Denne bog er en samling af 21 artikler, der med hver sin forfatter forsøger at indkredse begrebet specialdidaktik. Et begreb, der vel egentlig først defineres ved denne udgivelse. Og som faktisk har en berettigelse. Det er en udfordring at anvende almendidaktiske modeller til specialpædagogisk indsats, om ikke andet fordi mange af de elever, der møder disse modeller, af mange årsager har givet tabt - eller også har deres lærere - og nu befinder sig i et specialpædagogisk regi.

Uden at kunne ende med et konkret bud på, hvad begrebet dækker, kommer forfatterne rundt i mange relevante perspektiver – fra definitionen af specialpædagogik i forhold til almenpædagogik til de særlige træk ved specialpædagoger og lærere, deres elever og de mulige rammer og forventninger.

Der præsenteres adskillige didaktiske modeller, som allerede er i anvendelse – Hiim og Hippes relationsmodel, SMTTE-modellen og Uljens' pædagogiske flue fra 1993. Der præsenteres også et par enkelte videreudviklede modeller, hvor relationen til eleven, menneskesyn, selvværd og mestring inddrages, som Bruuns specialdidaktiske model og Koch Hansens DTM-model. Modellerne har absolut noget at tilføje til de didaktiske refleksioner, der gøres på specialområdet, særligt fordi området, som nævnt i flere kapitler, er præget af et diagnose- og individsyn, der har det med at flyde ind over de pædagogiske aktiviteter.  Og netop didaktik handler jo i den grad om planlægning af læring og udvikling frem for mangeldefinitioner og kategoriseringer.

Endvidere gives der bud på specialdidaktik i praksis inden for flere fagområder, som giver god inspiration. Der afsluttes med en fin indkredsning af det tværprofessionelle arbejde, som især de specialpædagogiske kolleger har som grundvilkår, og også tanker om læringsmiljøets betydning på en specialskole.

De fleste kapitler opleves relevante og breder sig over det meste af det specialpædagogiske felt. Generelt en glimrende grundbog til både grund- og videreuddannelser.