Bush har absolut ikke valgt sine forældre selv, de er mildt sagt ret uduelige. Moderen, der er førtidspensionist, skulle aldrig – som det hedder flere gange i romanen – have haft børn, hun magter ganske enkelt ikke at give kærlighed, kun ved enkelte lejligheder ”opdager” hun sin søn. Faderen, der arbejder på en ostefabrik om natten og i øvrigt elsker alt amerikansk, formår ikke at løfte det hele selv og er tilmed på vej ned i en dyb depression. Det hele er blevet for meget! Faderens og moderens kærlighed til hinanden er mere end død, og de kører hver deres liv. Lejligheden er nusset ud over alle grænser, men Bush er hele tiden meget opmærksom på sin far. Moderen forventer han intet fra.

Man aner, at myndighederne har øje på den lille dysfunktionelle familie, men takket være Bushs kreative hjerne når alle meddelelser fra skolen ikke frem til moderens og faderens mobiltelefoner. Morfaderen, der døde, da Bush var 12, var den eneste faste pille i Bushs liv, og Bush savner ham hver eneste dag. Ofte må Bush en tur på kirkegården for at ”snakke” med morfar. Bush er en intelligent dreng, der har et skarpt blik for sin udsatte situation, og han kæmper som en bersærk for at holde palisaderne intakte, blandt andet har han udviklet et meget vittigt sprog og en hurtig mund for at holde systemet og andre på afstand (læs blot telefonsamtalen med faderens arbejdskammerat på side 64-65). Helt fejlagtigt bliver han i øvrigt diagnosticeret med ADHD.

En dag møder Bush den unge kvinde Julia på kirkegården. Hun fatter sympati for ham, og inden han ser sig om, er han hyret som barnepige for hendes tvillinger Karl og Jonatan (”Brødrene Løvehjerte”) på fem år. Det viser sig, at Bush er et fund til at passe tvillingerne hos Julia, han fortæller gyserhistorier, henter dem i børnehaven, leger med dem, laver juice til dem og så videre. Hos Julia har Bush mødt autisten Max, og han kommer til at spille en rolle i afsløringen af Bushs løgne, men han bliver også en stor hjælp, da tingene spidser til.

Bush – i virkeligheden et mælkebøttebarn – er godt set og smukt tegnet af Mette Vedsø. Hun formår at gøre ham troværdig. To personer går lige ind hos ham, nemlig pædagogen Per og Julia, og det bliver hans redning. Hvordan historien ender, skal ikke fortælles, det vil være synd, men man tror på Mette Vedsøs kærlige og empatiske slutning. Hvor skriver hun dog godt og smukt – og med små fine doser humor – i endnu en rørende og vedkommende historie fra hendes hånd.