han mestrer at "præsupponere og kommunikere referentielt".

Når det gælder de sprogligt pragmatiske funktioner medtænker Karina Larsen, at drengen snart skal i skole, og at han der vil møde krav om at udvikle sine metapragmatiske evner og sin evne til at dekontekstualisere sproget. Hun har set nærmere på, hvilke sproghandlinger hun kan foreslå forældre og pædagogisk personale, og med afsæt i interviewene med det pædagogiske personale har hun valgt at sætte fokus på arten og kvaliteten af samværet.

"Jeg har foreslået, hvordan de voksne omkring drengen kan tilbyde en vejledt deltagelse eller sproglig mediering, hvor den voksne samarbejder med drengen om hans kommunikation. Jeg har foreslået, hvordan han kan indgå i praksisfællesskaber hjemme og i dagtilbud via en legitim perifer deltagelsesform. Endelig har jeg givet nogle bud på, hvordan der kan sættes fokus på fortællinger i form af samtalenarrativer og udvidede diskurser, hvor man har fokus på de samtaler, der udvider, nuancerer og præciserer", siger Karina Larsen blandt andet i projektkonklusionen.

Interviewene viste, at der er behov for og ønske om en praksisnær vejledning, hvor logopæden ikke kun er observatør, men deltager aktivt.

"Jeg ser nogle særlige muligheder i flerfaglig aktionslæring, fordi aktørerne omkring barnet sammen med logopæden skaber en fælles problemstilling, et fælles læringsmål og sammen afprøver nogle aktioner, som de efterfølgende reflekterer over", skriver hun.

Flerfaglig aktionslæring giver gode muligheder for at skabe forandringsprocesser, fordi der er fokus på praksisfællesskaberne, og fordi lærings- og deltagelsesmulighederne er styrende.

Men den flerfaglige aktionslæring stiller dog særlige krav til aktørerne om at være bevidste om deres positioner, understreger Karina Larsen. Pædagoger og forældre kommer med en lokal viden, mens logopæden har en specialiseret faglig viden om sprog og kommunikation, som det forventes, at hun bruger i samarbejdet.

Flerfaglige aktionslæring kan også bruges til at udvikle det fælles videngrundlag for det pædagogiske arbejde, ligesom den kan bidrage til at sætte ord på tavs og implicit viden og gøre blinde pletter synlige.

"Den dialog, der opstår mellem pædagoger, forældre og logopæd i den flerfaglige aktionslæring, skulle gerne give anledning og ideer til nye praksisformer. Styrken er netop, at parterne leverer forskellige bidrag til processen", siger Karina Nørager Larsen.

Flerfaglige aktionslæring korresponderer fint med det behov, der er for, at flere faggrupper arbejder sammen om at skabe forandringsprocesser.

"Det kommer klart til udtryk i mine interviews. Jeg er dog bevidst om, at enhver metode kan blive for metodisk, og at logopæden må holde sig åben over for andre metoder og tilgange i sin faglige praksis", slutter hun.