Debat
Kronisk syge børn har krav på kompenserende undervisning
Jeg er lidt rystet over måden loven forvaltes på omkring kompenserende undervisning til kronisk syge børn.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Min søn har epilepsi og mange anfald. I 1. klasse havde han et fravær på 57 skoledage pga. epilepsien. Halvvejs gennem 1. klasse blev jeg gennem en veninde opmærksom på, at han havde krav på kompenserende undervinsing allerede efter 15 fraværsdage - og ikke nødvendigvis 15 sammenhængende dage. Det var skoleledelsen ikke klar over, men takket være en dygtig, ud-af-boksen-tænkende indskolingsleder fik min dreng i ugerne op til sommerferien 8 lektioner om ugen med en superdygtig, erfaren specialunderviser. Det rykkede helt vildt.
Når jeg tænker på, hvad den indsats kan have kostet sammenholdt med, hvad udgiften kunne være blevet, hvis ikke han havde fået indhentet det forsømte så tidligt i sit skoleliv, synes jeg, det er et budskab, som er vigtigt at få ud til forældre, skoler i det ganske land - de forvaltningsansvarlige på rådhusene ikke mindst!
Fandt en artikel i Danske Patienter fra december sidste år, som understreger behovet. Jeg håber, I også vil skrive om det. Og har I allerede skrevet, så skriv gerne igen med jævne mellemrum. Jeg har mange ellers velinformerede forældre til kronisk syge børn i mit netværk, som ikke aner, hvad deres børn har krav på.
Bedste hilsener
Mette Nyhave
https://danskepatienter.dk/politik/nyhedsarkiv/syge-skoleboern-maa-kigge-langt-efter-sygeundervisning