Camilla Christensen skulle have undervist i specialcenteret. Kristine Baadsgaard skulle have talt om Jesus lidelser med eleverne i 3y, Helle Müller skulle have talt med børnehaveklassen om deres påskeferie. Ulla Sørensen skulle have afsluttet Vitello-historier med Lucilla i 1y. Og Sara Henningsen skulle have forberedt krukker til pralbønner med 1. klassei natur/teknik.
Foto: Pernille Aisinger
Kildevældsskolens lærere tænder en ild
40 lærere var samlet foran Kildevældsskolen i den kolde morgensol for at hilse på forbipasserende forældre og deres tjenestemandskolleger, der skulle på arbejde. De tænder et lille ildsted foran skolen, som skal brænde i håbet om en god løsning.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er en besynderlig situation at stå her og ikke få lov til at undervise de elever, som vi er rigtigt glade for at undervise", siger Jeppe Krogh, som er tillidsmand på skolen.
Han og hans kolleger står foran den store røde murstensbygning, som normalt huser 827 elever og deres lærere og dermed er en af Københavns allerstørste.
De har iklædt sig hvide t-shirts med teksten 'Kvalitet eller discount', flere holder skilte med billeder af finansministeren som påskekylling og bannere. Når cyklister og gående kommer forbi på vej til arbejde, får de et 'Godmorgen' og et af de gule postkort med en strittende pegefinger og teksten 'Lærerne er sendt uden for døren! Det er straffen, fordi lærerne ville sikre tiden til at forberede dit barns undervisning. Det ville Københavns Kommune ikke'.
Nogle kører hastigt videre, mens andre stopper op og snakker.
"Det er rigtigt dejligt at flere forældre er kørt forbi og har råbt 'God kamp' her til morgen. Det varmer virkelig, når man nu skal stå her i stedet for at komme ind og undervise", siger Sara Henningsen, som har fået presset den hvide t-shirt uden på overfrakken og står og tripper lidt i kulden.
Taktfaste råb på Frederiksberg: An-ders, An-ders!
The og forældreopbakning på Blågård Skole
Uden for murene
Godt humør trods lockouten
Forårsgrønne lærere foran halvlukket skole
Trist ikke at kunne komme på arbejde
Svært at skulle arbejde, når kollegerne ikke skal
Nu og da smutter en elev ind gennem gården til den store tomme bygning, men der er god plads i forhold til normalt, hvor hele fortovet myldrer. Kun syv ud af skolens 44 klasser skal møde op for at få undervisning og en af de lærere, der skal undervise dem er Dorte Engelbrecht Sørensen. Hun er nemlig tjenestemandsansat. Hun er kommet i god tid, inden klokken ringer, for at kunne nå at hilse på sine kolleger med skiltene.
"Det er altså ikke særlig rart at skulle ind og undervise, når alle mine kolleger står herude. Nu skal jeg så ind og forklare min 7. klasse, hvorfor de skal have fransk, når de andre ikke skal have tysk. Og det er jo en hel spøgelsesskole med alle de tomme lokaler. Jeg har taget ekstra tøj med, for man ved jo ikke, om der er tændt for varmen". Hun vil se, om hun kan komme med til nogle af fællesaktiviteterne, hvis de ligger uden for hendes arbejdstid, for hun vil meget gerne støtte kollegerne.
Tillidsmand Jeppe Krogh fortæller da også, at der har været nervøsitet blandt tjenestemændene på skolen. De var usikre på, om de andre ville forhindre dem i at komme på arbejde. Men det kunne vi ikke finde på, siger han.
"Det er jo bare vores kolleger, og det er jo meget vigtigt, at de kommer på arbejde. Ledelsen regner med dem, og de kan jo blive fyret, hvis de ikke kommer. Vores ledelse har været rigtig god, og sætter dem kun til de timer, de skulle have alligevel, så der er bestemt ingen problemer mellem dem og os", forklarer han.
Vagtplan for at holde ilden i gang
Lærerne står foran skolen fra 7.30 til 9. Derefter skal de mødes til fællesmøde i Valby for at høre, hvad der videre skal ske i løbet af ugen i Københavns Kommune. På Kildevældsskolen har de foreløbigt lavet en vagtplan for, hvem der skal tænde og holde en lille ild ved lige foran skolen i morgentimerne.
"Det er et lille ildfast fad med brænde, som vi vil holde gående om morgenen, når eleverne møder i skole. Det skal vise, at vi stadig håber på, at det her kan ende med en god aftale, selv om det hele ser dystert ud i lige nu", forklarer Jeppe Krogh.
En lille gruppe af kvindelige lærere står tæt sammen og hopper lidt for at få varmen. I midten står Lucilla, som skulle have haft dansk med Ulla Sørensen, som står lige ved siden af hende. Hun synes, det er kedeligt at stå udenfor og ville meget hellere have haft dansk med sine kammerater i 1y, hvor de skulle have gjort deres Vitello-historier færdige.
"Jeg synes, det er noget rigtigt juks og jeg er oprigtigt ked af situationen", siger Kristine Baadsgaard, som er mor til Lucilla og også arbejder på Kildevældsskolen. "Og jeg er bange for, at hvad det her fører med sig på længere sigt".