Resultatet af mødet i forligskredsen blev, at der kom et brev ud til kommunerne

Ellen Trane: Kommunerne må tage ansvar

Resultatet af dagens forligsmøde blev et hyrdebrev, der skal minde kommunerne om reformens muligheder. Ministeren lægger ansvaret over på kommunerne for at skabe en passende skoledag. De konservative er langt fra tilfredse og kalder nu ministeren i samråd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kl. 16:15 kom forligsparterne ud af døren. Og inden da havde de underskrevet et hyrdebrev til landets kommuner, der skal gøre kommunerne opmærksomme på folkeskolereformens muligheder.

"Vi skal minde kommunerne om, at der ligger nogle meget liberale og fleksible regler i folkeskoleloven, der giver fuld frihed til, at kommunerne kan organisere sig på forskellige måder. Det er et ansvar, vi har en forventning om, at kommunerne påtager sig og lokalt får løst de problemer, der måtte være", fortæller undervisningsminister Ellen Trane Nørby

Selvom både De Konservative og Dansk Folkeparti inden mødet har været fremme med meldinger om, at de ønsker den understøttende undervisning droppet, kunne ministeren fortælle, at der ikke bliver lavet nogen lovmæssige ændringer.

"Vi har i dag sendt et brev til kommunerne, hvor vi opremser, hvad intentionen er bag folkeskolereformen, og samtidig gør vi opmærksom på den store fleksibilitet, der ligger i loven, hvor man både kan konvertere den understøttende undervisning til tolærerordninger og gøre skoleåret en uge længere end de 200 dage, så skoledagen kan blive kortere", lyder det fra ministeren.

Viborg Kommune kan se frem til at få afslag

En kommune, der ønsker et svar, er Viborg Kommune. For som det kom frem i går, har De Konservative og Venstre søgt om, de lokalt kan droppe både den understøttende undervisning og den obligatoriske lektiehjælp. Adspurgt om Viborg får held med deres forespørgsel, er ministerens svar dog negativt. 

Viborg vil droppe lektiehjælp og understøttende undervisning

"De skal leve op til folkeskoleloven, så svaret giver sig selv. Folkeskolen har meget fleksible rammer, men alle kommuner skal leve op til, hvad der står i folkeskoleloven."

Inden mødet har det været fremme, at særligt Dansk Folkeparti ville indskærpe over for kommunerne, at skoledagen ikke må være længere end 14, 14:30 og 15 for henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Det forholder forligsgruppens hyrdebrev sig dog ikke til, og det har heller aldrig været meningen, at skolerne skal pålægges et fast skema, er meldingen fra ministeren.

"Det har der aldrig været lagt op til. Det er op til skolerne lokalt at bestemme, hvordan de forskellige skoledage skal indrettes. Nogle skoler vælger fx at have en lang dag til ekskursion, og det skal der være mulighed for, så vi kan få en varieret skolegang."

Konservative har kaldt ministeren til samråd

De Konservatives undervisningsordfører var som den eneste ikke med til at stå skulder ved skulder med de øvrige forligspartier, da forligsgruppen præsenterede deres hyrdebrev.

"Det var et helt bevidst valg. Det er ikke en løsning at sende et brev. Der er brug for, at vi lemper reglerne, så skolerne kan få nogle mere fleksible rammer. Jeg havde frygtet, at der ikke ville ske noget på mødet, og sådan blev det desværre", siger Mai Mercado, da folkeskolen.dk fanger hende på telefonen.

Hun fortæller, at hun ikke tror på, at der er nogle af de øvrige forligspartier, der vil ændre på reformen. Derfor har hun nu kaldt ministeren til samråd.

"Jeg har valgt at kalde ministeren i samråd, for jeg synes, at de diskussioner, vi har haft til mødet i dag, skal ud i lyset. For det har brug for at komme ud i offentligheden. På mødet blev det nemlig tydeligt for mig, at der ikke er stemning blandt de øvrige forligspartier til at ændre noget. Så derfor håber jeg, at en offentlig debat kan sørge for, at der sker noget", fortæller Mai Mercado.

Læs mere

Hyrdebrevet