Hvorfor i alverden var der to klasser, hvor elevernes foretrukne humor var racistisk?

Martin Führ, der er uddannet lærer, humorforsker og psykolog, havde i sin første landsdækkende undersøgelse set på, hvad skoleelever i Danmark grinede af. 55 skoleklasser var med i undersøgelsen, og racistiske vittigheder var over en bred kam ikke noget, eleverne i særlig høj grad grinede af. På nær to steder. I to skoleklasser i forskellige egne af landet var racistiske vittigheder mest populære.

Hvordan kunne det være? Var der virkelig enkelte steder, hvor eleverne var blevet racister? Undersøgelsen var bygget sådan op, at Martin Führ kunne finde frem til lærerne for de to klasser og på den måde finde ud af, hvad der foregik.

»Det viste sig, at de to klasser, der lå i hver sin ende af landet, for første gang i deres skolekarriere havde fået en elev med en anden etnisk baggrund end dansk i deres klasse. De var ikke pludselig blevet racister, men de brugte jokes til at forholde sig til, at der kom én, der så anderledes ud og havde noget anderledes tøj«, fortæller Martin Führ. Han har uddannet sig til psykolog og for nyligt forsvarede han sin ph.d.-afhandling »Latterfrygt og humorstøtte«, der undersøger 11-16-åriges tilbøjelighed til at ty til humor i trængte situationer og deres frygt for at blive leet af.

Ud over arbejdet som psykolog i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Guldborgsund Kommune er han ekstern lektor i udviklingspsykologi ved Aalborg Universitet, hvor han er tilknyttet Center for Development and Applied Psychological Science og Børnesprogklinikken. Indtil for ganske nylig har humor ikke været genstand for ret meget forskning, men i løbet af de seneste 20 år er humor flyttet fra at være et perifert kuriosum til at blive genstand for seriøs og systematisk forskning.

Humor er sjælens våben

Martin Führ fortæller, at Sigmund Freud allerede i 1905 pegede på, at humor bruges som redskab til at afmaskere det fortrængte. Derved frisættes energi, som bruges til at bearbejde følelserne. Psykoterapiens fader, Sigmund Freud, kaldte humor for den højeste mentale præstation, mens udviklingspsykologien i dag benævner humor som en moden forsvarsmekanisme. Latteren kan ses som ventil for ophobet energi og latteren bruges til at forløse psykiske spændinger og drifter.

Den verdensberømte psykiater og neurolog Vicktor Frankl har beskrevet, hvordan humor også var en del af hverdagen i Nazitysklands koncentrationslejre. Frankl kalder humoren for en overlevelsesstrategi.

»Humoren er også sjælens våben i kamp for livet. Det er jo en kendt sag, at humoren som måske intet andet i den menneskelige tilværelse er egnet til at skabe afstand, hæve én over situationen, selv om det som sagt er for sekunder«, har Frankl skrevet. Den observation er blevet bekræftet af moderne forskere, blandt andet har det vist sig, at børn, der levede under meget ringe opvækstvilkår, viste højere udviklet sans for humor end børn, der levede under trygge opvækstvilkår. Disse børn har på et tidligt stadie lært at tackle konflikter og truende situationer med humor.

Læg mærke til skift

Hvilken humor grupper eller personer bruger, indikerer, hvad der optager dem.

Den bevidste og systematiske forståelse af humoren bliver anvendt målrettet flere steder. For eksempel er Martin Führ efterspurgt på sygehuse, hvor medarbejderne kan have brug for at forstå, hvorfor patienter møder en hård diagnose med sarkastiske bemærkninger. Ligesom forståelse af humoren kan bruges til at tage en pejling på den interne stemning i private virksomheder:

»Jo sortere humoren er på en virksomhed, des større tegn er det på dårlig trivsel«, siger Martin Führ. Han fortæller, at når erhvervsledere er så interesserede i at forstå, hvad der grines af i virksomheden, så er det ikke (kun), fordi de har et hjerte af guld.

»Du skaber ikke god stemning på en virksomhed, udelukkende fordi folk skal have det hyggeligt. Du gør det eventuelt i lige så høj grad, fordi det øger produktiviteten. Der er et klart formål med det«.

På samme måde er der lavthængende frugter for lærerne, hvis de går ind og arbejder med at forstå elevernes trivsel gennem den humor, børn og unge bruger som gruppe og som individer.

»Det kunne for eksempel også være en indikator på, at der er nogle børn, som bliver mobbet, for så vil der komme meget grove former for humor«, siger Martin Führ.

Det er derfor også værd at bemærke, om der sker markante skift i børnenes humor.

»Jo mere deprimeret du er, og jo lavere selvværd du har, des sortere vil din humor være. Så hvis et barns humor begynder at skifte, så kan der være noget i barnets liv, der gør, at det skifter humor«, siger Martin Führ.

Aldersbestemt humor

Ud over at humor kan bruges til at aflæse trivslen, er det vigtigt at forstå, hvad børnene vil med humoren. Martin Führ har via sin forskning fundet frem til, at børn bruger humor til tre ting:

- Håndtering af usikkerhed og stress

- Aggression og seksualitet

- Som opmuntring og til at skabe positive humørskift.

Men en kvik bemærkning kan let blive misforstået, falde til jorden og blive opfattet som noget, den ikke er.

Lærere, der er trænede i at stå over for børn i forskellige aldre, vil godt være klar over, at humor er aldersbetinget. Martin Führ fortæller, at amerikanske forskere undersøgte, hvornår børn er i stand til at opfatte ironi. Det viste sig, at kun 15 procent af femårige børn forstår ironi, mens hele 79 procent af de seksårige opfatter ironi. Så hvis man ikke er bevidst om, hvilke former for humor børn bruger på forskellige alderstrin, kan der opstå store misforståelser.

»Børn bruger humor til at forholde sig til de udviklingsbetingede udfordringer i deres barndom. Det er et redskab til at håndtere nye situationer og konflikter«, siger Martin Führ.

God røv!

Derfor er det vigtigt for lærerne, at de har en forståelse for, hvad det er, der bliver sagt med humoren, der har en social og kommunikativ funktion. Martin Führ kommer med et eksempel:

En dreng på mellemtrinnet siger, idet drengens kvindelige lærer kommer ind i klassen, at hun har en virkelig god røv.

»Drengen sender et signal til klassen, han siger: Jeg er her i min udvikling - det der med sex har jeg fuldstændig styr på. På den måde positionerer eleverne sig i klasselokalet og opnår status. Men hvordan reagerer du som lærer? Ringer du til hans forældre og siger, at deres dreng er skide fræk? Sender du ham op til skolelederen, eller siger du: Ved du hvad, det var sødt sagt, det er du den første, der siger til mig i dag?«

Ifølge Martin Führ har drengen via sin bemærkning vist resten af klassen, hvor han er i sin udvikling, og hans status i klassen er ændret uanset hvad. Efterfølgende kan det så være hensigtsmæssigt at diskutere med resten af teamet, om de oplever nogle af de samme ting i klassen.

»Det er vigtigt, at man tør tage det op i teamet. Der vil være nogle lærere, der er gelotofobiske (frygter at blive til grin - redaktionen) og derfor mere tilbøjelige til at tro, at børnene griner af dem og ikke bare forsøger at have det sjovt sammen. Så hvis man tør tale sammen om de her ting, så kan man få at vide, at andre oplever de samme situationer med børnene, men opfatter dem helt anderledes. På den måde kan man komme af med sin usikkerhed. Og få en bedre idé om, hvad det egentlig handler om«, siger Martin Führ.

Humor i arv

I sin forskning har han også fundet forskelle mellem kønnene. Drengene har en større tendens end pigerne til at bruge humor, der håndterer aggressivitet og seksualitet, mens pigerne i højere grad bruger humor til at blive opmuntret.

I sit arbejde fandt Martin Führ ud af, at der er en sammenhæng mellem, i hvor høj grad børn og deres forældre bruger humor. Det viste sig, at humoren går i arv.

»Humorforladte voksne får humorforladte børn. Og humorforladte mænd gifter sig med humorforladte kvinder«, siger Martin Führ.

Børn fra hjem uden humor, vil alligevel forsøge at få sat humoren i spil.

»Hvis du har været så uheldig, at du er vokset op med humorforladte forældre, så finder du vikarierende voksne, som du kan bruge i stedet for«, siger Martin Führ. Disse vikarierende voksne er for eksempel lærerne, der ikke af den grund skal opføre sig som standupkomikere, hvis det ikke ligger naturligt til dem at bruge humor.

»Det vigtigste er, at man er autentisk. Man skal ikke prøve at være sjov, hvis man ikke har stor sans for humor, så er det bedre, at man beder en kollega om at være det. Man kan ikke træne sig til at være sjov, men derfor er det vigtigt, at man forstår elevernes humor, for det er et vigtigt kommunikativt redskab«, siger Martin Führ og fortsætter:

»Al forskning peger på, at børn uden sans for humor er mere ensomme, tror i mindre grad på en god fremtid og har det svært med at finde venner. Og det ser ud til at vare hele livet«.

Martin Führ har skrevet kapitlet »Børns brug af humor« i bogen »Forskning i pædagogisk praksis« fra 2012.