Bogklub for DLF-medlemmer med klækkelige bog-rabatter
Danmarks Lærerforening og forlaget Gyldendal har indgået et nyt og utraditionelt partnerskab, Lærerbogklubben, som åbner til efteråret med klækkelige rabatter på både skønlitteratur og faglitteratur. Alle DLF-medlemmer kan melde sig ind i klubben.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der er udsigt til rabatter på op til 30-40 procent både på fagbøger til folkeskolelærere og lærerstuderende og på romaner og andre bøger, lærerne kan sluge i deres fritid. Og bogklubben vil vel at mærke ikke kun tilbyde bogklubudgaver af bøger fra forlaget Gyldendal, men også af interessante bøger fra andre forlag.
"Det er vores opgave som forening at sikre vore medlemmer gode løn- og arbejdsforhold samt at medvirke aktivt til at udvikle den danske folkeskole. Det er kun et yderligere plus for medlemmerne, hvis vi via samarbejdet med Gyldendal kan give dem mulighed for at købe bøger på fordelagtige vilkår", siger næstformand i DLF Stig Andersen.
Han understreger, at det ikke er hensigten, at driften af bogklubben skal koste Lærerforeningen noget, og at administrationen ligger hos Gyldendal og sammenligner det med, at DLF-medlemmer også har mulighed for at optage lån på særligt fordelagtige vilkår.
"Bogklubben vil give vores medlemmer nogle fordele, som de ellers ikke ville opnå", siger han og understreger, at det derimod ikke er hverken bogklub eller lån, der skal være formålet med at melde sig ind i Lærerforeningen.