Debat
Hvordan er det lige med perspektiveringen i mundtlig dansk?
Eleverne kan til tider have svært ved at forstå principperne for perspektivering ved prøverne i mundtlig dansk. Brug modellen her, hvis den giver mening for dig
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvis man i en årrække har været ude som censor i mundtlig dansk, har man måske oplevet, at der kan være forskel på, hvordan principperne for perspektivering bliver læst. Dette kan føre til misforståelser og efterfølgende oprydning inden prøverne. Ærgerlig tid og måske et mindre godt udgangspunkt for et godt samarbejde mellem lærer og censor.
I bekendtgørelsen står følgende:
” Det er vigtigt, at eleverne først perspektiverer til andre opgivelser i forhold til det trukne fordybelsesområde. Dernæst perspektiveres til andre opgivelser, og til sidst, hvis det er velbegrundet, til andet. Det er ikke et krav, at eleverne perspektiverer til alle områder, men det er et krav, at de som minimum perspektiverer til en tekst eller flere tekster fra fordybelsesområdet og meget gerne også til de to øvrige områder". (Mine markeringer)
Det er altså tale om perspektiveringer i tre trin, hvoraf de to første er obligatoriske, og den sidste inddrages, hvis den er velbegrundet. Dette må bero på individuel vurdering.
Det centrale er desuden, at man i første perspektivering bliver indenfor det trukne fordybelsesområde. Jeg lægger vægt på dette, fordi jeg har oplevet, at elever har fået lov til at vælge den primære perspektiveringstekst udenfor fordybelsesområdet, hvis blot der var for eksempel tematiske paralleller. Vi taler her ud fra et bredt tekstbegreb. Det er meningen, at man fortrinsvist fordyber sig i fordybelsesområdet. Deraf betegnelsen. Efterfølgende kan de rette opmærksomheden mod andre tekster fra opgivelserne og til sidst også udenfor pensum. "Til andet", som det hedder.
Du er som sagt velkommen til at bruge modellen i pdf'en nedenfor. Sammen med teksten fra bekendtgørelsen var den med til at få mine egne elever til at forstå principperne for perspektiveringen. Jeg vil dog gennemgå den med dem igen inden prøverne. Bare for at være helt sikker. Giv gerne kommentarer, hvis du mener, modellen kan forbedres. Den er lavet i Easelly og rettes let.
God fornøjelse med prøverne derude.