Et af reformens styringsredskaber - for nej det er ikke et pædagogisk redskab på nogen måde - er den læringsmålstyret undervisning. Det er er styringsredskab, fordi det er en metode som politikerne har indført for at styre hvordan lærere arbejder med læringsmål i skolen. Det er ikke et pædagogisk redskab for det indeholder hverken børn/aktør eller indhold.

Når jeg siger det så kontant, vil der sikkert sidde en læser eller to og tænke, "jeg tænker da både på elever og indhold når jeg planlægger læringsmålstyret undervisning". Ja, men så er det nok fordi du har lavet din egen version - ligesom Dennis Hornhave Jacobsen beskrev det i lørdags her på siden, og ligesom så mange andre. 

Langt de fleste mennesker ved faktisk ikke helt hvad det der læringsmålstyret undervisning er. Eksempelvis har Københavns Kommune for få uger siden afholdt sommeruniversitet, hvor 3000 lærere skulle lære at bruge den nye metode, og små hundrede undervisere fra UCC og Metropol var så uheldige at få tjansen, som eksperterne der skulle lære os det. Jeg har snakket med kolleger, som gik på mange forskellige hold, og med venner og tidligere studiekammerater, som også var spredt ud til diverse krumspring og anstrengelser for at få de tre dage til at blive fyldt med læringsmålstyring. Ingen af dem jeg har snakket med havde en underviser, som selv viste eksemplarisk undervisning, ved at opstille mål for vores kursus, vise tegn på læring eller på nogen måde evaluere det lærte. Og netop de tre ting er ellers det eneste vi faktisk ved om konceptet. 

Ministeriet - sammen med næsten ukendte, men mon ikke vi godt kender bagmændene - har lavet et model for læringsmålstyret undervisning. Kort sagt er den så kraftig en reduktion af tidligere didaktiske modeller at selv en Maggi-terning vil føle sig som en tynd kop the ved siden af. Modellen har fire elementer som har en rækkefølge, og ingen dialektisk samspil, som andre didaktiske modeller ellers viser. 

De fire elementer er: 1) sæt læringsmål, 2) undervisningsaktivitet, 3) tegn på læring, 4) evaluer læring.

Det er faktisk det eneste vi kan sige med sikkerhed om hvad konceptet er. Og pudsigt er det, at ingen af de deltagere jeg kender har oplevet disse, så har de til gengæld alle fået forskellige forklaringer og teknikker forklaret, så forvirringen nu er total på lærerværelserne. 

Man skal ikke misforstå at de fire elementer er relevante for god undervisning. Faktisk hører jeg mange lærere sige, "det har vi da altid gjort", eksempelvis set på tegn på læring hos eleverne. Det gør man non-stop når man er sammen med eleverne. Det nye er, alt det man har fjernet. Og derfor kan det virke ekstra grotesk når man hører fortalere for konceptet udtale sig at det her er den gode undervisning, som en slags modsætning til hvad man gjorde for bare to år siden - der lavede man åbenbart ikke god undervisning? Der var i hvert fald ingen lærere som havde så reduktionistisk et syn på undervisning som læringsmålstyringen. 

Som et forsøg, prøvede jeg under mine kursusdage at udfylde et undervisningsforløb fuldstændig ud fra modellen; jeg valgte et mål til dansk. Jeg valgte nogle undervisningsaktiviteter, eksempelvis selvstændig læsning og gruppearbejde med CL struktur til en skriftlig fremstilling. Jeg fandt nogle tegn på læring, som lå tæt op af målet, og til sidst vil jeg evaluere gennem en prøve. Det var det, nu var forløbet klar. Altså, bortset fra at jeg ikke vidste hvad emnet for forløbet var, ikke vidste hvordan jeg skulle differentiere undervisningen til elevernes niveau og slet ikke vidste hvilke materialer jeg skulle bruge. Alt det var ikke en del af metoden, kun mål, mål og mål. Og så med en evaluering som en fast del af forløbet. Det er ganske simpelt umuligt at planlægge en reel undervisning ud fra, hvilket flere af mine undervisere da også måtte erkende. Den ene erkendte blandt andet at man selvfølgelig skal have er tema/emme først. Hvilket jo faktisk er i modstrid med læringsmålstyret undervisning, som skal gøre op med vi fjollede læreres tanke om, at undervisning skal handle om indhold og hvad vi skal lave. Men alt andet virkede dog umuligt, kunne underviseren godt set. Jeg føler med hende og med alle de andre lektorer, som aldrig selv har arbejdet med metoden i praksis og ikke selv nødvendigvis står inde for det de skulle undervise i. 

Nå, men hvis jeg nu skal lære mine elever nye pinkoder, så ved jeg jo fra min læreruddannelse at det hører til den form for kognitiv skema læring som hedder Kumulativ læring; når man lærer et helt nyt skema, som ikke hænger sammen med andre af de kognitive skemaer. Denne form for læring er simpel: dem kræver et mål (pinkoden) og en aktivitet, som gerne skal gentages meget, så det nye kognitive skema (pinkoden) kan etableres. Når eleven kan huske nogle af tallene er der tegn på at de er ved at lære pinkoden. Til sidst kan jeg også simpelt evaluere på om de kan den. Her kan jeg altså - med valg at emne og materiale- tilnærmelsesvis bruge læringsmålstyringen. 

Sværere bliver det når man vil arbejde  med at lære eleverne noget mere til et kendt kognitivt skema, kaldet Assimilativ læring. Eksempelvis når de skal bruge deres matematikevner til at arbejde med at lægge et budget. Her kræver det pludselig at jeg kender deres forudsætninger - de nuværende skemaer - og kan tage højde for de mange forskelle. Hvis to elever har forskellige evner indenfor matematikken, så skal den "overbygning" (at bruge matematik til udarbejdelse af budget) jo også være forskellig, altså de skal faktisk lære noget forskelligt for at nå det samme mål. Så at have mål og at lære noget er to forskellige ting. Det tager læringsmålstyringen ikke højde for og derfor vil denne type læring være svært at opnå.

Slutteligt er der den helt svære,  Akkomodativ læring: at ændre et kendt kognitiv skema til noget andet - at ændre verdensbillede. Det kan selvfølgelig være i større eller mindre varianter. Fra at tro at en tomat er en grøntsag til at lære at det faktisk er et bær. Her skal der altså ikke blot læres noget, men også fralæres noget. Dette kan så påvirke andre skemaer. Det klassisk billede på det er, en person som tror at verden er flad, men pludselig lærer at jorden er rund. Overvej lige at det ikke længere kun er dette faktum som læres, men alt i personens verdensbillede skal ændres. Det kræver tid, og kaldes derfor tidsforskudt læring - vi ved faktisk ikke altid hvornår vi lærer noget. Som en af mine andre undervisere på årets sommeruni så dejligt modsigende (til konceptet) sagde, at nogle gange skal vi bruge en teori i flere måneder før vi faktisk forstår den, eller før det får op for os hvordan vi kan bruge den. Netop her beviste han, at vi ikke bare kan have et fast mål, og så måle i slutningen af forløbet om man har lært det. Ligesom vi også alle kan huske en eksamen hvor vi "lærte" alt stoffet i dagene op til eksamen, gik op, fik en flot karakter, og ugen efter havde glemt alt! Havde vi så egentlig lært det i sidste uge? Da jeg spurgte ham mere direkte til tidsforskudt læring problematikken svarede han kort: "ja set er jo en af de store udfordringer". En udfordring, som tydeligvis har været irrelevant for skaberne bag konceptet. Skræmmende.

Hvis vi vitterligt skal bruge læringsmålstyret undervisning så ender vi med kun at lære eleverne nye pinkoder og andet udenadslære - som er en fin ting, men langt fra nok til at danne dygtige mennesker til både samfunds og arbejdslivet.

Og jeg kan allerede høre fortalerne råbe op om synlig læring - som nogle påstår er det samme som læringsmålstyret undervisning. Og ja, det er lidt korrekt at nogle lærere skulle blive lidt bedre til at sætte mål for undervisningen, starte forløb og lektioner med ikke blot at vise eleverne dem, men tale med eleverne om dem. Men husk at mål og læring ikke er det samme, så når dagen eller forløbet er ovre, og vi igen snakker med eleverne om målene, så er der nogen som ikke har nået det. Så spørger vi dem, "nå, men hvad har du så lært", og ofte så har de lært noget ligeså brugbart, bare ikke målet. Andre gange så lærer de det først om noget tid, når det er sunket ind. Så lad os endelig tale om synlig målsætning, men lad os droppe Hatties misforståede tanke om at alle skal lære det samme og synlig læring.

Lærere ved hvad god undervisning er. Vi skal bare være bedre til at samarbejde om undervisningen, sikre at vi har mål der rammer hele skiven for elevernes læring, og så skal vi kollektivt sige nej til tak pinkode læring. For elevernes skyld!