Det er et historisk værk, men ikke fortællingen om de store institutioner og de overordnede strømninger i specialpædagogikken. Det er de uspurgtes historie – de børn og unge, der var fokus, og de voksne lærere og pædagoger, der greb udfordringen med at være vores udfordrede børns dannelsespartnere. Forfatteren får ganske fint lirket netop dannelsesbegrebet ind – det at blive dannet som menneske i samspil med andre mennesker. Og her dur netop ikke dansk, matematik og biologi og de tilhørende fagspecifikke mål, her drejer det sig om den rejse, det er at blive et menneske. De fleste børn og unge har allerede i den tidlige barndom etableret færdigheder i at være i spil, i samspil og være i stand til at påvirke deres omgivelser. Men disse – oftest benævnt multihandicappede – børn og unge – deres projekt er anderledes.

Med sine essays formår forfatteren at indramme både skolebørnenes og fagpersonernes rejse sammen hen imod noget værdifuldt. Og vi kan følge ham på hele rejsen – huse frustrationerne efter den først bølge efter 1980, hvor uunderviselighedsbegrebet blev nedlagt. Nu var vi i gang, men hvor skal vi hen og med hvilket formål?

Det er ikke bare udvalgte fortællinger om livet som, i arbejdet med og i samværet med børnene, der er på færde. Det er både de faglige, mellemmenneskelige og livsvigtige værdier, der behandles. Den fine refleksion og eftertænksomhed, som forfatteren præsenterer, gør dette skriv til en blanding af fænomenologisk praksisforskning, hjertegribende situationer og en gennemgående fastholdelse af det menneskelige projekt livet op imod alle mulige andre interessesfærer: at gøre mest muligt normalt, mest muligt målbart, mest muligt produktivt.

Denne bog giver lige det billede, som vi så gerne vil formidle til vores kommende lærere og pædagoger. Jeg anbefaler varmt, at den anvendes som motiverende litteratur på specialpædagogiske moduler på begge uddannelser.