Maksimalt 780 undervisningstimer per lærer - det er et af de vigtige punkter i den arbejdstidsaftale, som en glad kredsformand Peter Lund Andersen netop har sat sin underskrift på.

Faaborg-lærere har fået en aftale, de har haft indflydelse på

I dag har formanden for lærerkredsen og to kommunale chefer sat deres underskrift på en længe ventet aftale om arbejdstiden for lærerne i Faaborg-Midtfyn Kommune. Aftalen er kulminationen på en proces, hvor kreds og kommune har besøgt alle skoler og lyttet til lærernes ønsker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har fået en rigtig fin aftale, og alle lærerne har haft mulighed for at sige, hvad de godt kunne tænke sig, og jeg synes, vi har fået rigtig mange af de ting med", fortæller en glad kredsformand Peter Lund Andersen.

"Vi viser, at Faaborg-Midtfyn Kommune er en attraktiv arbejdsplads, at vi er fælles om at skabe den gode skole, og at en forudsætning for det er, at der er nogle ordentlige arbejdsvilkår".

Han fremhæver tre hovedretninger i aftalen - et loft over undervisningstiden, så hver lærer max skal undervise 26 lektioner om ugen, at lærerne har fået en pulje forberedelsestimer, som de selv kan disponere over, og at aftalepapiret lægger en stærk retning for fremtiden, som sikrer, at en god skole skabes i dialog. (se aftalen via linket under artiklen).

Loft over timetallet og en pulje til forberedelse var netop nogle af de hovedønsker, der kom frem, da fagbladet Folkeskolen var med på skolerundturen, hvor kreds og kommune besøgte Tre Ege Skole i Ryslinge.

På rundtur til alle skoler for en lokalaftale 

I løbet af efteråret 2016 besøgte lærerkredsen og de to forvaltningschefer Ulrik Bollerup Thomsen og Jakob Vejlø sammen alle kommunens folkeskoler med henblik på dialog og at samle input fra alle lærere og børnehaveklasseledere.

"Det har været en stor fornøjelse at besøge alle vores folkeskoler sammen med lærerkredsen, og fantastisk at opleve det meget store engagement blandt lærere, børnehaveklasseledere og ledere. Alle brænder for at lave god skole!", lyder meldingen fra de to forvaltningschefer i dag i en pressemeddelelse om aftalen.

En nødvendig aftale