Hans Ole Frostholm er som ung, nyuddannet lærer netop blevet valgt som tillidsrepræsentant på Højene Skole i Hjørring i marts 1973, da den daværende økonomiminister Per Hækkerup går på tv og siger, at lærerne skal til at undervise noget mere. Fra 27 lektioner a 50 minutter skal lærerne nu levere 30 lektioner a 45 minutter, lyder det ud igennem fjernsynsskærmene fra økonomiministeren i Anker Jørgensens socialdemokratiske regering.

40 år senere har Hans Ole Frostholm ikke glemt, hvad den udtalelse satte i gang. Fra sit hjørnekontor på fjerde sal i Danmarks Lærerforening med udsigt over de københavnske hustage husker sekretariatschefen tværtimod tiden meget klart.

»Hækkerups udmelding gjorde simpelthen, at vi nedlagde arbejdet på min skole. Vi kunne ikke forstå argumentet om, at man skulle forberede sig mindre til 45 minutter end til 50. Slet ikke. Vi argumenterede for det modsatte. 45 minutter med eleverne ville kræve en endnu strammere planlægning af undervisningen. Ergo ville man have brug for mere forberedelsestid«, fortæller han.

Strejken varede ikke mere end to-tre dage, men det var helt uhørt, at de tjenestemandsansatte lærere overhovedet nægtede at gå på arbejde. Ikke desto mindre fulgte flere andre skoler i Hjørring og Hirtshals trop og nedlagde ligeledes arbejdet i protest mod udsigterne til mindre forberedelsestid. Så vidt Hans Ole Frostholm husker, var der også lærere fra blandt andet Herning og Ballerup, der blev hjemme fra arbejde i foråret 73, og det slår ham, at det må have været den første arbejdsnedlæggelse i Danmarks Lærerforenings historie.

»Som ung lærer og nyvalgt tillidsrepræsentant var det jo helt exceptionelt at være med til. Om det var båret af en fællesskabsfølelse, ja måske. Vi formulerede det ikke så tydeligt dengang, men det var ligesom et forsvar for, at der skal være mulighed for at yde en god undervisning«.

Hans Ole Frostholm er tavs et kort øjeblik og ser tænksom ud, før han igen tager ordet:

»Jeg tror godt, at man kan sige, at det var den her oplevelse, der bragte mig videre. Det var diskussionen om lærernes arbejdstid, der greb mig. Efter arbejdsnedlæggelsen blev jeg valgt som næstformand i den lokale kredsstyrelse, hvor jeg var lidt i opposition - og i 1976 landede jeg så i Danmarks Lærerforening«.

Jeg ville undervise igen

Dengang var der ikke flere ansatte i sekretariatet i Kompagnistræde, end der var pladser i daværende formand Jørgen Jensens forkontor, når foreningen indimellem bød på en fredagsøl.

»Vi var ikke mere end cirka ti sagsbehandlere og nogenlunde tilsvarende administrativt personale«, fortæller Hans Ole Frostholm og husker, hvordan mange lærere henvendte sig direkte til københavnerkontoret og ikke til kredsene, som tilfældet er i dag:

»Vi fik mange breve og mange telefonopkald fra almindelige medlemmer. Man sad stort set hele dagen og talte i telefon med lærere, der havde et eller andet problem ude på deres skole«. I de første år som sagsbehandler var Hans Ole Frostholm ikke i tvivl om, at han selv skulle tilbage og undervise. »Jeg giver arbejdet i Danmarks Lærerforening fem år«, sagde han dengang. Det var matematik- og danskundervisningen i de store klasser, der trak.

»Jeg var virkelig glad for at være lærer, og min intention om at vende tilbage var så stærk, at jeg startede på et cand.pæd.-studium i matematik, mens jeg arbejdede som sagsbehandler. Jeg tror, at det, der griber mange - og som også greb mig ved lærerjobbet - er relationen til eleverne og den udvikling, man kan se, at de gennemgår i den periode, man har dem«, siger han. Men som arbejdsopgaverne blev mere og mere interessante i Danmarks Lærerforening, måtte Hans Ole Frostholm springe fra cand.pæd.-studiet. Til gengæld tog karrieren fart, og i 1986 blev han ansat som sekretariatschef. På det tidspunkt var sekretariatet vokset, og der var allerede omkring 120 ansatte i huset. I dag er der knap 150.

Kampene for arbejdstiden

Tråden tilbage til Højene Skole var imidlertid ikke tabt, fordi Hans Ole Frostholm blev i Danmarks Lærerforening. Som sekretariatschef såvel som ung tillidsrepræsentant stod arbejdstidsspørgsmålet centralt. Da staten i 1993 lagde ansvaret for skolerne ud til kommunerne, sad Hans Ole Frostholm klar til at forhandle arbejdstidsregler med kommunerne. Det gik dog ikke helt så godt som forventet.

»Bureaukratiet på mange skoler blev enormt. Jeg plejer at sige, at vi begik en stor fejl, da vi indgik aftalen i 1993 - og fejlen var, at vi ikke fik en bestemmelse ind, der sagde, at planlægningen for den enkelte lærer skal kunne foregå på bagsiden af et frimærke«, fortæller Hans Ole Frostholm og rømmer sig.

Han kommer til at tænke på et skolebesøg, hvor han og aftaleparterne fra KL var ude for at se, hvordan deres aftale tog form i praksis.

»Vi stod alle sammen med åben mund og så, hvordan udskrifterne fra printerne, som de gjorde dengang, kom ud i foldeark, og det ene foldeark efter det andet lagde sig oven på hinanden, og så sagde vi til os selv: Det her er ikke det, vi har aftalt«.

Hans Ole Frostholm kan faktisk ikke komme på et tidspunkt i sit arbejdsliv, hvor lærernes arbejdstid ikke har fyldt meget.

»Fra arbejdsnedlæggelsen i 1973 til det, som lærerne oplevede i foråret i år, og også indimellem - i slutningen af 70'erne og i begyndelsen af 80'erne. Jeg ved ikke, hvor mange ekstraordinære kongresser Danmarks Lærerforening har holdt om arbejdstid i den periode«.

Minen bliver en smule mere alvorlig og stemmen lidt mindre hyggelig historiefortællende, da snakken om arbejdstidsaftaler bliver mere dagsaktuel.

»Vi troede, at vi var i mål med en arbejdstidsaftale i 2008. Men så kom den helt store nedtur som bekendt i foråret. At man tillod sig at lockoute lærerne en hel måned, viser mangel på respekt for det, der foregår i skolen«, siger Hans Ole Frostholm, der sad med i alle de afgørende forhandlinger med KL tidligere på året. Han har foldet hænderne på brystet og ser bestemt ud, som han siger:

»Jeg tror ikke, at man i Finansministeriet og i KL har blik for, hvor skadeligt forløbet har været - også for tiltroen og tilliden til KL som aftalepart. Det er ikke noget, man genopretter hverken på første eller næstkommende overenskomstforhandling«.

Vi skrev ikke loven, men ...

Da Hans Ole Frostholm blev ansat i Danmarks Lærerforening, var det utænkeligt, at man lavede en folkeskolelov eller ændring, uden at der var tætte drøftelser med Lærerforeningen først.

»Det var ikke sådan, at Danmarks Lærerforening skrev loven. Der skal man nok tilbage til 50-60'erne. Men der var tætte konsultationer mellem den til enhver tid siddende undervisningsminister og DLF om lovgivningen. Det mener jeg også er helt nødvendigt. Tager man ikke repræsentanter for praktikerne ind, så tror jeg, man gør noget, der kan være ødelæggende for folkeskolen«, siger han og forsøger at forklare, hvorfor DLF's indflydelse på Christiansborgpolitikken er blevet gradvist mindre og mindre med årene.

»Det politiske liv har ændret sig. Det er blevet vigtigere at komme med nogle - i citationstegn - smarte statements omkring, at vi gør det så og så godt, end det er at gå ned i materien og spørge, hvad det egentlig er, der skal til. Alle politikere og hele det pædagogiske establishment berømmede det, der var sket i Canada, hvor man satte sig ned og havde reelle diskussioner med de valgte repræsentanter for dem, der stod på gulvet og skulle udføre arbejdet. Det ville man også gøre herhjemme. Men vi blev reelt aldrig inddraget«.

I Hans Ole Frostholms øjne er der sket samme djøfisering af Undervisningsministeriet som af den offentlige forvaltning generelt, hvor jurister og økonomer udgør flertallet af ansatte.

»Det her er ikke en kritik af embedsmændene i Undervisningsministeriet, for jeg er sikker på, at de udfører et sagligt arbejde inden for deres rammer. Men der er simpelthen ikke den samme faglige ekspertise til stede i ministeriet, som der var tidligere, hvor man havde et stort korps af fagkonsulenter og ansatte, der kom fra skoleverdenen«.

Tidspunktet at gå på

Egentlig havde det været Hans Ole Frostholms plan at gå på pension tidligere på året, men der skulle ikke meget overtalelse til, at han blev siddende lidt længere i chefstolen. »Det var ikke rimeligt, at man skulle til at finde en ny sekretariatschef under konflikten«, siger han. Men spørgsmålet er, om han nogensinde vil føle det helt rigtigt at slukke lyset på det kontor, der har været hans i så mange år.

»Det er lidt dobbeltbundet. På hele arbejdstidsområdet og egentlig også på folkeskoleområdet er det jo på et helt nyt grundlag, man nu starter. Det trækker da lidt i mig. Jeg tænker, at det bliver en spændende opgave. På den anden side synes jeg også, at det måske er et meget godt tidspunkt at stoppe på og lade nogle nye øjne og synspunkter tage over«, siger han og tilføjer så: »Jeg følger med fra sidelinjen, men skal nok holde mine kloge kommentarer for mig selv og mine nærmeste«.

Hans Ole Frostholm stopper som sekretariatschef i Danmarks Lærerforening torsdag den 28. november 2013. Afskedsreceptionen holdes samme dag i DLF fra klokken 14-17.