Anmeldelse
Den sommer far blev homo
Min far er bøsse - gisp!
En på mange måder klassisk ungdomsroman med temaer som pubertet, venskab, identitet og seksualitet. Og så alligevel ikke helt …
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
”Det har været en fantastisk sommer, selv om vores fædre er blevet bøsser … Vi, der skriver det her, er Indiane, 12 år, og Arvidsjaur, 13 år. Vi er ikke kærester”.
Fakta:
Titel: Den sommer far blev homo
Forfatter: Endre Lund Eriksen
ISBN: 978-87-02-14785-8
Pris: 249,95
Sider: 216
Forlag: Gyldendal
Med det anslag er tonen lagt an til en ungdomsroman, som bekræfter forestillingen om, at der snart ikke er flere tabuer tilbage i nordisk børne- og ungdomslitteratur. Heldigvis.
Hovedpersonen Arvidsjaur (som er flov over meget, især sit navn) er på campingferie med sin nyskilte far, efter at hans mor er stukket af med sin pilatesinstruktør. På ferien bliver han venner med pigen Indiane, og deres to fædre bliver venner. Og mere end det. Det går op for de to, at deres to fædre vist har mere kørende end et godt venskab. Og det vækker afsky og forfærdelse hos de to unge.
Romanen er skrevet i dagbogsform i en gæstebog på Nordnorges mest berømte udendørs das. Her er elektricitet, diskokugle og billeder på væggene, og her mødes Indiane og Arvidsjaur i fred og ro, når de har brug for at fordøje alle indtrykkene fra ferien – og fra fædrene.
Bogen er fuld af humor. Den er meget velskrevet, og balancen mellem det svært tilgængelige tema (hvad gør man, når man opdager, at ens far er homoseksuel?) og den ironiske tone i romanen spiller virkelig fint sammen. Det bliver ikke plat eller fjollet. Tværtimod behandles emnet respektfuldt, nuanceret og med en fornemmelse af, at forfatteren véd, hvad han gør – og til hvem han formidler. Helt uden at det bliver didaktiserende eller moraliserende.
Der er ingen tvivl om, at det for mange i målgruppen – unge fra 13 år og opefter – vil være et grænseoverskridende tema. I den alder har man rigeligt at gøre med at forstå sin egen seksualitet, og tanken om forældres sexliv kan være decideret afskyelig. Men det er jo ikke litteraturen, der gør disse tanker vanskelige at håndtere. Faktum er, at nogle børn og unge står i situationer som hovedpersonen her. Og i oplevelsen af romanen må læseren undervejs erkende, at det ikke behøver at være nogen katastrofe.
Det er godt at udfordre sine fordomme – og det er denne bog et meget fint eksempel på. Inspireret af Henning Mørch Sørensens artikel ”Tabu eller tuba” (søg på Google eller på tidsskrift.dk) er det passende at slutte af med følgende citat: ”Virkeligheden banker fortsat på døren og vil ind” … God læselyst til de unge (og deres voksne)!