Hold kæft hvor har jeg været dum!

Som ganske ung drømte jeg om at blive lærer. Set med min øjne, er lærerjobbet verdens vigtigste job, for uden lærere til at vise børn og unge verdens undere, lære dem at læse og skrive, lære dem at forstå naturen, historien, fysik og kemi, samfundsfag, sprog osv. ville de fleste andre job være ikke-eksisterende. Der ville ikke være dygtige læger, sygeplejersker, politibetjente, forskere, biologer, bankfolk, rumforskere m.v.

Men da jeg var ganske ung, var der kartoffelkur, mega ungdomsarbejdsløshed, adgangsbegrænsninger, dum-i-arbejde, m.v. Enkelte yuppier med de nye smarte mobilbamser (der vejede et halvt kilo) drønede der-ud-ad, mens resten af os stod tilbage med kriseøkonomi.

60’er-generationen sad tungt på de uddannelsesmuligheder og job, der var. Ungdommen betalte. De der var unge dengang betaler stadig. Vi kom, på grund af ungdomsarbejdsløsheden, først meget sent ud på arbejdsmarkedet, og mange af os står i dag og mangler op mod ti års pensionsindbetalinger.  

Jeg var dog forholdsvis heldig. Jeg fik en uddannelsesplads på en teknisk skole og blev teknisk tegner. Med tiden og med diverse korte og lange kurser endte jeg med at arbejde som miljøtekniker. Jeg udviklede mig via mit miljøteknikerjob til en af yuppierne med mobilbamse og høj løn.

Men drømmen om lærerjobbet lurede stadig. I 2001 fik jeg endelig mulighed for at uddanne mig til verdens vigtigste job. Jeg valgte at springe ud på de 4000 favne og gå i gang med læreruddannelsen. Fedt. Jeg var oven i købet så heldig, at da jeg var færdiguddannet lærer med en professionsbachelor, var der rigeligt med job. For første gang i mit liv skulle jeg vælge mellem jobtilbuddene.

Fed uddannelse, fedt job. Jeg elsker at være lærer, selvom det også er det hårdeste job, jeg nogensinde har haft.

De smarte yuppier fra 80’erne var der stadig – lidt ældre nu, men samme stil. De var med til at fremprovokere boligboblen, bankkrakkene og hele den økonomiske krise i 2008.

Krisen blev naturligvis udnyttet af arbejdsgiverne. Endelig havde de muligheden for i 2013 at hævne sig over en eller anden kedelig tysklærer eller fysiklærer fra egen barndom. Lærerne skulle normaliseres tilbage til en for længst svunden industrialiseringstid. Nu var muligheden der for at hævne sig og pakke det ind i en gang populistisk sludder om, at det var for børnenes skyld, normalisering, direkte usandheder om arbejdstider og samtidig kunne økonomien trimmes ved at lade lærerne betale gildet. Hævnen var sød!

Ved samme lejlighed kunne man sikre, at fremtidens lærere ville komme til at stå som uduelige tåber, der ikke, qua deres uddannelse, egner sig til lærergerningen ved at masseinkludere 10.000 børn med særlige behov på kun tre år – uden at der hverken følger flere hænder til opgaven, mere fysisk rum til opgaven eller at lærerne bliver uddannelsesmæssigt klædt på til opgaven.

Lærerne skal mærke, at de ikke er værd at respektere. De skal have fuld tilstedeværelse, men der er ikke økonomi til at give dem ordentlige arbejdsforhold. De ”tilbydes” at kunne forberede sig i klasselokaler, der ikke er indrettet til forberedelsesarbejdet, der ikke er gjort rent efter dagens undervisning, eller at være 3-4 om at dele en arbejdsplads i et eller andet hjørne, evt. i et storrum, hvor musiklæreren skal øve sig, dansklæreren skal læse og rette opgaver, hvor idrætslæreren øver hula-hop og hvor pædagogerne – ja jeg ved faktisk ikke, hvad pædagogerne skal. Der er ingen, der kan fortælle, HVAD pædagogerne kan og skal ud over at gentage i det uendelige, at pædagogerne er uddannet i relationskompetencer. Må jeg lige i al stilfærdighed nævne, at det er lærerne også.

Jeg elsker mit lærerjob Jeg elsker, når eleverne rykker sig. Jeg elsker, når eleverne siger nåhh, er det bare sådan. Jeg elsker at lege med de store unger i udskolingen. Jeg er vild med mit job! Så vild med mit job som lærer, at jeg gladelig har lagt hjemmekontor, egen pc, egen printer, egen telefon, haft telefonforældresamtaler, selv om kæresten sad og skumlede over, at jeg igen, igen satte mit lærerjob over kæresteforholdet. Jeg har gladelig accepteret 42 timers arbejdsuge (også selv om det ofte reelt er blevet til 50-55 timer), at jeg kun kunne tage på ferie i de dyre skoleferier, at holde teammøder på et lærerværelse, hvor der sidder andre lærere og spiser, retter opgaver osv., for jeg elsker mit lærerjob.

Men der var nogen, der havde trang til at hævne sig på en sikkert for længst afdød tysklærer a la lektor Blomme.

Så er det, jeg tænker på, om man skulle vende tilbage til et respektabelt erhverv som miljøtekniker i den private sektor. Så kunne man gå og loppe den med 37 timers arbejdsuge, fri bil, fri telefon, frit internet, gratis avis, lækker kantineordning, pausetid der ikke skal bruges til gårdvagter, fri hver weekend - HELE weekenden, lækre kurser, eget kontor, flexordning, mulighed for at holde ferie uden for skoleferierne (til en billigere pris), højere løn, respekt om ens arbejdsliv, leje af arbejdspladsens billige sommerhuse i Spanien eller Sverige, gratis frugtordning, ordentlig rengøring af arbejdspladsen o.s.v.

Hold kæft hvor var jeg dum, at uddannede mig til verdens vigtigste job! Et job som flertallet af befolkningen og især politikerne i den grad pisser på.

Men jeg elsker at være lærer, så jeg bliver trods alt.