»Det er rart at se dig«.

Sådan lyder en typisk bemærkning, når skoleleder Karsten Rudbeck Jessen hver anden dag arbejder ud fra Sønder Otting Skoles afdeling i Buegade og vice versa med afdelingen i Kløvermarken.

»Der bliver lagt mærke til, når jeg er der«, konstaterer han med et smil.

Fællesskoler har ikke nødvendigvis noget til fælles

Hertug Hans Skole og Hjortebroskolen var blandt de skoler, som blev slået sammen, da politikerne i Haderslev lavede ny skolestruktur i 2011. Med hver godt 400 elever var de to byskoler ligeværdige.

»Vi har undgået storebror-lillebror-effekten, hvor den lille afdeling føler sig fattigere på ledelse. Jeg er ganske vist kun i vores afdelinger hver anden dag, men jeg spilder ikke tid på at køre frem og tilbage. Så ville medarbejderne heller ikke kunne finde ud af, hvornår jeg var hvor«, siger Karsten Rudbeck, der inden sammenlægningen var skoleleder på Hertug Hans Skole.

Sønder Otting Skole får overbygningselever fra andre skoler og har i dag små 1.000 elever. Der er flyttet rundt på klasser og lærere, så 0. til 6. klasse går i Buegade og udskolingen i Kløvermarken. Det har sparet skolen for syv klasser.

»Afdelingerne løser forskellige opgaver, men vi holder fast i, at de er ligeværdige. Min store frygt er, at jeg ikke får givet samme information begge steder, for så risikerer jeg, at den ene afdeling vil føle sig som underskole. Det tænkte jeg meget over, da vi havde en stor fyringsrunde«.

Man kunne altid have ønsket sig, at skolen havde været samlet et sted, mener Karsten Rudbeck. Men han synes, at skolen er ved at finde frem til en hverdag, som fungerer. Det indbefatter en struktur med fire afdelingsledere.

»De har kompetence til at træffe beslutninger, så lærerne kan få vished her og nu, og ikke kun når jeg er i afdelingen. Det har vi gode erfaringer med«.

Stor forskel på hvor godt fusionsskoler fungerer

To skoler i praksis

Selv om en skoleleder danser hele tiden, kan han kun danse på et gulv ad gangen, så alt andet lige er det en hæmsko, at skolen er delt, mener Birgitte Kjøng og Torben Nørgaard, som begge underviser i afdelingen med de yngste elever.

»Sammenlægningen har været en voldsom omvæltning, også fordi vi skulle spare. Karsten har selvfølgelig fået en anden rolle, i og med at skolen er blevet mere end dobbelt så stor, men det er en lang proces at skabe en ny kultur, og han har været for langt væk fra os«, siger Birgitte Kjøng, der er tillidsrepræsentant for kollegerne i sin afdeling.

Selv om der kun er knap to kilometer mellem de to afdelinger, skal man ikke regne med, at lærerne opfatter sig som ét lærerværelse, mener Torben Nørgaard.

»Vi føler os ikke tættere på overbygningen end de fødeskoler, skolen har fået tilknyttet. I praksis er vi to skoler, selv om Karsten gør sit yderste for, at vi skal opfatte det som én. Vi har meget mere fokus på vores egen afdeling end på det fælles«.

Alligevel savner han en rød tråd i sin afdeling.

»Vi lærere har for eksempel meget forskellige holdninger til ordensreglerne. Det giver knas, når eleverne ikke ved, hvad de må, så jeg savner, at der bliver sat en retning«, siger han.

Det er på vej, men ledelsen har haft brug for tid til at finde hinanden, mener Birgitte Kjøng.

»Der er også kommet mere ro på os lærere, fordi vi er begyndt at lære hinanden at kende. Desværre var der ikke penge til en rystesammentur, men vi var ude at bowle for nylig, så vi er ved at være en gruppe«.

Sammenlægningen har haft den konsekvens, at indskolingen og til en vis grad mellemtrinnet er blevet drænet for mænd. Det huer ikke Torben Nørgaard.

»Der går lidt for meget morsnak i den, hvor nogle elever måske savner en mere håndfast tilgang. Drengene har i hvert fald ikke mange mænd at læne sig op ad«, siger han.

Birgitte Kjøng er enig i, at det ville være godt med flere mænd i afdelingen, men det er svært at ændre på i en tid med flere fyringer end ansættelser.

»Ledelsen kunne have besluttet at fordele kønnene mere ligeligt, men den valgte en demokratisk model, hvor vi fik lov til at ønske afdeling, og det var godt«.

På forkant med reformen

De to lærere efterlyser ro til det videre arbejde med at skabe en fælles skole, men skolereformen kommer på tværs.

»Det er ikke politikernes skyld, at der kommer en reform, tre år efter at de lagde en række skoler sammen, men vi kunne ønske, at de havde indgået en aftale om arbejdstiden, så vi ikke selv skulle finde ud af det hele«, siger Birgitte Kjøng.

Karsten Rudbeck vurderer, at lærerne på den sammenbragte skole netop er på forkant med reformen, fordi de har skullet nytænke hverdagen.

»Det er ikke bare bøvl, at to lærerværelser er blevet lagt sammen, og at vi har fået tilført lærere fra forskellige skoler sammen med udskolingseleverne. Det er også en rigdom, som fører til nuancerede drøftelser om for eksempel understøttende undervisning«, siger skolelederen.

At der er inspiration at hente hos de nye kolleger, mærker Birgitte Kjøng.

»Hjortebroskolen havde tradition for at tage ud af huset, og det har vi taget til os. Det er en gevinst, at vi er nødt til at gå fra plejer til at skabe noget fælles ud fra det, vi har gode erfaringer med«.

Det er også en styrke, at der ikke længere er lærere, som har patent på små fag.

»Det er dejligt at kunne diskutere ideer og materialer med et par kolleger, så vi ikke går i ring«, siger Torben Nørgaard, der underviser i sløjd.