Konsulent i DLF's psykiske rådgivning Birthe Hansen får mange opkald fra lærere, der er hårdt presset lige nu.
Foto: Mie Borggreen Winther
Stressramte lærere kimer DLF ned
Siden sommerferien har den psykiske rådgivning i Danmarks Lærerforening haft 145 stressramte lærere i telefonen. Antallet af lærere, der søger hjælp er steget støt de senere år, men DLF holder nu skarpt øje med, om folkeskolereform og nye arbejdstidsregler gør lærerne syge.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange lærere, der har sygemeldt sig som en direkte konsekvens af de nye arbejdsforhold. Grunden til, at der endnu ikke er sat noget i gang, er, at det endnu er for tidligt at sige, hvad der er årsag og virkning, fortæller Per Sand Pedersen, der er formand for organisations- og arbejdsmiljøudvalget i Danmarks Lærerforening. Ifølge ham kommer der en større afdækning - bare ikke endnu.
"På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget rent statistisk, men når der forhåbentlig er kommet lidt mere ro på forholdene om et par måneder, vil vi se nærmere på det. Dog kan vi allerede nu se en tendens", fortæller Per Sand.
Ifølge ham er antallet af henvendelser til rådgivningen hos DLF på nuværende tidspunkt højere, end det plejer. Der er noget, der ikke er, som det skal være, fornemmer han. Derfor håber han, at kredsene vil hjælpe med at skabe overblik.
"Jeg forventer, at kredsene dokumenterer de ting, der sker i kølvandet på Lov 409 og reformen. Det kræver dog, at medlemmerne henvender sig til kredsene, så de kan danne sig et overblik", opfordrer Per Sand.
Debat: Undersøgelse
Lærerne kortslutter Birthe Hansen er en af de rådgivere, der sidder klar ved telefonen i DLF, når lærerne skal have hjælp til at håndtere dårligt psykisk arbejdsmiljø. Hun deler Per Sands fornemmelse af, at mange lærere har det skidt lige nu. Mange af henvendelserne er fra lærere, der ikke kan få deres lærerliv til at hænge sammen på grund af for lidt tid til forberedelse og faglig sparring. Birthe Hansen oplever, at reformen og Lov 409 har medført en ny type henvendelser.
"Der er ikke tale om 'almindelig' stress hos lærerne, det er en kortslutning. Rigtigt mange lærere er meget ambitiøse og pligtopfyldende, men det knækker dem, at de ikke længere kan leve op til elevers, forældres og ikke mindst deres egne forventninger til, hvad god undervisning er. Der er en gruppe af lærere, der har "sparet op" siden lockouten, og nu vælter læsset for dem", siger konsulent Birthe Hansen.
Ifølge DLF's rådgivningsstatistik har allerede 775 lærere benyttet den telefoniske rådgivning siden årets start. I 2011 var på hele året 760 henvendelser, i 2012 970 og sidste år 1016 lærere, der ringede for at få hjælp. Birthe Hansen frygter, at antallet bliver endnu højere i år.
"Noget tyder på at der er rigtig stor forskel på hvorledes skoler og kommuner har grebet det her an. Der er nogle steder, hvor det lyder som om, man helt har set bort fra at der skal være tid til forberedelse eller hvor kun nogle af lærerne har tid nok til forberedelse. Det virker rigtig uheldigt og er forhåbentlig udtryk for begyndervanskeligheder, der snart ændres, når det har været drøftet med ledelsen". (rettet kl. 15:38, red.)
Siden 1. august har DLF's rådgivning modtaget 145 henvendelser fra lærere, der på den ene eller anden måde oplever problemer i deres arbejdsdag. Blandt de pågældende lærere fik omtrent 100 en henvisning til en psykolog, 81 har langtidssygemeldt sig, og 6 har været sygemeldt under 14 dage. Sidste år lå det samlede antal langtidssygemeldinger i DLF's rådgivningsstatistik på 275 personer, mens der samlet blev indberettet 234 korttidssygemeldinger.
DLF har endnu ikke opgjort, om alle henvendelserne har sammenhæng med reformen eller Lov 409.