Som i den gamle engelske sitcom sænker anmelderen stemmen temmelig meget nu - præcis som Michelle fra franske Résistance, når hun på den lille franske café under anden verdenskrig hvisker: ”Listen very carefully, I shall say zis ernly once”: Keld Skovmand leverer med sin nye bog ”Uden mål og med – forenklede Fælles Mål?” et meget sobert, meget omfattende og meget alvorligt grundskud mod hele 2014 Fælles Mål-projektet i mange af dets facetter. Det er et tungt og imponerende studiearbejde, der ligger bag. Og det er en dejligt velskreven bog.
Seks sølle kapitler, fristes man til at sige, selv om de ikke på nogen måde er sølle. Mere skal der øjensynlig ikke til. Små 300 sider efter at man er begyndt på bogen, sidder man lettere forstenet tilbage. Hvad er det egentlig formelt, der definerer videnskabelig uredelighed? tænker man. Eller bare uredelighed? Det skal jeg imidlertid ikke gøre mig klog på, og slet ikke her og nu. Blot er det i forhold til Fælles Mål-projektet en fornemmelse i den retning, jeg sidder tilbage med efter endt læsning.
Man må i det mindste spørge til, siger Skovmand eksempelvis, ”… om der faktisk findes forskningsmæssigt belæg for den omfattende og skelsættende læringsmålsreform af skolen”. Og det kniber det med, viser det sig. For eksempel er der hos Hattie ”… intet grundlag for at hævde, at ’læringsmålstyret undervisning’ eller den danske form for læringsmål ’virker’”.

Og det handler ikke kun om Hattie, men om anvendelse af forskning i det hele taget omkring læringsmålstyringen i Danmark. Forskningsbrugen er generelt selektiv, unøjagtig, delvist vildledende, til tider decideret forkert, og Skovmand lægger sandsynligvis en dæmper på sig selv, når han udtrykker det sådan: ”Det stærke politiske ønske om at ville evidensbasere ændringer af skolens praksis hviler … på et tyndt grundlag og en problematisk omgang med erfaringer og viden fra udlandet”.

Har man ikke tid til, brug for eller mulighed for at læse hele bogen, så læs kapitel 1, ”Kontekst og formål”, der fungerer som en slags resume af hele bogen. Her får man mange hovedpointer. Brug eventuelt resten af bogen som analyse- og dokumentationsstof. Og se eventuelt på forlagets hjemmeside – om kort tid - et fremadrettet kapitel, ”Herfra hvor vi står”, og andet materiale, som der ikke blev plads til i selve bogen. Skovmands kapitel 1 kan fint bruges i samtlige fag i læreruddannelsen, og det ville formentlig gøre god gavn på alle lærerværelser/personalerum, hvor der kan være et stort behov for at få artikuleret kritisk-konstruktive platforme i Fælles Mål-arbejdet.

Skovmands bog er den første større, systematiske analyse af Fælles Mål 2014. Skovmand benytter en stribe forskellige metoder i afdækningen af de paradokser og problemer, han ser. Han er langt nede i både dokumenter og litteratur i alle kapitler – om hvordan didaktiske begreber skifter betydning, og sproget ænder karakter, om manglende progression og taksonomisk forståelse, om "læringsgørelsens" konsekvenser for blandt andet indhold og fagformål, om selve begrebet læringsmålstyret undervisning og om importerede, misforståede Ontario-erfaringer.

Det er en glimrende bog, Keld Skovmand har skrevet. Og super research. Tak for det. Bare ærgerligt, at de danske statsformidlede forestillinger om et målstyringsparadigme og dets lyksaligheder efter Skovmands bog at dømme er bygget på kviksand. Mon ikke det er det, den ene Fælles-Mål-fadder, udviklingschef Andreas Rasch-Christensen, (alt for sent) har fået en fornemmelse af, siden han nu kalder læringsmålstyret undervisning for ”et forvrøvlet begreb”? Det må vist være kritik eller résistance indefra?

Men det er nu ikke dén absurditet, den anden Fælles-Mål-fadder, professor Jens Rasmussen, refererer til, når han skoser kritikerne – i bestemt form – for at fokusere på målenes absurditet. Kritikerne, modstanden, fordrejer billedet, hedder det.

Da den - lidt mere end - charmerende caféejer, Rene, i "'Allo 'Allo" på et tidspunkt spørger modstandskvinden Michelle, om hun nogensinde i sit liv har gentaget noget to gange, svarer hun: ”I have. But only once”. Det lover anmelderen også. Men forhåbentlig ikke Keld Skovmand.