Skolebibliotekerne og skolebibliotekarerne er væk fra de danske folkeskoler. I forbindelse med folkeskolereformen blev skolebiblioteket erstattet af et såkaldt Pædagogisk Læringscenter (PLC).

"I lang tid har skolebiblioteket været en stat i staten i skolerne, med meget store lokale forskelle på hvordan man havde organiseret det, hvilken status det havde, og hvem der var der".

"Ideen med læringscenteret er, at man ikke bare skal have resurser og læremidler liggende, men at det også skal være et sted, hvor nogen gør noget ved nogen. Et pædagogisk eksperimentarium. Et skifte fra en lokation til en funktion".

Sådan lyder det fra lektor Ole Christensen fra professionshøjskolen UCC. Han har de seneste tre år forsket i, hvordan skolerne har håndteret overgangen fra skolebibliotek til PLC og er netop nu ved at lægge sidste hånd på en rapport til Undervisningsministeriet.

Blog: Rummet - hvordan indretter vi det pædagogiske læringscenter 

Ingen retning og rammer 

For det første hæfter lektoren sig ved, at skolernes arbejde har været præget af, at bekendtgørelsen vedrørende læringscentrene, der var en del af folkeskolereformen, ikke angav retning og rammer for arbejdet.

Så nogle steder er skolebibliotekaren og lokalet der stadig - nu blot med nyt navn. Andre steder er det i høj grad blevet de faglige vejledere og/eller PLC-medarbejdere med en anden funktion eller baggrund, der står for det pædagogiske læringscenters funktion som sparringspartner for lærerne.

"Bekendtgørelsen stiller for eksempel ikke krav om, hvilken uddannelse man skal have eller funktionens omfang. Bekendtgørelsen er et nyt udsigtspunkt, og det er godt, men der kunne være en tydeligere retning med angivelse af nogle rammer. Kommuner og skoler har forvaltet det meget forskelligt", siger han. 

Efterfølgende kommer så en vejledning fra ministeriet, hvor man kommer med ideer til, hvordan intentionerne kan udmøntes konkret i lokale funktionsbeskrivelser.

Ole Christensen var med til at skrive vejledningen, og han understreger, at den støtter intentionen om, at læringscenteret skal spille en rolle i forhold til skoleudviklingen. 

"PLC bør være et eksperimentarium - et tiltrængt rum for refleksion, fordybelse og praksisnær skoleudvikling. Et sted, hvor det pædagogiske personale bliver taget med på råd. Hvis ikke vi får skabt ejerskab hos det pædagogiske personale bliver reformen ikke til noget. Og det kan PLC være med til", siger han.

2017: Mange lærere har aldrig været på it-kurser 

Et af reformens stedbørn 

Men med folkeskolereformens mange nye elementer, en ny arbejdstidslov og en igangværende inklusionsreform har det på mange skoler ikke haft førsteprioritet at skabe et velfungerende pædagogisk læringscenter.

"Det er et stedbarn, som nogle steder lever en forsømt tilværelse", siger Ole Christensen og tilføjer:

"Skolereformen stikker i en masse forskellige retninger, man har sat alt for meget i gang, og så bliver intern skoleudvikling valgt fra til fordel for leverencer og drift. Det handler om mål og tegn på læring. Det gør også noget ved lærerstaben, der er blevet umyndiggjort. Lærerne er reduceret til bogholdere. Når man er så presset er det vanskeligt at få lov og tid til at arbejde i et læringsfællesskab".

Men hvis man gerne vil arbejde med at udvikle skolen til også at favne den almene dannelse, læringsfællesskaber, 21st Century Skills og andre mere abstrakte tværfaglige ting, så er et velfungerende Pædagogisk Læringscenter centralt, mener Ole Christensen.

"Derfor er det tragisk og trist, at det er blevet så komplekst og kaotisk, at der ikke er nogen, der holder fokus på, at man er nødt til at arbejde med læringsfællesskaber, skoleudvikling og processer."

"Den enkelte lærer har ikke tid til gøre det i hverdagen. Der er kun tid til at tænke fagdidaktisk - ikke almendidaktisk. Der skal afsættes tid til praksisnær skoleudvikling", siger han.

Tilfældig organisering 

I forbindelse med sin forskning har Ole Christensen lavet kvalitative undersøgelser på en række skoler i Kolding og København, hvor han først har observeret og dernæst kvalificeret skolernes arbejde med Pædagogisk Læringscenter.

Her har han haft fokus på tre temaer: Læringscentret som skoleudviklingsenhed, rollen som vejleder i PLC samt læringsfællesskaber. 

"Det er helt tydeligt, at man står meget forskellige steder, og at organiseringen flere steder grænser til tilfældig. I Københavns Kommune har man for eksempel sat it-vejlederen i skolens resursecenter og medievejlederen i læringscenteret. Dér eksperimenterer man nu med at slå det sammen", siger han og tilføjer:

"Det giver ikke mening at have et resursecenter, der fokuserer på personnummeret, når nogen har det dårligt, og så er læringscenteret noget andet, der arbejder med medier, bøger, klasser, teamsamarbejde. Vejlederne placeres i forskellige fora, og nu kigger man så på, hvad der sker, hvis man slår det sammen. Det giver også PLC en anden status som udviklingsenhed".

Mangler obligatorisk vejledning

Når det kommer til de enkelte faglige vejlederes roller ser Ole Christensen et problem i, at vejledning af lærere ikke har været obligatorisk. 

"Skal man vejlede alle kolleger, eller skal det styres af relationer og efterspørgsel? Kan man i det hele taget arbejde professionelt med vejledning på egen skole i forhold til egne kolleger", spørger han.

"Vejlederforståelsen i praksis har været med til at forhindre, at vi kigger på processer. Man går til en vejleder med den faglighed, man lige har brug for på et givent tidspunkt. Men så bliver det hele tiden faglig vejledning og ikke tværfaglig og organisationsudviklende vejledning".

Undervejs i projektet har Ole Christensen efter eget udsagn fået syn for, at der virkelig sker noget positivt, når PLC bliver brugt som en rum, hvor man arbejder med at udvikle elevernes innovative kompetencer ved at lade tværfaglighed møde fagfaglighed i et forpligtende læringsfællesskab.

"Der sker noget, når man anser PLC for at være et rum, hvor man går ind, for at gøre noget andet end man plejer. Når en medie- og en matematikvejleder mødes og eksperimenterer med Geogebra, så sker der noget nyt, hvis der ikke er noget succeskriterium om, at man skal nå et bestemt sted hen. Succeskriteriet er, at nogen gør noget ved nogen, og at det er praksisnært", siger han og tilføjer:

"Og det er lærere jo åbne over for. Lærere er meget lidt låst i en forforståelse og meget optagede af relationer og eksperimenter. Hvis vi giver dem lov til det".

Markant skoledebattør forlader folkeskolen i protest