Anmeldelse
Forskellighed og fordomme
Forskellighed og fordomme – en sublim indføring
Det her er et materiale, som alle burde læse og sætte sig ind i. Især de af os, som kun i mild grad er udsat for fordomme eller at føle os forskellige fra andre.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Materialet består af en bog, men er samtidig også en del af hjemmesiden folkedrab.dk, som er under stadig udvikling.
Fakta:
Titel: Forskellighed og fordomme
Forfatter: Stine Thuge, Tine Brøndum
Sider: 232
Forlag: DIIS
Bogen er henvendt til lærere - primært i udskolingen - som gerne vil udvikle deres egen praksis og blive bedre til at rumme alle deres elever. Den indeholder både teori, forklaringer, henvisning til, hvor man kan læse mere, og en række generelle forslag til undervisningsforløb. Bag i bogen er konkrete forslag til opgaver, som man kan bruge til undervisning i forskellighed og fordomme med eleverne. Opgaverne er rettet mod dansk, samfundsfag, historie og forskellige tværfaglige projekter.
Det er med andre ord både en bog til evaluering og refleksion af egen praksis og samtidig også en bog som giver værktøjer til, hvordan man kan ændre stemningen i et klasserum og lære eleverne om rummelighed også.
Hjemmesiden er en del af et større projekt og henviser til mange forskellige ting. Både undervisningsmaterialer, konkrete opgaver, teoribøger, udflugter og begivenheder, som har med folkedrab at gøre. På den del, som hører til bogen, kan man finde en masse relevant information og opgaver til bogen. Desuden er det muligt at downloade hele bogen via hjemmesiden, sådan at dele af den kan vises på smartboard. Hjemmesiden har også et lærerforum, hvor man kan hente inspiration til undervisningen og til studieture og finde kurser til lærere.
Bogen er et ideelt redskab til at få taget hul på det perspektiv, at klasserummet ikke er et neutralt rum, da alle rum og sammenhænge bærer visse normer, værdier og regler i sig. De forskellige kapitler om rummelighed, tolerance og kultur er jeg sikker på vil kunne hjælpe til at bevidstgøre om, hvilke normer der for tiden er gældende i en klasse eller på en skole, så man kan blive bedre til at rumme alle og skabe det læringsrum, som udvikler og giver plads til motivation og glæde ved at gå i skole.
Jeg er fuld af begejstring over det aspekt i bogen – så begejstret, at jeg synes, den burde være pensum på læreruddannelsen og burde læses af alle dem, der overhovedet kan overtales. De emner, den behandler, er så grundlæggende for vores samvær med andre mennesker, at det er relevant for enhver.
Måden, bogen behandler emner som racisme, homofobi, diskrimination og menneskerettigheder på, er intet mindre end sublim. Det er en nuanceret gennemgang både med mange historiske tilbageblik og mange kig udad til andre lande og kulturer – men der vendes også hele tiden tilbage til dansk nutid, sådan at alle emner bliver nærværende og samtidsrelevante.
Min eneste anke til bogen er opgaverne bagi. Hver for sig er de som sådan fine, men når man kigger dem alle sammen igennem, er det tydeligt, at de er opbygget meget ens. De lægger alle sammen op til klassediskussioner og/eller traditionelt gruppearbejde. Der er som sådan intet i vejen med den slags opgaver, men hvis man ville bruge opgaverne bagi til at undervise ud fra, og måske gerne vil have en hel time med undervisning i materialet eller et længere forløb, så bliver stoffet meget ensformigt. Det havde klædt bogen, at der var blevet lagt bare en smule flere kræfter i at udtænke flere typer opgaver. Når det er sagt, så kan opgaverne stadig sagtens bruges, hvis man for eksempel fletter noget cooperative learning eller læringsstile ind i dem. Opgaverne er en startbase til at snakke om de forholdsvist svære emner.