Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, har fået ideen til en bog om emnet. DL har stillet dokumenter til rådighed for arbejdet. Journalisten Anders-Peter Mathiasen er blevet stillet frit i arbejdet. Den prisbelønnede Mathiasen er en meget velskrivende journalist. Han er kendt blandt andet for en meget kritisk bog om det famøse DONG-salg, som tidsmæssigt lå tæt på folkeskolereformen og lock-outen. Salget af DONG-aktier til Goldman Sachs og lærerkonflikten blev ifølge meningsmålinger S-R-SF-regeringens mest upopulære og selvødelæggende sager. Forfatteren er bekymret over udviklingen i vort repræsentative demokrati, som i de to sager ikke viste sig fra sin bedste side. Bogen analyserer ikke meget på DLFs rolle. Fokus er især på regering, ministerierne og Kommunernes Landsforening (KL).

Bogen får flere interessante punkter frem. Eksempelvis erklærede den radikale Marianne Jelved (selv læreruddannet) at før lockouten, at hendes sympati lå hos lærerne. I bogen afsløres, at Marianne Jelved så blev truet med at blive fyret som minister. Bogen giver også den vigtige oplysning, at der i 2011 under VK-regeringen blev nedsat en større ”hemmelig” arbejdsgruppe, som skulle koordinere ”en fælles arbejdsgiverdagsorden på folkeskole- og gymnasieområdet”. Den var sammensat af folk fra Finansministeriet, Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening. Dermed blev der introduceret en skjult aktør forud for de kommende overenskomstforhandlinger mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening. For at undgå aktindsigt i gruppens arbejde, blev den defineret som en selvstændig forvaltningsmyndighed.  Dens eksistens blev heller ikke meddelt offentligt.

Problemet med bogen er bare, at forfatteren vil meget andet end at fokusere på lockouten. I begyndelsen af bogen skriver han om sin egen barndom og skoletid for snart et halvt århundrede siden. Han kommer ind på afskaffelsen af tjenestemandssystemet, Finansministeriets stigende magt, Undervisningsministeriets faldende magt, New Public Management, de pædagogiske professioners faldende indflydelse på deres arbejdsområder, lærerfagets faldende anseelse, arbejdstidsaftalen i 1993, som kaldes noget ”rod”, PISA-målingerne, konsulentfirmaernes fremvækst og adskilligt mere. Han vil vel indikere, at de valgte politikere har abdiceret over for embedsmandsmagten. Det er forståeligt, hvis han mener, at for meget er overladt til unge, uerfarne embedsmænd i Finansministeriet og til konsulentfirmaer som McKinsey (der siden har ansat den daværende finansminister Bjarne Corydon). Det er aktører uden demokratisk ansvar.  Men nogle vil mene, at den første del af bogen godt kunne have været strammet op.

Jeg mener, at Mathiasen skulle have kasseret den første halvdel af bogen og have startet med den “hemmelige” arbejdsgruppe.  Hans analyse af Finansministeriets historiske magtvækst lider af ukendskab til faglitteraturen om emnet. Mathiasen giver et overdrevent indtryk af den magt, som departementschefen i Finansministeriet har fået. Det er bestemt rimeligt at fremhæve, at denne departementschef har ”mere indflydelse end de fleste andre i kongeriget”, som Mathiasen skriver. Men det er trods alt at gå for vidt blot at skrive, at departementschefen fra 1993 ”skulle bestemme” ministrenes dagsorden i regeringens Økonomiudvalg. Det rigtige er, at departementschefer sammen med et par andre departementschefer fra da af forberedte Økonomiudvalgets dagsorden. Heri ligger en ikke uvæsentlig magt, når fagministres sager forelægges Økonomiudvalget. Men ikke en fuldstændig frihed til at bestemme, hvad der kommer for i Økonomiudvalget.

S-R-SF-regeringen i 2011, som mest talte ministre, der ikke havde været ministre før, lod ret ureflekteret den “hemmelige” arbejdsgruppe arbejde videre. Målet var at få lærerne til at undervise mere. Uden at det måtte koste noget videre. Det kaldte man, at lærernes arbejdstid skulle ”normaliseres”.

Bogen kommer via skriftlige kilder og interviews med brikker til en rekonstruktion af beslutningsprocesserne. Men der er intet noteapparat. Og det virker lidt tilfældigt, hvem der er interviewet. Der er i al fald ikke en samlet liste over de interviewede. Heller ikke en liste over, hvem der har sagt nej til at lade sig interviewe.

Daværende undervisningsminister Christine Antorini får det næsten til at lyde som et hændeligt trafikuheld, at skolereformen blev præsenteret samtidig med, at overenskomstforhandlingerne startede. ”Pisse, pisseærgerligt”, erklærer hun. Men hun fortalte hun selv til Folketingets undervisningsudvalg den 22. februar 2013, at skolereformens finansiering var knyttet til arbejdstidsreformen. Mathiasen burde have foreholdt hende denne sammenhæng.

SF´s Annette Vilhelmsen fremstiller derimod det hele som aftalt spil. Svagheden ved det udsagn er, at hun ikke er førstehåndskilde, når det gælder tiden, før hun blev minister. Men baseret på en anonym kilde bekræfter bogen, at Vilhelmsen senere som minister deltog i et større møde med fremtrædende ministre, embedsfolk og repræsentanter fra KL, herunder borgmester Michael Ziegler, hvor der blev givet en mundtlig orientering. Den anonyme kilde siger, at der på mødet blev indgået “en musketer-ed” om “at gå hele vejen”. Det er et af mange indicier på, at der i det mindste forelå en meget høj grad af bevidsthed om, at en lockout var overvejende sandsynlig. Det undrer, hvis ikke Mathiasen har spurgt Vilhelmsen direkte, om hun husker dette mødes indhold (eller om hun har skrevet notat om det).  Hvis hun ikke kan huske det, så burde Mathiasen skrive det.

Jeg savner også refleksion over, hvad “aftalt spil” egentlig er. Der er ikke fundet en skriftlig aftale, det ville også være ualmindeligt klodset, hvis en sådan kunne findes. Er “aftalt spil” en højtidelig mundtlig aftale? Eller er det blot en stiltiende indforståethed? Det sidste er vel det mest sandsynlige.

Bogen viser, at hovedforhandleren fra KL, borgmester Michael Ziegler, kørte forhandlingsforløbet helt ubøjeligt.  En konflikt var uundgåelig. Da lockouten var en kendsgerning, var der ifølge bogen uenighed i regeringen om, hvor længe den skulle have lov at køre. Socialdemokraterne og SF ville nødig gå til arbejdernes internationale kampdag den første maj 2013 med en stadig løbende lockout. Men den radikale Margrethe Vestager ville ifølge bogen helst bringe lærerne helt på knæ. Det endte alligevel med, at der den 25. april forelå et gennemarbejdet lovforslag, der med bemærkninger fyldte 74 sider. Antagelig på SF´s initiativ blev der i sidste øjeblik indføjet, at der også måtte indgås lokale aftaler mellem Danmarks Lærerforening og de enkelte kommuner.

Særlige rådgivere (”spindoktorer”) havde desuden udarbejdet en manual til ministre og ordførere med 54 spørgsmål, som de måske kunne blive stillet af journalister. For en sikkerheds skyld fik ministrene også præfabrikerede svar på de forventede spørgsmål, så de ikke behøvede at tænke selv. Samme dag blev lovforslaget vedtaget i Folketinget. Alle partier med undtagelse af Enhedslisten og Liberal Alliance stemte for lovforslaget.

Jeg har kun fundet tre faktuelle fejl, og de to er rene petitesser. Mathiasen giver dog daværende departementschef Anders Eldrup æren for en arbejdsmarkedsreform i 1987. Mon ikke der skulle have stået 1994? Det undrer også, at Mathiasen ikke er kritisk her. Han er ellers kritisk over for, at Finansministeriet går ind i arbejdsmarkedsforhold. Og allermest savner jeg klar besked på, om Annette Vilhelmsen husker det ovenfor omtalte møde.

 Med de nævnte reservationer kan bogen anbefales. Læsningen kan eventuelt begynde på side 90.