Formand for Lærerkreds 44, Køge og Stevns Pernille Nørgaard mener, at det største problem for lærerne stadig er, at der ikke er balance mellem lærernes tid og antallet af opgaver.

Kredsformand: OK18 bør sikre god undervisning

God undervisning og arbejdsglæde er tæt koblet sammen, og derfor er det vigtigt, at forhandlerne af lærernes overenskomst i 2018 har fokus på begge dele, siger formanden for lærerne i Køge og på Stevns.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er de største udfordringer for lærerne lige nu?

"Det er, at der ikke er balance mellem tid og opgaver. Det er altoverskyggende. Der er for mange opgaver til, at man kan nå at løse dem. Prioriteringsopgaven er afsindig svær, og den kommer meget let til at ligge på lærernes skulder. Kommunerne vil for meget på en gang", siger Pernille Nørgaard som er formand for Lærerkreds 44, Køge Stevns.

Hvad håber du overenskomstforhandlingerne være med til at kan løse?

"Jeg håber, at OK18 kan være med til at sikre bedre undervisning og mere arbejdsglæde. Det er de ting, som vi skal have fat på. Når jeg kobler de to ting sammen, så er det fordi, at det ene afhænger af det andet. De er hinandens forudsætninger. Man får ikke god undervisning, hvis der ikke er arbejdsglæde. Og uden arbejdsglæde kan man ikke give god undervisning".