For godt et års tid siden havde forfatterteamet bag de aktuelle udgivelser debut inden for billedbogsgenren. Det var imidlertid en meget særlig en af slagsen – måske husker nogen fra ”Fermats sidste sætning” historien om hr. Frø, der som selvudråbt (tal)geni virkelig kommer på prøve, da han skal svare på et tilsyneladende banalt spørgsmål om den eventuelle eksistens af et rødt æble.

Anden bog i det, der heldigvis ser ud til at blive en længere serie, har ligeledes hr. Frø som hovedrolleindehaver. Med samme farvemættede og fabulerende streg som i første bog fortælles denne gang om hr. Frøs udfordringer med primtalstvillinger, der som bekendt er to primtal, hvorimellem der kun er ét lige tal (eksempelvis 41 og 43). To skildpadder – og de har jo god tid – stiller spørgsmålet om den mindste af primtalstvillingerne kaldet ”lillebror”: Hvis sidste ciffer i lillebror er 1, vil den næste lillebror så typisk ende på 1, 7 eller 9?

Ikke sandt? Andre end hr. Frø vil nok ved et sådant spørgsmål kunne genkende fornemmelsen af et hoved, der på én og samme tid er helt tomt og vejer tusind tons. Hr. Frø må da også starte med en lur – og så tager fantasierne ellers fart. I drømme rejser han, iført bæverens lynstøvler, i vældige spring langt, langt ud ad tallinjen for om muligt at finde svaret på det svære spørgsmål. Der er imidlertid ingen hjælp at hente hos tallene selv, og hr. Frø opdager til sin skræk, at han i sin efterhånden mangeårige søgen er blevet tudsegammel … Skildpadderne redder ham dog til sidst ved selv at give det eftertragtede svar, og så kan hr. Frø på ny vågne op ved floden og opdage, at livet er godt – og at han faktisk har drømt sig til løsningen.

Forfatterteamet er altså sluppet meget fint fra ”den svære toer”. Det har dog ikke givet anledning til så også at fortsætte i sporet med tredje bog i serien. Hovedkarakteren er nu elefanten Snabelson, der besidder den for elefanter så usædvanlige evne at være noget af en talhaj. En mere iøjnefaldende forandring er dog et helt andet layout, hvor tegningerne er holdt i sort-hvid, mens skriften (på væggen?) i overvejende grad er sat med røde typer. Bogens titel indikerer heller ikke, at vi nu skal have fortalt endnu en sjov historie om matematik; ”Lys og mørke” kunne lige så vel handle om religion, filosofi eller astronomi.

Og selve historien – anslaget kan vi nikke genkendende til: et væsen, der kan noget med tal og lader sig udfordre af de sværeste spørgsmål, som dets medskabninger overhovedet kan stille. Snabelsons speciale er opstilling af formler for antallet af måder, hvorpå man kan skrive endog meget store tal som summer af naturlige tal – og facitlisten, der rummer fire løsninger fuldt udskrevet, fylder en hel side(!) bagerst i bogen. Hans talmagi går godt en tid, indtil han møder en mus, der søger at finde det største primtal i verden. Denne bestræbelse viser sig at suge al eksisterende energi til sig, således at historien ender i totalt mørke og en stilhed, der i øjenhøjde med børn på spøgefuld vis relaterer til en vikartime i musik.

Personligt læser jeg dog dyster undergangsvision ind i slutningen. Alt rulles tilbage til tiden før skabelsen: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke …”. Selv uden en religiøs overbygning kunne det være en indirekte og fint slebet kommentar til vores skalten og valten med chancerne for Jordens overlevelse som beboelig planet.

Afslutningsvis må jeg konstatere, at de to nye udgivelser trods alle de nævnte forskelligheder i den grad følger op på de fine takter i Fermat-billedbogen, som jeg sidste år havde fornøjelsen af at anmelde. Overordnet er det store scoop nemlig, at man nærmer sig det formodet svære stof på en anderledes måde, der altså skal – og kan, tænker jeg – få børn og barnlige sjæle til at undre sig og begejstres. Lade sig overbevise om skønheden og de smukke strukturer i matematikken frem for at skulle kræve eller afkræves beviser (der et langt stykke hen ad vejen såmænd også ville være hård kost selv for matematiklæreren). Læs og lær løs med de børn, som er dig betroet.