John Klesner havde håbet at se det som krav i år, at et abonnement til et digitalt læremiddel skal kunne tegnes til en enkelt elev frem for hele skolen

It-vejlederne: Bliver de digitale læremidler brugt?

Undervisningsministeriet understøtter i perioden 2012-15 kommunernes indkøb af digitale læremidler med cirka 350 millioner kroner. It-vejlederforeningen så gerne, at der stilles krav om, at forlagene leverer statistik for anvendelsen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det seneste halvandet år har Undervisningsministeriet udmøntet 130 millioner kroner til kommunernes indkøb af digitale læremidler fra en pulje på en halv miliard kroner, der skal gå til at fremme brugen af it i folkeskolen. I 2014 udmøntes yderligere 80 millioner kroner.

Kravene til de digitale læremidler, der kan indkøbes for støttekroner, justeres årligt. I år er der fokus på tilgængelighed med et krav om, at læremidlerne skal give adgang for læse- og skriveteknologier, der kan læse teksten i læremidlerne højt.

Yderligere 80 millioner til digitale læremidler

Det er et fornuftigt tiltag, mener formanden for It-vejlederforeningen, John Klesner, men påpeger, at han gerne så, at der også var stillet krav til, at forlagene leverer statistik over brugen af læremidlerne.

"Den nuværende tilskudsordning har fungeret i halvandet år, og mange skoler skal til at revurdere hvilke abonnementer, der skal gentegnes, og hvad der tilsyneladende ikke er behov for. Jeg savner et krav om obligatorisk og standardiseret adgang til brugerstatistik" siger han til folkeskolen.dk

En statistik over hvilke læremidler, der bliver brugt, vil kvalificere kommunernes indkøb af digitale læremidler, så de mange millioner rent faktisk går til at få mere it ind i undervisningen, mener John Klesner.

Engelsk advarsel: Danmark kan spilde it-millioner

Han så derfor gerne, at der var let adgang til statistik over for eksempel: hvor læremidlerne bliver brugt (i skolen eller hjemme), på hvilke platforme, antal sidevisninger og hvilke dele af et læremiddel, der bliver brugt mest tid på.

"Der er sat forskningsprojekter i gang, men vi skal vente fire år på resultaterne. Clio og Alinea tilbyder lige nu egne løsninger, men der er et akut behov for at få sat fokus på området nu, og derfor så jeg gerne, at statistikværktøjer havde været krav allerede i år. Så kunne man også sikre sig, at statistikken var sammenlignelig på tværs af produkter fra forskellige forlag", siger han.

I Uni-C, der står bag tilskudskriterierne, kan man sagtens se det positive i indsamling af brugsdata.

"Det er rigtig fornuftigt at fokusere på anvendelse, det er vi ikke uenige i. Der er mange ting, der er ønskværdige i et digitale læremiddel, men vi regulerer ikke alt. Vi skal ikke ud i en model, hvor reglerne bliver så stramme, at vi definerer hvilke læremidler lærerne skal bruge", siger vicedirektør for Kunder og Digitalisering, Jakob Harder, som dog ikke afviser, at krav om et brugsstatistikværktøj kommer til at indgå i tilskudskravene i fremtiden.

Han peger også på en effektundersøgelse, der er under udarbejdelse og ventes færdig i løbet af foråret.

"Her spørger vi en masse lærere om deres anvendelse af digitale læremidler og de oplevede effekter. Vi er blandt andet interesserede i at vide, om der eventuelt opleves særligt positive effekter, hvis læremidler anvendes intensivt eller som supplement. Så kan det være, vi skal til at formulere nogle krav ud fra det. Men lige nu ved vi ikke, om det er vigtigt, at læremidlet anvendes intensivt", siger Jakob Harder.

Stadig intet krav om mulighed for mikrokøb

Udover et krav om adgang til brugsdata så John Klesner også gerne, at der var formuleret krav om, at de digitale læremidler skal kunne indkøbes til den enkelte elev - ikke som samlet abonnement til en hel skole eller kommune.

Diskussionen om omfang og længde på abonnementerne til digitale læremidler og undervisningsportaler har længe været et springende punkt i drøftelserne mellem forlagene og Undervisningsministeriet.

Forlag afviser ministeriet: Vi sælger ikke læremidler i bidder

"Jeg havde nok forventet en tydeligere markering for mikrokøbsordning, således at det var tydeliggjort, at det er et uundgåeligt krav, at læremidlerne skal kunne indkøbes per elev og ikke kun per skole. Et væsentligt mål for øget anvendelse af digitale læremidler er jo øget undervisningsdifferentiering. Det fordrer en bred vifte af læremidler i brug købt til den enkelte elev", siger formanden for it-vejlederne.

I perioden 2012-15 vil cirka 350 millioner kroner ud af puljen på 500 millioner kroner til fremme af anvendelsen af it i folkeskolen blive udmøntet til indkøb af digitale læremidler. Resten af puljen bliver brugt på forskningsprojekter og andre understøttende tiltag.

Rapport: De første støttekroner er gået til træningsprogrammer

Mange flere millioner på vej til digitale læremidler

Tilskudskriterierne og ministeriets anbefalinger til digitale læremidler justeres på årlig basis.