Tolv gange har der været konflikt og/eller regeringsindgreb i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område siden tjenestemandsreformen i 1969. I mange tilfælde er uenigheden løst i Forligsinstitutionen og i nogle tilfælde er konflikten endt med et regeringsindgreb. Men ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen ved Aalborg Universitet er det første gang på at det offentlige område, at politikerne står helt uden et mæglingsforslag for forligsmanden, hvis de griber ind. "Der har altid tidligere været noget på bordet, som er båret over fra Forligsinstitutionen. Hvis man har kørt det fuldstændig papirløst, er Folketinget på den, for hvad skal man så gøre og gribe i. Så er man i en uheldig situation, for så skal man selv til at skrive. Så bliver overenskomsten jo til ren lov. Så lovgiver man, og hele pointen i den danske model er jo, at det er parterne, der forhandler og bestemmer".

Partier vil ikke tale indgreb i lærerkonflikt

Regeringen skal have et argument for at gribe ind Lovindgreb har været brugt både af røde og blå regeringer, men de har skullet have et argument for at gribe ind. Historisk har det typisk handlet om hensynet til den internationale handel. I den nuværende situation kan man tale om, at skolebørnene ikke får den undervisning, de skal have. Eller slet og ret, at parterne ikke på nogen måde ser ud til at kunne blive enige.

 "Det, der historisk har været det bedste for en regering, når arbejdsmarkedet parter har været i konflikt, har været at kontakte Forligsinstitutionen og spørge, hvad der ligger på bordet - hvad har parterne været i gang med. Hvis der for eksempel ligger et mæglingsforslag fra forligsmanden, som parterne har nikket ja til, men som er faldet ved afstemningen, så kan man ophøje det til lov. Man kan også rette i det - som man gjorde i 1998 - gav lidt mindre ferie og mere pension. Men hvis der ikke ligger noget som helst - hvis forhandlingerne har været helt papirløse, hvad skal regeringen så gøre og gribe i?".

Man kan ikke tage den ene sides forslag Flemming Ibsen mener ikke, at det nødvendigvis gavner DLF, at de er kommet med forslag. "De har haft en interesse i at spille ud med nogle ting, for at det ikke er papirløse forhandlinger. Men regeringen kan ikke bare tage en af parternes forslag og ophøje til lov. Man kan se, hvad parterne har spillet ud med, og så kan man forsøge at strikke en lov sammen, der balancerer mellem de to yderpunkter". Der er dog også den mulighed, at regeringen vælger at lægge sig mere op af den ene af parterne og så give lidt kompensation til den anden side. "Der har jo været konspirationsteorier, som arbejdsmarkedsforskerne også har bidraget til, om at der er lavet en masterplan, hvor KL og Finansministeren har aftalt, at hvis KL ikke får sin vilje med Danmarks Lærerforening, så kan

man få sin vilje ovre i Folketinget, for så kommer der et indgreb". Flemming Ibsen peger på, at Finansministeriet jo selv via Moderniseringsstyrelsen har haft succes med at få gymnasielærerne til at give afkald på deres arbejdstidsaftale og deres seniordage mod til gengæld at at få nogle ret store lønforhøjelser. Og at politikerne her har en model, som de er forelskede i. "Men så vil man jo gøre et eller andet for at tilfredsstille Danmarks Lærerforening. Om det er med lønforhøjelser som i GL eller penge til efter-videreuddannelse, det ved man ikke. Men en eller anden kompensation vil man give. Og den kompensation bliver større jo længere væk indgrebet ligger fra DLF's udspil. Der er jo ingen tvivl om, at det man går efter er at bryde de centrale aftaler om arbejdstid op. Hvis der kommer et lovindgreb, så er de væk".

Vælgerne er de eneste, der kan straffe politikerne Mikkel Mailand, som forsker i overenskomster på det offentlige arbejdsmarked på Københavns Universitet er ikke enig i, at regeringen ikke kan tage fuldt parti for den ene part. "Folketinget kan jo formelt set gøre alt, hvad det har lyst til. Det kan vælgerne straffe politikerne for i sidste ende. Men der er jo intet over eller ved siden af Folketinget. Så på den måde er aftalemodellen jo ikke mere selvstændig, end at et lovindgreb kan ændre på det hele. Men det kan selvfølgelig have politiske konsekvenser ". Han fortæller, at man senest har været i en lignende situation i 1985, hvor konflikten stod mellem LO og DA, hvor der kun lå et udkast til en skitse til et mæglingsforslag, som LO havde nikket til, men DA havde sagt nej. Det papir valgte regeringen at se stort på og gav kun et par procent i lønforhøjelse mod de fire procent, som stod i udkastet til skitsen, til stor fortrydelse for LO. Indgrebet kom også til at omfatte det offentlige område. Før det var der en situation i 1979, hvor forligsmanden helt måtte opgive, og regeringen forlængede overenskomsten med små justeringer.