Det er i kælderen, det sker. I Det Skæve Rum er der indhak og huler. Et af indhakkene er fyldt med sækkestole, et andet er afgrænset med et gammelt scenetæppe, man kan trække for. Et badekar med koskindstæppe står midt i kælderrummet og får det til at ligne et teenageværelse.

Det Skæve Rum er udtænkt af to lærere på Mellervangskolen i Aalborg. For fem år siden valgte lærer Carsten Hermansen og kollegaen Charlotte Haaber at nytænke undervisningsbegrebet, og de skabte det utraditionelle klasseværelse.

»Vi har indrettet et rum, hvor det er svært at kigge alle eleverne i øjnene på en gang. Og det er jo skrækindjagende, for hvordan ved man så, at de lærer noget? Til forskel fra almindelig undervisning handler rummet her om at øve kreativiteten, og det sker ikke, hvis vi kigger dem over skulderen. Til gengæld skal de løbende fremlægge det meste af deres arbejde«, siger matematiklærer Carsten Hermansen.

Han slår på en messingskål med en træpind, så en vibrerende lyd gennemtrænger selv de dybeste afkroge i Det Skæve Rum og markerer begyndelsen af en ny brainstorm-opgave. Eleverne får blyanter, gule post-it og til opgave at finde på ideer til, hvordan man kan styre verden. Selv om rummet stikker i mange retninger, er der styr på »campen«, som undervisning i rummet hedder. Med sig har Carsten Hermansen en plan på fem computerskrevne A4-sider og et stopur.

I Det Skæve Rum lærer eleverne at fejle 

Kursus satte gang i kreativiteten

I 2010, da Det Skæve Rum bare var et rum, deltog Carsten Hermansen og Charlotte Haaber i Undervisningsministeriets pioneruddannelse. En af øvelserne var at komme med forslag til innovative måder at drive skole på.

De to lærere, der begge var tilhængere af mere kreativ undervisning, begyndte at tale om ideen om et klasseværelse, hvor alt var vendt på hovedet. Hvor eleverne skulle tale mere end lærerne, og hvor fejl var en større succes end det rigtige facit. I bilen på vej hjem til Aalborg Øst fortsatte Carsten Hermansen og Charlotte Haaber deres brainstorm, og planen begyndte at tage form. Heldigvis var det ikke svært at overbevise ledelsen på Mellervangskolen om at støtte opstarten af Det Skæve Rum med et økonomisk tilskud.

»Vi argumenterede godt for vores sag, og da skolen var begyndt at tænke i innovation og kreativitet, var det lige i den rette boldgade. Rummet lå også øde hen og blev mest brugt, når vikarer kom ned for at spille fodbold med eleverne og lignende«, siger dansk­lærer Charlotte Haaber.

Leder: Begavede mennesker keder sig aldrig...

Fejl og vind

I dag har 7.b samfundsfag i Det Skæve Rum. Grupperne har fået plancher og skal tegne og skrive deres bud på en ny samfundsorden, hvor de skal finde på deres egne mål og regler. En af eleverne tegner forkert og spørger efter et viskelæder. Men det må han lede længe efter. I Det Skæve Rum er det meningen, at eleverne skal fejle. Her hylder man fejlene ved at råbe »Ja!«, når nogen kvajer sig.

»Vi lever i en kultur, hvor fejl helst skal undgås. Jeg vil påstå, at eleverne cirka halvdelen af tiden laver noget, de godt kan finde ud af. Men det er jo netop, når vi fejler, at vi finder ud af, hvad der skal øves, så vi kan blive bedre. Det prøver vi at lære eleverne hernede. Vores job er at presse dem ud i nogle situationer, hvor det godt kan blive utrygt«, siger Carsten Hermansen.

Carsten Hermansen og Charlotte Haaber prøver konstant at udfordre eleverne. Siden rummet blev taget i brug, er de mundtlige afgangskarakterer blevet markant bedre, fortæller lærerne. Årsagen er, både at eleverne har lavet mange fremlæggelser i rummet, og at de er blevet vant til fejl og ikke lader sig skræmme af de afkroge af faget, som de troede, de ikke mestrede.

»Når vi sætter dem til at opfinde en ny samfundsorden, er det også for at sige til dem: Hvem siger, at I ikke skulle kunne sætte en dagsorden og opfinde nye metoder og holdninger? Vi vil gerne uddanne aktive og fremadsynende verdensborgere, og det gør vi ved at lade dem skabe noget«, siger Charlotte Haaber.

Læringsforsker:
 Slip kreativiteten løs   

En dybere forståelse

Midt i rummet står en massiv brun egetræsdør. Håndtaget går ned, døren åbnes, og ud kommer fire elever. Eleverne præsenterer deres arbejde og fortæller, at i deres nye samfundsorden er alle lige. Ingen skal have mere magt eller flere penge end andre. Alligevel har de på planchen lavet et lille symbol på et fængsel.

»Hvorfor kan folk komme i fængsel, hvis alle har lige mange penge og magt?« spørger Charlotte Haaber. Det kan gruppen ikke helt svare på og begynder stille at diskutere, om folk monstro stjæler i et samfund, hvor alle har lige meget.

»Det virker måske fjollet at skulle opfinde et nyt samfund og tegne det på en planche. Men når de begynder at diskutere og bruge fantasien til at løse dilemmaer om et lige samfund, så tror jeg, de får en dybere forståelse af faget, end hvis jeg havde læst samfundsfagsbogen op. For de er selv nået derhen, hvor de forstår, hvorfor der overhovedet er brug for ideologier og samfundsstrukturer«, siger Charlotte Haaber.

Eleverne taler - læreren tier

I Det Skæve Rum er filosofien, at lærerne højst må have ordet i 20 procent af tiden. De resterende 80 procent skal eleverne være på banen. Kun på den måde får eleverne trænet mundtligheden og øvet sig i at improvisere, på samme måde som det kræves i den virkelige verden, mener Carsten Hermansen.

Han er 60 år og taler om, da han gik i skole. Dengang var man frygtsom og bange for at begå fejl. Udenadslære var målet, og kreativ tænkning noget, man skulle undgå at irritere læreren med. Og det stoppede læringen brat, mener han. Selvfølgelig ser tingene anderledes ud nu end dengang, men man går stadig ud fra, at eleverne lærer bedst, hvis de sidder ned og hører efter.

»Vi har styr på eleverne, når vi kan kigge dem i øjnene og se, at de hører efter, hvad vi siger. Men min erfaring siger mig, at eleverne begynder at kede sig, er ligeglade eller giver op, når vi underviser på den måde. De faser ud, og det kan man ikke nødvendigvis se på dem«, siger Carsten Hermansen.

Ifølge eleverne er de blevet bedre til at fremlægge både for lærerne og for hinanden. Det er blevet helt normalt at skulle fortælle andre om sine tanker nærmest uden selv at have en konklusion klar eller have skrevet noget ned, fortæller Yonis fra 7. klasse:

»Alle har lige meget magt. Og det er sjovt, at vores svar er lige så gode som lærernes. Det er ligesom en leg, for man kan ikke gøre noget forkert«.