De taler alle om at være dårligt forberedt. Om ikke at kunne nå det hele, om ændrede skemaer og en presset ledelse. Om kollegers sygdom og om at bruge pauserne på at prøve at nå at få talt med en elev, få talt med en kollega eller få styr på noget planlægning til næste time.

De fortæller også, at de er glade for at have fri i weekenden og om aftenen, men efterhånden holder den ikke for mange af dem - de begynder at arbejde hjemme. Noget, de dog ikke fortæller til kollegerne henne på skolen.

Ph.d. Aske Christensen fra Forskerskolen i livslang læring på Roskilde Universitet har fra 2014 og to år frem interviewet lærere, skoleledere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, forvaltningsfolk og skolechefer om folkeskolelærernes arbejdstid.

De mange skolebesøg i København og på Lolland-Falster ligger bag ph.d.en »Den problematiske tid - en institutionel etnografi om folkeskolelæreres arbejdsliv gennem tid og rum«.

Et sundt arbejdsliv kræver, at arbejdsmiljø, læringsmiljø og tidsmiljø hænger sammen. Men sådan ser hverdagen typisk ikke ud for lærerne i folkeskolen efter vedtagelsen af arbejdstidsloven 409 og folkeskolereformen. De har skiftende skemaer, må arbejde i pauserne og har ikke tid til at få forberedelsen på plads. Lærernes tidsopfattelse bliver hele tiden presset hen i nuet, og de skal udvikle strategier for at overleve næste dag i skolen, fortæller Aske Christensen.

Lærerne havde som udgangspunkt forskellige opfattelser af folkeskolereform og arbejdstid, da Aske Christensen indledte sit projekt. Alligevel oplevede han rigtig mange gange, når han besøgte dem igen i løbet af den treårige periode, at de var helt andre steder, end han havde forventet. Nogle var sygemeldt med stress eller var lige vendt tilbage fra en sygemelding. En havde skiftet folkeskolejobbet ud med et job på en friskole og oplevede meget mere frihed dér, og andre indrømmede undervejs i forløbet, at de var begyndt at arbejde »hemmeligt« derhjemme.

»Lærernes fagprofessionelle etos kan ikke bære det længere, så tredje gang jeg spørger, indrømmer mange, at de arbejder hjemme«, siger Aske Christensen.

Arbejdsdagen er ren overlevelse

Lærerne presser sig selv

»Noget er vundet ved lærernes øgede tilstedeværelse på skolen. Men når den individuelle tid ikke går op, når du selv skal prioritere opgaverne, og der ikke bliver færre af dem, når du ikke kan få fat i ledelsen, fordi skolen er blevet meget større og har fået flere opgaver - så er der en tendens til, at ledelsens eneste mulighed for at reducere belastninger for den enkelte lærer bliver at overføre flere opgaver til teamet«, siger Aske Christensen og kalder teamet for den sidste »buffer«, der er tilbage.

»Sammen med ugeplaner, elevplaner, koordinerende opgaver og vikardækning presser det nogle steder teamet til det yderste. Tidsmiljøet risikerer at gå helt i stykker«, forklarer Aske Christensen.

De mange planer forpligter, skole-hjem-samarbejdet fylder også, og samtidig skal lærerne dokumentere mere.

»Fordybelse og pauser eksisterer ikke længere. Lærerne presser sig selv«, siger Aske Christensen og peger på, at den danske model er forankret i, at både arbejdsgivere og arbejdstagere vinder ved at indgå fælles aftaler.

»Men med lov 409 blev det lederen og den enkelte, der skal prioritere ofte uløselige situationer uden en central aftale at støtte sig til. Samtidig blev der åbnet op for at bruge forberedelsestiden som en 'økonomisk effektiviseringsknap' at dreje på«, siger han.

Gennem årene er der også blevet stillet krav om, at skolerne skal være både mere ens og mere forskellige. De skal være profilskoler, samtidig med at de med folkeskolereformen ensrettes til den forståelse af faglighed, der ligger i læringsmålstyret undervisning og et stort fokus på testresultater. Men arbejdsmiljøet, tidsmiljøet og læringsmiljøet skal hænge sammen, understreger Aske Christensen. For det er det, der giver arbejdsglæde: »Men når man begynder at arbejde i det skjulte, så er det altså en individuel strategi. Og man gør det ofte for at overleve næste arbejdsdag«.

Hurtig tid kontra langsom tid

Aske Christensen har tidligere arbejdet med begreberne »hurtig tid« til hurtigt afviklede opgaver og »langsom tid« med mulighed for fordybelse og koncentration. »Synkronisering«, hvor man samarbejder koordineret om kerneopgaven, og »desynkronisering«, hvor der er tale om mangelfuldt samarbejde og indsigt i kollegers opgaver, der skaber hindringer for arbejdets udførelse. »Flow« om velorganiseret arbejde med flydende arbejdsgange over for »fragmentation«, hvor opgaver forbliver uforløste på grund af afbrydelser, tidskonflikter og forstyrrelser. »Produktiv tid«, som er tid til det vigtige, over for »uproduktiv tid«, hvor der er psykisk belastende barrierer for produktivitet, og hvor energien tages ud af arbejdet, eller tiden bliver optaget af opgaver, der ikke er vigtige.

»Det handler om at finde tid til forberedelsen, til sig selv, til det administrative arbejde, til dokumentation, ugeplaner og elevplaner. Arbejdsmiljøet er flyttet ind i skemalægningen, og det gælder om at få tidsmiljøet til at hænge sammen«, siger han og forklarer, at hver enkelt lærer udvikler en grundrytme - et mentalt kort over deres undervisning, klasser og forberedelse - ud fra sit skema.

»Når man på skolen vælger at ændre skemaet, skal alle udvikle nye mentale kort. Når det sker flere gange i begyndelsen af et skoleår, betyder det, at tidsopfattelsen bliver ført hen til nuet, og så kommer det til at handle om, hvordan man »overlever« næste skoledag. Når tidskonflikter opstår, begynder lærerne at bruge pausen - mellemrummet - til at klare opgaverne. Man når lige at tale med en kollega, en elev eller kopiere noget til næste undervisningstime. Og så forsvinder pauserne«, siger Aske Christensen.

Han fremhæver, at arbejdslivet skal indeholde fordybelseszoner, hvor man kan fokusere på én arbejdsopgave ad gangen: »Ingen er i stand til hele tiden at drible med flere bolde samtidig. Der skal være plads til fordybelse, og de zoner er det blevet sværere at finde for en lærer i dag«.

En arbejdsmiljøbombe

Folkeskolereformen og den nye arbejdstidslov bliver af politikerne fremhævet for »anderledes undervisning«, »fagligt dygtigere elever«, »øget samarbejde på skolerne« og »mere kreativitet i skolen«. Men ifølge Aske Christensens undersøgelser har lærerne fået mindre kontrol over deres tid og en hel del nye opgaver, samtidig med at der ikke bliver taget opgaver fra dem. Som en lærer siger i ph.d.en om at holde fri aften og weekend, så »elsker han den nye frihed, men har samtidig ondt i maven, når han lægger sig til at sove i bekymring over morgendagens undervisning«.

Det kreative arbejde bliver for en del læreres vedkommende erstattet af udsagn om »at arbejde mere på rutinen«, og de bruger mere lærebogsmateriale. Rigtig mange oplever, at reformens ambitioner ikke hænger sammen med hverdagen.

I sin ph.d. skriver Aske Christensen: »Tiden til at være social med kolleger eller tage sig tid til at løse konflikter på gangene, snakke med elever på vej ud af klassen efter timen eller lytte til kolleger, der vil dele viden eller belastninger. I mine undersøgelser er det typisk denne tidsform, som først udsondres, når forholdet mellem arbejdestid og arbejdsopgaver intensiveres«.

Han peger også på, at der ikke blev eller bliver talt om, hvad et kvalitetsdrevet lærerarbejde kræver af arbejdstiden:

»Selv om de to reformer begge var tidsreformer, så var der ikke inddraget undersøgelser om tidens betydning i forhold til lærernes arbejde og områder som identitet og faglighed. I stedet handlede det om et andet design af skoledagen og økonomiske besparelser via lærernes forberedelsestid«.

I sine samtaler og observationer oplevede Aske Christensen også, at lederne hele tiden efterspørger fleksibilitet hos medarbejderne. Men hvis medarbejderne ikke oplever, at fleksibiliteten og tilliden går begge veje, så begynder de at efterspørge tydeligere rammer og principper for deres brug af arbejdstiden.

Tidsmiljøet er under dobbelt pres i skolerne i dag, mener Aske Christensen - det skal kunne rumme, at skolen har fokus både på det snævre faglige og på at skille sig »attraktivt« ud. Dette dobbelte pres kan ende med at sande til ud fra devisen: Vi skal lave noget anderledes - vi ved bare ikke, hvad det er, advarer han.

For netop sådan en opgave er en potentiel bombe under arbejdsmiljøet. Hvis man skal gøre noget anderledes, skal man i høj grad vide, hvilken vej man vil gå og hvorfor.