Værdigrundlaget skal evalueres til december, fortæller Dorthe Kamp, der er kredsforman i Aalborg Lærerforening.
Kommune og lærerkreds enige om værdier i Aalborg
Den lokale lærerkreds og Aalborg Kommune er blevet enige om et værdigrundlag for næste skoleår. ”Vi kan følge udviklingen på den enkelte skole”, siger kredsformand Dorthe Kamp.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Værdigrundlaget skal fastlægge, hvordan dialogen om arbejdets tilrettelæggelse skal foregå på skolerne, og hvordan lederen og lærerne aftaler, hvilke opgaver der skal løses. Afdelingschef Jakob Ryttersgaard glæder sig over aftalen.
"Vi har en god og konstruktiv dialog med Aalborg Lærerforening og vi er enige om, at det er et fælles ansvar, at der er et godt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på den enkelte skole om at få skoledagen til at hænge sammen i det nye skoleår", udtaler han i en pressemeddelelse. Han understreger desuden, at værdigrundlaget understøtter "udviklingen af skolerne som attraktive og udviklende arbejdspladser, hvor medarbejderne har et professionelt råderum".
Se danmarkskortet: Kommuner indgår læreraftaler imod KL's anbefalinger
Lokal opfølgning Dorthe Kamp, der er kredsformand Aalborg, er tilfreds med, at lærerkredsen får mulighed for at følge udviklingen lokalt.
"Vi kan følge udviklingen på den enkelte skole - ikke bare overordnet men på skoleniveau", siger Dorthe Kamp til folkeskolen.dk. Hun fortæller, at udgangspunktet for forhandlingerne var, at der skulle skrives et værdipapir, som ikke måtte indeholde tal.
"Det er vigtigt at være med i et forhandlingsrum. Alternativet er at sige nej og ingenting få. Og værdierne vil vi hænge lederne op på", siger Dorthe Kamp og henviser blandt andet til formuleringen: "Der skal være balance mellem arbejdstid og den samlede undervisningsopgave".
Hun understreger desuden, at værdigrundlaget skal evalueres til december.
Udover muligheden for lokal opfølgning har lærerkredsen fået skrevet ind, at arbejdsmiljørepræsentanterne kan møde med kredsen to gange på et år uden frikøb.
Læs hele værdigrundlaget til højre for artiklen.