”Hvorfor skulle der gå 14 dage? Hvorfor reagerede de ikke straks, så jeg kunne komme med? Dermed blev jeg frataget min ret til og mulighed for at ytre mig. Det er en klokkeklar tilsidesættelse af ytringsfriheden", siger tidligere lærer og tillidsrepræsentant Helge Christiansen.

Lærer udelukket fra pædagogisk weekend

Lærernes ytringsfrihed er under pres, mener Helge Christiansen, der indtil for nylig var tillidsrepræsentant på Farstrup Skole i Nibe. Hans holdning til læringsmålstyret undervisning udelukkede ham fra en pædagogisk weekend.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag den 14. januar sidder Helge Christiansen på skoleleder Søren Madsens kontor. Som tillidsrepræsentant er han ofte på kontoret, og da snakken er slut, og Helge Christiansen gør mine til at rejse sig, siger Søren Madsen, at der lige er en ting mere. "Jeg har besluttet, at du ikke skal deltage i den pædagogiske weekend", siger skolelederen ifølge Helge Christiansen.

Helge Christiansen skal pensioneres til marts. Og netop derfor behøver han ikke tage med på weekend, lyder skolelederens begrundelse i første omgang. Søren Madsen har været på skolen i et godt et halvt år. Helge Christiansen fik i august Dronningens Fortjenstmedalje i sølv efter at have været 40 år på skolen. I 20 af årene har han været tillidsrepræsentant. Han vil meget gerne med på denne sidste kollegiale weekend i hans arbejdsliv.

"Hold da op. Selvfølgelig skal jeg deltage. Jeg har set frem til at deltage", siger Helge Christiansen. Temaet for weekenden er En læringsmålstyret organisationskultur.  Skolelederen forklarer - ifølge Helge Christiansen - at tillidsrepræsentantens kritiske holdning til det med læringsmål gør, at ledelsen er nervøs for, at de ikke kan nå derhen, hvor de vil, hvis Helge Christiansen deltager.  

Med jobbet som indsats:
 Erik Schmidt fik en tjenstlig advarsel for »negative holdninger 

Brud på ytringsfriheden

Helge Christiansen har ikke tiet ikke stille med sin holdning til den nye skolereform. Han er bekymret for, at det store fokus på målstyret undervisning og nationale test vil presse eleverne så meget, at det går ud over deres lyst til at gå i skole. Han frygter, at målstyring vil skubbe skolen i en retning, hvor elevernes almene dannelse og lyst til at lære nedprioriteres til fordel for evnen til at score højt i test.

"Jeg opfatter det som et angreb på ytringsfriheden, fordi jeg bliver udelukket på grund af mine holdninger til læringsmålstyret undervisning", siger Helge Christiansen.

At det er et angreb på hans ytringsfrihed er rådmand for skolerne i Aalborg Tina French fra Venstre ikke enig med ham i. Hun mener dog, at sagen burde have været håndteret anderledes.

"Ytringsfriheden er ikke en relevant diskussion at tage i forbindelse med den her sag", siger Tina French, og fortæller, at Aalborg Kommune lægger op til åbenhed og dialog, og at mange lærere skriver læserbreve og diskuterer Aalborgs skolepolitik på internettet.

"Vores grundlæggende holdning er, at dialog er med til at fremme, alt, hvad man arbejder med", siger hun. Men hun erkender, at noget gik galt, da Helge Christiansen ikke fik lov til at deltage i den pædagogiske debat.

"Den her sag skulle have været håndteret anderledes. Hvis vi kigger på MED-aftalerne, så skal alle være med på en pædagogisk weekend. De ting vi laver, skal ske i samarbejde mellem medarbejdere og ledelse". 

Slået ud

Onsdag middag går Helge Christiansen chokeret fra skolelederens kontor. Han går han ned til sit forberedelseskontor. Her fortæller han de kolleger, han deler kontoret med om hændelsen. Han forstår det simpelthen ikke. Derfor går han tilbage til lederen, som bekræfter, at han ikke skal med på weekend på grund af sine holdninger. Helge Christiansen er dog velkommen til at deltage i den kollegiale del af weekenden, som begynder sent fredag. Det takker tillidsrepræsentanten nej til.

"Det her handler om ytringsfrihed. Når jeg lige har fået at vide, at jeg ikke må give min holdning til kende, så er jeg ikke i humør til at sige ja tak til at deltage i det sociale. Jeg følte det som en hån. Det ville også være mærkeligt at skulle komme, når de andre har taget diskussionerne", siger Helge Christiansen.

Derefter går han ned til 7. klasse og har en times matematik. Han skriver en mail på skoleintra, hvor han inviterer lærerne "til en kort orientering fra TR" klokken 17.

Så tager vi heller ikke med

"Hvis du ikke skal med, så skal vi heller ikke med", lyder nogle læreres umiddelbare reaktion. Men Helge Christiansen beroliger dem og opfordrer dem til at tage med. Han vil kontakte Aalborg Lærerforening, som så vil kontakte kommunen. Han regner med at komme af sted.

Lærer og nu nyvalgt tillidsrepræsentant Vibeke Holt Andersen er med til det korte møde. Hun er helt mundlam, mens hun lytter til Helge Christiansen og til hvordan lærerne snakker om, hvordan de kan undgå at tage med på turen.

"Jeg var rystet i min grundvold. På Facebook er der nogle uden for skolen, der har skrevet, hvis det havde været os, var vi ikke taget af sted. Men det er noget andet, når man står midt i det. Det ligger ikke til vores lærerkollektiv, og Helge opfordrede os også til at tage af sted", siger Vibeke Holt Andersen.  

Forvaltning: Vi skulle have handlet hurtigere

Næste morgen kontakter Aalborg Lærerforening kommunens skolechef Jakob Ryttersgaard. Der er nu mindre end 24 timer, til lærerne skal med bussen mod kursuscentret.

Jakob Ryttersgaard griber ikke umiddelbart ind.  

"Jeg blev gjort opmærksom på den problemstilling tæt på og nåede ikke at få belyst sagen, før det var for sent. Med sådan en sag bliver vi nødt til at belyse den ordentligt, før vi tager stilling. Men set i bakspejlet skulle vi have handlet hurtigere", siger Jakob Ryttersgaard.

"Vi ringer frem og tilbage, men der er ingen løsning, da lærerne skal af sted fredag morgen", siger formand for Aalborg Lærerforening Dorthe Kamp. 

Odense forsøger påny at afvise Erik Schmidt-sag

Ufrivillig flexdag

Fredag morgen bliver skolen overtaget af forældrene. Skolens personale møder op med weekendtasker og sætter sig ind i bussen. Men stemningen er trykket.

"Ledelsen havde ikke truffet en professionel beslutning, men vi lærere var professionelle, da vi skulle lave skoleudvikling. Som lærere brænder vi for at gøre, hvad der er bedst for vores skole. Men når vi ikke havde møder, var der nogle, der simpelthen græd. Vi synes alle, at Helge havde fået en meget unfair behandling", siger Vibeke Holt Andersen.

Helge Christiansen kunne godt have valgt at bruge den fredag som en arbejdsdag på skolen. Det gør han ikke. I stedet bruger han en flexdag, og møder op på kredskontoret, hvor der om eftermiddagen er et møde for tillidsrepræsentanter i kommunen.

Kl. 7 mandag morgen efter den pædagogiske weekend mødes lærerne på skolen. Sammen skriver de et brev til skolelederen, hvor de giver Helge Christiansen deres fuld opbakning.

"Vi blev efterladt med en utryghed, usikkerhed og angst for at ytre os.  Vi blev usikre på, hvad det betyder for vores psykiske arbejdsmiljø og den pædagogiske udvikling på skolen", siger Vibeke Holt Andersen.

Helge Christiansen er meget glad for opbakningen.

"Det er meget vigtigt i den situation. Jeg har aldrig tvivlet på opbakningen, men det er rart, når den kommer".

Kommunen beklager

En uge efter sender Jakob Ryttersgaard en besked til lærerne på skoleintra, hvor han forklarer kommunens syn på "medindflydelse og samarbejde".  Jakob Ryttersgaard deltager også i et møde med lærerne på skolen. 

"Det væsentlige er, at der er en god konstruktiv dialog omkring vores skoler. Vi drøfter med Lærerforeningen og MED-udvalg, hvordan vores medarbejdere med forskellige holdninger kan bidrage til en konstruktiv dialog. Alle stemmer skal høres. Vi ønsker, at medarbejderne inddrages, når skolerne skal udvikles", siger Jakob Ryttersgaard. 

Der bliver også sendt et brev til lærergruppen, hvor forvaltningen præciserer, at kommunen går ind for medindflydelse og samarbejde og skriver, "at det er beklageligt, at lærergruppen har oplevet det anderledes i forbindelse med den pædagogiske weekend". Men det brev rummede ikke en rigtig undskyldning til Helge Christiansen, mener formand for Aalborg Lærerforening Dorte Kamp.

"Jeg var ikke tilfreds med den første undskyldning", siger Dorthe Kamp. Hun kontakter derfor skoledirektøren, og derefter får Helge Christiansen et brev med en beklagelse.

"Beklagelsen i relation til medarbejdernes oplevelse i forbindelse med den gennemførte pædagogiske weekend var oprigtig ment og skulle netop ses i et fremadrettet perspektiv. I den forbindelse vil vi gerne over for dig personligt beklage forløbet omkring din manglende deltagelse og rolle i den pædagogiske weekend", står der blandt andet i brevet til Helge Christiansen. Brevet er underskrevet af både direktøren og skolechefen.

Men Helge Christiansen har svært ved at tage beklagelsen alvorligt.

"Hvorfor skulle der gå 14 dage? Hvorfor reagerede de ikke straks, så jeg kunne komme med? Dermed blev jeg frataget min ret til og mulighed for at ytre mig. Det er en klokkeklar tilsidesættelse af ytringsfriheden".

Artiklen er skrevet ud fra interviews med Helge Christiansen, Vibeke Holm Andersen, Dorthe Kamp, Tina French og Jakob Ryttersgaard. Folkeskolen.dk har kontaktet skoleleder Søren Madsen. Han ønsker ikke at kommentere sagen.