"Vi bliver efterladt ikke bare på perronen, men på rangerterrænet", oplever Haderslev-formand Bent Hansen.

Enig kongres: Lærerne skal sikres bedre arbejdsvilkår

Kongressen har forpligtet DLF til at nye initiativer, der kan medvirke til, at medlemmerne oplever, at overenskomsten fra 2015 betyder en positiv forandring af arbejdsvilkårene.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et arbejdstidspapir med 15 specifikke punkter om lærernes arbejdstid var en del af overenskomstresultatet for lærerne i forårets forhandlinger. Flere delegerede på DLF's kongres i Tivoli Congress Center i København mente, at punkterne har haft en positiv betydning for medlemmernes arbejdsliv.

DLF: Lærerne har gavn af overnskomsten i hverdagen

"Der er sket en positiv fremgang i de lokale forståelsesaftaler og de er hjulpet godt på vej af de 15 punkter. I Brøndby har vi en god dialog og har fået en forståelsesaftale. Men der er meget forskellige vilkår, der er blevet lavet rundt omkring. Det er helt ned på skoleniveau. Det skal vi være meget opmærksomme på", sagde Irene Madsen fra Brøndby Lærerforening.

Efterladt på rangerterrænet

Lærerne i Haderslev har ikke mærket meget til de positive effekter af arbejdstidspapiret. Lærerne kom fra august 2014 til at undervise fem lektioner mere og har i gennemsnit 850 undervisningstimer om året. Sygefraværet er steget med 50 procent, fortæller kredsformand i Haderslev, Bent Hansen.

"I Haderslev har det været umuligt at komme nogen vegne. Kommunens har en fatwa om, at der ikke skulle indgås nogen aftaler, hverken på kredsplan eller mellem skole og tillidsrepræsentant", fortæller formand for Haderslev Lærerkreds Bent Hansen.

80 procent af medlemmerne i Haderslev stemte nej til overenskomstresultatet og Bent Hansen føler, at DLF svigter lærerne i Haderslev.

"Vi bliver efterladt ikke bare på perronen, men på rangerterrænet", siger Bent Hansen.

Haderslev Lærerkreds anbefaler medlemmerne ikke at stemme ja

Formand for Overenskomstudvalget Gordon Ørskov Madsen er ærgerlig over, at Bent Hansens ikke har henvendt sig til Lærerforeningen.

"Vi går ind i samarbejdet med den konkrete kreds både i forhold til den forhandlingssituation man står i, men også om hvordan, man kan mobilisere medlemmerne og tillidsrepræsentanterne", sagde Gordon Ørskov.

Modige ledere kan gøre forskel

I Odense har lærerkredsen heller ikke kunne blive enige med kommunen om rammerne for lærernes arbejdstid, men arbejdstidsbilaget har alligevel haft en positiv effekt på nogle læreres arbejdsvilkår.

"Med baggrund i faglig klub og sammen med ledelsen fortolker vi på Rosengårdsskolen i Odense arbejdstidsbilagets punkt tre om forventet tidsforbrug til forberedelse og de øvrige opgaver. Udover tid til undervisning - og her sigter vi efter de 750 timer om året, så kender vi også vores tid til forberedelse", fortæller Jan Erik Andersen fra Odense Lærerforening, som giver en del af æren til en modig leder på skolen.

Fælles evaluering

Alle var enige om, at DLF fremover skal arbejde for, at der skabes mærkbare forbedringer af lærernes arbejdsforhold. Ole Porsgaard fra Lyngby-Taarbæk Lærerforening mente, at hovedstyrelsen skal pålægges at arbejde for en fælles og ensartet evaluering af måde som arbejdstidsbilaget bliver brugt på.

Hovedstyrelsen var med på at forpligte sig til systematisk evaluering og forsøge at få KL til at være med, så det bliver en fælles evaluering.

"Vi er helt med på at evaluere systematisk og skriftligt, men vi vil helst ikke bindes op på en bestemt form. Vi vil samle op på arbejdspladserne, så vi er helt med på, hvordan initiativerne omkring bilag 4 virker".

Ole Porsgaard tog imod tilsagnet og trak sit forslag om, et fælles evalueringsskema.

Debatten mundede ud i, at kongressen enstemmigt stemte for hovedstyrelsens forslag til udviklingen af det strategiske arbejde med arbejdstid. Vedtagelsen kan ses via linket til højre for denne artikel. 

 

Læs mere

Vedtagelsen