Anmeldelse

Frilæsning.dk

Frilæsning.dk har en rigdom at byde på

Både skønlitteratur og faglitteratur inden for alle tænkelige emner og fag findes tilgængeligt for eleverne i 0. til 6. klasse. Elevernes interesser er flot tilgodeset, og de vil helt sikkert nyde at vælge og at læse af hjertens lyst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her har vi at gøre med et skatkammer af forskellige bøger, der henvender sig til 0. til 6. klasse. Både skøn- og faglitteratur er rigeligt tilgodeset med hundreder af titler og udgivelse af to nye bøger om ugen. Ikke bare dansklæreren, men også faglærerne har noget at komme efter. Stort set til samtlige fag kan der findes stof i denne samling. Det er tydeligt, at man løbende inddrager elevernes forslag og synspunkter blandt andet i valg af bøger. Eftersom der er tale om frilæsning, giver det ekstra god mening.

Fakta:

Titel: Frilæsning.dk

Forlag: ConDidact

Enhver lærer kan gå ind via Uni-Login og få et indtryk af materialet og nogle af dets muligheder. Man behøver ikke den store it-eksamen for at finde rundt i Frilæsning.dk, og for både elever, lærere og forældre er der meget at hente. Systematikken er overskuelig, og det er muligt at vælge bøger ud fra alle tænkelige tilgange. De længere bøger er opdelt i kapitler, hvor eleven nemt kan se, hvor langt hun er kommet. I modsætning til hvad der er tilfældet med trykte bøger, behøver man ikke at vente på, at bogen er ledig, og man kan følges i sin læsning med andre. Layoutet er indbydende og med flotte tegninger til at sætte kolorit på arbejdet.

Man kan fordybe sig i forfatterne, som alle er præsenteret med billede og tekster. Det er muligt som med de andre aktiviteter at vælge korte, letlæselige udgaver eller at fordybe sig og eventuelt gå på forfatterens egen hjemmeside.

Som anført i lærervejledningen går læsning og skrivning hånd i hånd, og der findes mange måder at efterbearbejde det læste på. En quiz efter hver bog opdelt i to sværhedsgrader giver umidderbar feedback på forståelsen, og der er tips til læreren til fælles aktiviteter, hvis klassen for eksempel studerer et emne. Til elevens egne skriftlige udtryk gives der muligheder for så forskellige aktiviteter som at skrive slutningen om, at skrive en anmeldelse eller at skrive til en brevkasse, hvor redaktøren giver uddybende svar på indkomne spørgsmål.

Jeg har kun ros til Frilæsning.dk