Udtalelsen stammer fra et blogindlæg i Avisen Danmark 29. juni, og den følges op:

”Hvis man lærer for meget, går det ud over trivslen. Så bliver man stresset og nedtrykt, og der kommer en dårlig stemning i klassen. - Det er også derfor, de fleste lærere mener, at det, man lærer, ikke skal være alt for eksakt. For så er der en risiko for, at man laver fejl. Og hvis man laver fejl, kan man også blive stresset og ned­trykt.”

Sarkasmen er til at få øje på. Men det samme er alvoren. Hvordan skal man som ambitiøs og engageret lærer reagere?

Der er mange muligheder. Det er meget nemt at blive harm. Og meget træt. Hvad er den daglige kamp værd, når der ikke når andet end dårlige historier om den danske folkeskole frem til en højtstående politiker? Vi er – i al beskedenhed – rigtigt mange, der både i vores daglige virke og i den pædagogiske debat stadfæster og kæmper for folkeskolens værdi og høje faglighed. Hvor kommer alle de andre historier og indtryk fra, Henrik Dahl? Er vi som profession ikke gode nok til at tale pædagogikkens og undervisningens fagsprog og efterlade spor, der gør den menige dansker, forældrene, politikerne trygge ved vores faglighed? Er det tid til at gribe i egen barm? Man kunne også give op og hen over sommerferien aflive en profession, fordi arbejdet ind imellem kan synes omsonst, når visse dele af det politiske lag gang på gang går efter at give den offentlige, folkets skole og den samlede lærerstand dødsstødet.

Som barn havde jeg en rød plastikkanin med sand i bunden. Når man skubbede til den og uanset til hvilken side, rejste den sig altid igen. En dag gik der hul i bunden, og sandet flød ud. Fra da af lå kaninen altid ned. God sommer derude!