Kommentar til nedenstående kronik:

Kære Alexander

Det kommer nok ikke helt bag på dig, at jeg synes, du farer for hårdt frem mod “Blachman på skemaet”. Venner og fjender bør man vælge med omhu. Blachman gør sig til talsmand for en folkeskole, der lægger mere vægt på elevernes kreativitet. Hvem er uenig? Ikke de lærere, jeg kender. De eneste, som med rette kan føle sig ramt af Blachmans kritik (der ikke er ny og ikke er hans opfindelse) er de skolepolitikere og forskere, som har brugt det seneste årti på at outcome-basere og standardisere skolen med et sandt helvede af læringsmål og test.

Skal man grine, græde, bande (som du) eller kaste palmeblade, når Thomas “Messias” Blachman, efter at være hentet af livredderen og genoplivet et par gange, tilsyneladende lykkes med at gå på vandet i en helt normal dvask dansk 8. klasse?

Jeg synes mest, der er mest grund til det sidste. Jeg klapper faktisk så begejstret, at der står en sky af kridtstøv fra min gamle lærerhænder.

Jeg trækker også på smilebåndet. Blachmans ego fylder til tider så meget, at det skygger for projektet. Det selvironiske glimt i hans øjne tyder dog på, at han har storhedsvanviddet ret godt under kontrol, og hvem holder ikke af et kærligt los i røven på den danske nationalsport: du skal ikke tro, du er noget.

Som lærer gennem 35 år fælder jeg måske også en enkelt vemodig tåre. Tænk, hvis vi lærere kunne få bare tilnærmelsesvis så gode arbejdsvilkår med elever og forældre, som mediedarlingen har haft. Når frustrationen over overgrebet på skolen i 2013 stadig sidder i os, er det fordi hver eneste skoledag er en påmindelse om, at politikerne tog det vigtigste for eleverne - lærernes tid. Tid til at forberede spændende undervisning, tid til at se den enkelte elev, tid til at være gode lærere.

Jeg bander også, men ikke så meget som du, Alexander. Vil eller tør Danmarks Radio ikke lave udsendelser fra virkelighedens skoleverden om lærernes egne forsøg på at gøre skolen mere kreativ?

Der går noget galt med børns nysgerrighed, engagement og kreativitet fra de er 6 til 19, som skolen bærer en stor del (men absolut ikke hele) ansvaret for. Der er nogle grundlæggende svagheder i skolen, som skal kritiseres, uden at vi lærere (og solidariske forskere) behøver komme op med paraderne. Vi risikerer at køre os selv ud på et sidespor, hvis begynder at forsvare skolens systemfejl, fordi vi er ansat som systemets praktikere.

Lad mig nævne nogle af de systemfejl, som jeg har kritiseret og forsøgt at finde alternativer til i min undervisning (Rødkildeprojektet – beskrevet i bogen, Skolen i skoven):

- Det vigtigste i skolen er stadig at sidde på stolen. 

- Omkring 80 % af taletiden er stadig lærernes (Blachman falder også i med begge ben).

- Eleverne arbejder stadig, og endnu mere nu på grund af test- og målstyringen, i en nulfejlskultur.

- Overdrevne pensumkrav og målstyring skaber rigtig dårlig grobund for fordybelse og nysgerrighed. 

- Skolen favoriserer ”de intellektuelle trækpapirer” (elever som stortrives med tal og bogstaver).

- Lukkede opgaver fylder for meget.

- Eleverne bliver ikke inddraget nok i skolens beslutninger.

Her sætter en 15årig elev ord på problemerne (som nok ikke kun er canadiske) på et lærermøde i Toronto 2004:

“Do you teachers realise how boring you are? You treat education like a TV dinner. You tell us to go to the freezer, pull out a box, read the instructions carefully, take off the wrapping, puncture the cellophane, then set the microwave for the right time. If we’ve followed the instructions carefully, we’ll get full marks. But that’s so boring. What would be more interesting, would be to make up our own recipe, mixing different ingredients we had chosen. Then if it didn’t work, we would change the recipe slightly, and keep trying until we had got a recipe that tasted really good. That kind of learning would be fun and make us think. At the moment we are being taught to fit into, rather than shape, our world”.

TV som ”Blachman på skemaet” manipulerer, men så vidt jeg kan se, tager ingen af de implicerede elever og lærere skade. Tværtimod. Hvis jeg bare har en lille smule flair for at “lytte” til sprog og kropssprog, så har eleverne alt i alt været igennem et positivt og givende forløb. Så er der seerne. Jeg tror faktisk, det er forsvindende få, som tænker, så kan de lære det, lærerne eller hvor svært kan det lige være. Forældre ved det godt. Det er svært – det er faktisk lidt af en kunst.

Lad os tage Blachman ved hånden og fortælle ham, at det er en dejlig dyb tallerken, han ikke har opfundet, men meget gerne må øse op af til alle dem, som synes, han er genial.

https://skoleliv.dk/debat/art6456481/Blachmans-tv-program-er-et-p%C3%A6dagogisk-overgreb