Folkeskolens leder:

Testtermometer skal sygemeldes

Lærerne og skoleledelsen på Ørum Skole i Norddjurs troede ikke deres egne øjne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I foråret besluttede kommunen som led i den nye strategi, »En målstyret skole«, at det skulle være obligatorisk for skolerne at bruge de frivillige nationale test som værktøj til at måle elevernes fremskridt. Derfor fik de eleverne til at tage testene flere gange med en uges mellemrum.

Skoleleder: Testresultater svinger, som vinden blæser

Men da lærerne så resultaterne, måtte de knibe sig i armen. Den samme elev kunne ligge i bunden i én test og kort efter befinde sig i toppen. Og det var ikke kun en enkelt elev. Mønsteret var udbredt.

En vis skepsis bredte sig, og skolen sendte anonymiserede test ind i et høringssvar til kommunen. Her undrede man sig også, og i slutningen af maj besluttede kommunalpolitikerne at sende de svingende resultater til ministeriet.

Da Folkeskolen blev opmærksom på sagen, henvendte vi os også til ministeriet midt i september. Ministeriet lovede at undersøge sagen, men her en måned efter kan ministeriet stadig kun svare, at de er i gang. Forklaringen bliver spændende.

Men uanset hvad er resultaterne fra Norddjurs en 
tikkende bombe under det sindrige system til måling af 
folkeskolereformens succes.

For som bekendt har politikerne vedtaget, at det er de nationale test i dansk, læsning og matematik, der skal være det termometer, som viser, om folkeskolen fagligt bevæger sig i den rigtige retning, eller om den er syg.

Testene blev derfor ændret, så de nu kan sammenlignes år for år. Meningen er så, at politikerne både på landsplan og i kommunerne kan sidde og holde øje med, om tallene stiger, som de skal. På skolerne kan skoleledelsen og lærerne navigere efter tallene, som også forældrene får tilsendt.

Det optimale system, set fra Christiansborg: Accountability og styr på tingene.

Der har været meget kritik af både testene og den rolle, de er kommet til at spille. Det er i sig selv hul i hovedet at vurdere et helt skolesystem på, hvordan eleverne klarer sig på nogle områder i læsning og matematik. Og indholdet af opgaverne har været under beskydning, senest er en femtedel skiftet ud. Ministeriet gør selv opmærksom på, at sammenligningen med sidste år derfor ikke holder på alle områder.

Duer ikke: 
En femtedel af opgaverne i de nationale test kasseret

Resultaterne fra Norddjurs tyder dog på en grundlæggende sygdom inde i selve systemet. Hvis termometeret den ene dag viser feber og den næste påstår, at alt er tiptop, for så at svinge tilbage igen, så er det ikke skolen, som er syg.

Parallellen til skattevæsenets gældsinddrivelsessystem er nærliggende. Det store all inclusive-system, der kan det hele, er sindssygt dyrt og kommer alligevel aldrig til at virke trods den ene justering efter den anden. Så drop det, og brug pengene på at lære eleverne at læse!