Efter læsningen af de bare 45 små sider, der udgør guiden til læringsvitaliserende samtaler, sidder man tilbage med flere spørgsmål end svar, hvis ikke man var godt inde i stoffet i forvejen. Det er derfor lidt ærgerligt, at miniformatet har vundet over tyngden i det faglige indhold.

Jan Tønnesvang, der er professor på Aarhus Universitet, har sammen med Sanne Schou, der er tidligere vejleder samme sted, begået en lille serie om vitaliserende samtaler til brug forskellige steder i uddannelsessystemet. Denne anmeldelse går udelukkende på ”Læringsvitaliserende samtaler” – skabt til ”fremme af skolelivsengagement og kvalificeret selvbestemmelse i grundskole og efterskole”, som der står på bogens forside.

I bogen præsenteres ganske kort de fire psykologiske grundbehov: behov for mestring, behov for mening, behov for tilhør og behov for autonomi. Med udgangspunkt i disse fire behov præsenteres så vitaliseringskompasset, hvor eleven skal skalere det aktuelle og det ønskede selvsyn inden for disse områder, som de folder sig ud i skolen. Som supplement præsenteres et klassisk fordele-/ulempeskema og den såkaldte V-model, hvor eleven skal redegøre for henholdsvis vigtigheden af en ønsket ændring og troen på, at det kan lykkes.

Efter at eleven ved hjælp af disse skemaer har redegjort for den aktuelle og ønskelige situation og udfordringerne ved at foretage ændringer, præsenteres en model med ”12 kompetencedimensioner i kvalificeret selvbestemmelse”. Her skal eleven inden for de 12 områder redegøre for, om der er for lidt, balance eller for meget. Disse markeringer følges så op af bestemte spørgsmål inden for hver kategori.

Som vejleder i grundskolen er det svært at se, hvordan de tilhørende spørgsmålstyper kan stilles elever i 8./9. klasse. Eksempelvis rådes man til at spørge: Hvordan vil du i forhold til KvaS-modellen vurdere dig selv i forhold til at mestre din faglige og tekniske formåen (teknikalitet), som det er nu? Er der steder i forhold til de tre dimensioner: færdigheds-, forståelses- eller forbindelsesviden/kunnen, hvor du oplever dig særlig stærk, særlig udfordret eller i balance? Hvordan vurderer du, at det potentielt kunne være? Hvordan har du det med det?

På det her tidspunkt har jeg en kraftig formodning om, at jeg vil have tabt såvel Ali som Emma i samtalen, der må forudsætte, at jeg forinden har brugt lang tid på at oversætte de psykologiske grundbehov, vitaliseringsmodellen og KvaS-modellen til et sprog, der umiddelbart forstås af så unge – og indimellem også sprogligt svage - samtalepartnere.

Som indledningsvis nævnt ligger der bøger forud for denne publikation, hvor man kan hente mere udførlig viden om den teori, der ligger bag den lille guide. Det vil nok umiddelbart være en god ide at orientere sig der, før man kaster sig ud i at bruge samtalemodellerne med de helt unge elever. Jan Tønnesvang er en kapacitet på området og ved godt, hvad han taler om – det er derfor ærgerligt, at guiden til læringsvitaliserende samtaler ved endt læsning fremstår mere som en alt for svær og ”teknisk” måde at tale med de unge på end som et nyt og spændende værktøj til vejlederens værktøjskasse.