I vindueskarmen til morgenens dansktime med 9.klasse har jeg sat en buket forårsblomster fra haven. De unge mennesker skal have lidt inspiration fra morgenstunden: ”Forårskåde små danserinder i pierouette og i stivede balkjoler af det fineste taft” (jf. Bavngaard) I virkeligheden er det måske ikke 9.klasse, der skal inspireres, fordi associationer og adjektiver hurtigt fylder, ja nærmest, får rummet til at eksplodere. I virkeligheden er det mig, der nyder godt af elevernes begejstrede tankestrømme, fantasier og sproglige udfoldelser.

Vi går på jagt efter forår og forårsblomster i litteraturen og støder på både prosa og ikke mindst lyrik, der udfolder den kiedsom Vinter, der går sin gang forbi den lille anemone, som udfolder sig som søens bølgende skær til jeg-fortælleren, der rygende på bænken fortæller om sin snarlig afsluttede hovedopgave til en lille blomst i frossen sne, der måske udløser et påskeæg. Men vigtigst ikke mindst en tanke om dem, der potentielt forsømmer foråret.

Midt i rummet står den gule krokus og så fint folder den sine blade ud i den spæde lysstråle. Den minder mig om lys, liv og mod. Det, der for mig er danskfagets mission; indsigt, erkendelse og udfoldelse på én og samme tid.

Det er faktisk ikke mig, der har fundet på forårsbuketten. Derimod en kursist på ét af mine seneste iPrøve-kurser i Dansklærerforeningen. Hun spurgte, om litteraturen midt i journalistiske, refleksive og argumenterende genrer ikke glemmes og forvises. Så her er min stemme og min forårsbegejstring over, at det skønlitterære univers aldrig må gå i systemets glemmebog, men derimod leve i sin (u)fuldkommenhed, sin sans for detaljen (og krokussen) og synliggørelsen af menneskelivet på godt og ondt.

Jeg lod krokussen stå i vindueskarmen – jeg ved, at den forgår så let, men mon ikke 9.klasse bevarer den i sin erindring og ikke mindst som refleksion over litteraturens potentiale.