Hvor mange sten kan man fjerne fra en stor bunke, før man ikke længere har en stor bunke? Og kan man læse skriften på væggen, hvis man har ryggen mod muren? De sprogligt drilske spørgsmål er fra bogen "Ustyrlighedens paradoks – Demokratisk (ud)dannelse til debat". Med inspiration især fra den franske filosof Jacques Rancière skriver de to forfattere om almen dannelse og demokratisk dannelse.

Hvornår betyder de mange politiske styrings- og kontroltiltag, at der er fjernet så meget af fundamentet, at demokratiet bliver undergravet? spørger de. Og står vi allerede med ryggen mod muren, så vi ikke kan se de voldsomme problemer med den demokratiske dannelse i skole og uddannelsesinstitutioner? spørger de med afsæt i interview med politikerne Carolina Magdalene Maier, Jacob Mark og Merete Riisager, de to professorer Henrik Kaare Nielsen og Lars-Henrik Schmidt fra Aarhus Universitet, lektor Nikolaj Nottelmann fra Syddansk Universitet og digteren Søren Ulrik Thomsen.

De mange forskellige tilgange gør, at man kommer langt omkring i bogen og derfor mere i bredden end i dybden. Samtiden forventer, skriver forfatterne, at skoler og uddannelser tager sig af ”det demokratiske dannelsesopdrag”. Men, siger de, det bliver kraftigt udfordret af en omsiggribende neoliberal ideologi, der - i modsætning til klassisk liberalisme - arbejder for en stærk, regulerende konkurrencestat. Og det neoliberalistiske fokus på økonomi og markedstankegang, som handler om både styring, undervisningsvilkår. undervisningsmetoder og indhold, giver uddannelsesområdet store vanskeligheder.

Men, siger bogens forfattere, magthaverne ønsker tilsyneladende stadig, at skoler og uddannelsesinstitutioner bidrager til børn og unges demokratiske dannelsesprocesser. Eller også tror vi bare, at det er det, politikerne ønsker. Og selv om de fortsat kommer med besværgelser om demokrati, dannelse, lighed og respekt for den anden, er realiteten, at negationen til de politiske skåltaler sætter sig mere og mere igennem. Økonomitænkningen bliver underforstået og dermed både direkte og indirekte styrende og nedbrydende.

Bogens diskussioner af forskellige demokratimodeller virker på én gang spændende og sært ufokuserede. Spændende, fordi der skrives om forskellige demokratiformers styrker og svagheder. Ufokuseret, fordi undervisningsperspektiverne kun antydes. Instrumentaliseringen af legen, så den afdemokratiseres og bliver til smørelse for læringen, beskrives overbevisende.

Med afsæt hos den nederlandske kulturfilosof Johan Huizinga følger så et flot defensorat for legen som erfaringsrum for demokratisk kultur, hvor deltagerne kan opleve selvoverskridelse og samfundsfølelse. Her er legen frivillig for alle, for man kan altid melde sig ud. Man er altså frivilligt med i et fællesskab, hvor alle kan deltage aktivt i udformning af regler, rammer og retning. Man oplever, at man skal handle og overskride sig selv for at få legen til at lykkes.

Bogen sætter fingeren på mange ømme punkter og diagnosticerer også alvorlig sygdom. Men de mere konkete, mulige praksiskure mod sygdommene mangler. Eller rettere: Jeg savner en tydeligere kobling fra legens oplagte potentiale til skolens hverdag. ”Vores eftertanker retter sig nu mod praksis”, skriver forfatterne i sidste kapitel, hvor de spørger, hvordan man fremmer demokratiske dannelsesprocesser, hvor man ”ser lighed i forskellighed – og samtidig overskrider forskellighederne for at deltage i de fælles anliggender – det vil sige ser vores ligheder i fælles anliggender”.

”Det håber vi, læserne vil hjælpe os med at besvare”, lyder allersidste sætning. Dét vil jeg gerne læse en bog om.