Anmeldelse

Styr på ordsprog og talemåder

Gå ikke over åen efter vand

Anvendeligt materiale til arbejdet med ordsprog og talemåder, et område, som ofte driller eleverne, ikke mindst ved de nationale test.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er sten at snuble over for eleverne, når de i forbindelse med de nationale test skal angive betydningen af en række faste vendinger. Hvo intet vover, intet vinder, fungerer nok som motto for nogle elever, når de for eksempel skal krydse af, hvad det vil sige at kende sine lus på gangen. Det er udfordrende for eleverne: "Styr på ordsprog og talemåder" er en anvendelig og overskuelig intro til området.

Fakta:

Titel: Styr på ordsprog og talemåder

Forfatter: Dorthe Mølgaard Mathiasen

Pris: 89

Sider: 498,95

Forlag: Dafolo

Hver fugl synger med sit næb, så det er ikke mærkeligt, at eleverne har svært ved de (voksnes) gamle talemåder. Mange ordsprog og talemåder er overleveret gennem generationer og rummer derfor spor af kulturformer, som ikke er en del af vores hverdag længere. Ikke mærkeligt, at eleverne undrer sig over, at man kan trække på en hammel, og at nogle voksne står op med hønsene.

Nogle taler med uld i munden og bruger talemåder til at pakke budskaber ind. I bogens beskrivelse af ordsprog og talemåder som sproglige fænomener er der primært fokus på, hvordan ordsprog indgår i vores sproglige fællesskab, og hvorfor der kan være grund til at beskæftige sig med dem. Det handler blandt andet om ordsprog og talemåder som universelt fænomen og om, at de er knyttet til en mundtlig tradition.

Indledningen er meget kort, og det ville have styrket den, hvis den også havde forholdt sig mere grundigt til ordsprogenes og talemådernes funktion i vores kommunikation. Hvornår er det egentlig, at vi i hverdagen griber til disse faste sproglige billeder? Hvad gør det ved samtalen, når vi til en samtalepartner bemærker, at mennesker har to ører og en mund, fordi man skal lytte mere, end man taler – i stedet for bare at sige: Hold nu k…?

Øvelse gør mester, og det giver bogen rig lejlighed til: I elevdelen, som også er tilgængelig via Dafolos hjemmeside, er der en stribe øvelser med et stort eksempelmateriale, som kan bruges direkte i undervisningen. Det er sjovt og underholdende at se, at sproget er så rigt, at man også her kan støde på ukendte udtryk, og der er god bud på aktiviteter. Nogle af øvelserne er meget færdighedsbaserede, men godt koblet til bevægelse og CL-strukturer, så eleverne er i gang. Selv om selve øvelsesformen (for eksempel stafet) ikke i sig selv er knyttet til ordsprog og talemåder, er det aktiviteter, som mange elever sikkert vil have det sjovt med.

Andre af aktiviteterne er mere udfordrende i forhold til at forstå de faste vendinger i kommunikative sammenhænge. I den bedste af øvelserne skal eleverne skrive "antiordsprog" og i et debatindlæg argumentere mod essensen i nogle af de mest velmenende ordsprog.

Så: Gå ikke over åen efter vand – find materialet til dit arbejde med ordsprog og talemåder lige her.