Anmeldelse
Krigshemmeligheder
Hemmeligheder, gemmelege og scener fra et ungdomsliv …
Der er som altid noget vigtigt på spil, når forfatteren Anders Johansen udsender en ny ungdomsroman: store spørgsmål, realistiske, vedkommende, interessante og autentiske historier.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Anders Johansen har altid masser at byde på, og "Krigshemmeligheder" er ingen undtagelse. Han har givet romanen en særdeles spændende komposition med 11 enkeltstående og så alligevel sammenflettede historier om unge, der bor i landsbyen Læ i Midtjylland. Vi er i Udkantsdanmark, hvor de unge med deres mange hemmeligheder og usikre forhold til tilværelsen præsenteres i den ene spændende og interessante historie efter den anden. Man mærker Anders Johansens omsorg, ja, næsten passion for de unge og deres liv, og forfatteren har et fuldkomment overblik over de problematikker, han beskriver. Han kender både sine personer, de essentielle problemstillinger og sin geografi mere end godt.
Fakta:
Titel: Krigshemmeligheder
Forfatter: Anders Johansen
Pris: 186
Sider: 199
Forlag: Modtryk
Personerne er blandt andet Daniel, som vågner med kraftige tømmermænd og vage erindringer efter et halbal, hvor han sammen med nogle andre drenge på scootere har været ude for at råbe mindre pæne ting ad Linda - som han i virkeligheden er forelsket i. Sebastian, som møder den lidt ældre Lucas, der gør et stærkt indtryk på ham. Er han bøsse? Og tør han tage konsekvensen? Clemens, flygtning fra Afrika med voldsomme erindringer i bagagen, som en dag bliver truet til at hjælpe et par lokale rockere, der ikke vil tøve med at gøre noget ved hans mor, hvis ikke … Julie med superhjernen, som er under pres til den skriftlige prøve. Hun kan ikke skrive et ord og fingerer, at hun er dårlig, og bliver kørt hjem af dansklæreren. Og mange flere, hvis historier fletter sig sammen. Et introkapitel og et efterspilskapitel rammer historierne ind.
Det er skønt at læse Anders Johansens flotte og flydende sprog, og der vil være masser at arbejde med i folkeskolens ældste danskklasser, ja, det må være en sand glæde at tage et klassesæt af "Krigshemmeligheder – og andre små og store gemmelege" under armen og gå i gang med at bearbejde alle de nærværende, stærke og yderst aktuelle ungdomsproblematikker, som romanen præsenterer. Eller også kan man bare lægge iPhonen væk og læse den.