»De etniske minoriteter, især drengene, kan have en følelse af at være andenrangselever i skolen. Folkeskolen er primært de danske børns skole. Og det sker stik mod skolens intention om at integrere de etniske minoritetselever«, fortæller Laura Gilliam, antropolog på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Hun observerede en københavnsk folkeskoleklasse i syv måneder først i 4. og siden i 6. klasse. Klassen gik for at være skolens værste. Hendes observationer er en del af ph.d.-afhandlingen: »De umulige børn og det ordentlige menneske«, hvor hun især ser på identitetsdannelsen hos etniske minoritetsbørn i folkeskolen. Hvorfor ender drengene fra de etniske minoriteter tit som skolens ballademagere, og hvilken opfattelse har de af folkeskolen?

»Det var slående, at også de etnisk danske børn havde en oplevelse af, at skolen var opdelt i de danske børn og udlændinge. Så der var to kategorier, selvom der var mange forskellige grupper inden for de etniske minoritetsbørn«. Observationerne er fra en klasse, men hun ser tendenser i samme retning på andre skoler.

Laura Gilliam mener, at en af grundene til, at de fleste etniske minoritetsdrenge i klassen følte sig som andenrangs i skolen, var, at der var en form for tabuisering af etnicitet i timerne.

»Lærerne føler, at etnicitet ikke skal være afgørende for, hvordan børnene har det med hinanden, eller hvordan lærerne forholder sig til forskellige børn. Man skal se børnene som individer. Det er jo egentlig en meget god intention. Men når børnene samtidig er så optaget af etnicitet, så bliver det, som om det, man har med hjemmefra, er uden betydning«.

For i frikvartererne fyldte emnet meget. De talte om, hvor de oprindelig kom fra, og der var en stærk national selvforståelse. Også på lærerværelset var etnicitet et omtalt emne, hvor lærerne lavede et skel mellem de danske og de tosprogede børn.

»Man kan sige, at etnicitet var tabui­seret i klasseværelset, men i frikvarteret mellem børnene og mellem lærerne var der en masse etnicitets- og kategoriseringssnak«.

40 procent af skolens elever havde anden etnisk baggrund end dansk. I den klasse, Laura Gilliam observerede, var der tretten elever med indvandrerbaggrund og otte etnisk danske. Indvandrerbørnene kom fra syv etnisk forskellige baggrunde og med forskellige måder at praktisere islam på.

»Mange af dem var moderat praktiserende, og nogle overholdt ikke ramadanen. De var altså ikke stærkt religiøse, men der var alligevel enormt meget snak om at være religiøs«, fortæller Laura Gilliam.

Talen om islam blev særlig stærk, når skolen definerede sig som dansk, for eksempel da der var et forløb om salmer, eller når skolen samledes til fest under ramadanen. Til festen havde skolen sørget for kyllingepølser, men de var kogt sammen med svinekødspølserne.

»Når skolen inviterer til fest, så er det jo for at være inkluderende. Men det virker desværre stik modsat, fordi børnene netop oplever, at de ikke kan være med i det her danske fællesskab, som skolen har markeret. Så får de etniske minoriteter ekstra brug for at markere, hvad de har tilfælles, nemlig muslimske identiteter.

Klasselæreren mente, at konsekvensen af en multikulturel skole kunne være, at eleverne bliver fastholdt i for eksempel deres pakistanske kultur. Hun opfattede det som pynt, hvis man brugte noget fra elevens kultur i skolen.

»Jeg er enig i, at det ikke må stå alene, men det er ikke nogen løsning at lade helt være. Jeg tror, at det har en stærk symbolværdi, at man interesserer sig for, hvad eleverne har med hjemmefra.

Laura Gilliam oplevede igen og igen, at det var de etnisk danske børn, der blev rost og trukket frem som de gode eksempler. De etniske minoritetsbørn, især drengene, blev derimod oftest rettet og kritiseret eller sendt til ekstraundervisning. Lærerne begrundede ekstraundervisningen med, at de ikke var så gode til dansk.

»Ekstraundervisning opfattede de som et signal om, at de var dumme. At være dårlig til dansk blev forstået som mindre begavet. Der har de måske fat i den lange ende, for måske er det sådan i den danske skole. Det er det danske sprog, der viser intelligens«. Laura Gilliam sammenligner det med, at nogle jyder føler, at de bliver set som mindre intelligente, hvis de taler med jysk dialekt.

»Perkerdansk« er blevet et identitetssprog for børnene på skolen, forklarer hun.

»Jo mere man presser på, at der kun er et bestemt dansk, der er et intelligent dansk, jo mere presser man dem til at holde fast på deres måde at tale på, for deres sprog er blevet et fællesskabssprog«. Hun ser hellere, at man åbner op for sprognormen og siger, at man godt kan tale andre former for dansk eller andre sprog og være et intelligent menneske. Hun kender til lærere, der med succes har forklaret børnene, at der er forskellig slags dansk til forskellige situationer, og at »perkerdansk« er fint imellem dem og kammeraterne.

Hun kunne se, at de etniske minoriteter havde en opfattelse af, at arabisk var et balladesprog, fordi de så ofte fik at vide, at de ikke skulle tale arabisk sammen, men dansk, fordi det er en dansk skole.

»Jeg tror, at det er problematisk, at ens sprog bliver relateret til ballade og noget hemmeligt, som lærerne ikke må vide. For det betyder noget for ens identitet, hvad man forbinder med sproget«.

Laura Gilliam oplevede, at lærerne stik imod deres hensigt kom til at bidrage til den onde cirkel, fordi de alt for ofte markerede, at de opfatter de etniske minoritetsdrenge som dårlige elever.

»Det er problematisk, at der efterhånden er mange lærere, der kategoriserer de etniske minoritetsdrenge i ballademagerkategorien, uden at de faktisk kender børnene. Da kan man sige, at der er en fordomsfuld tendens, som betyder, at drengene ikke får en chance for at vise, at de måske er noget andet eller kan mere«.

Det oplevede hun, da der var tale om, at en ny dreng skulle ind i klassen. Lærerne vægrede sig ved at tage ham, fordi han hed Mohammed og kom fra en arabisk friskole.

Når Laura Gilliam holder foredrag for lærere, fortæller mange, at de genkender tendensen. De ser en ballademager, når de ser en tosproget dreng.

Hun oplevede selv, at de etnisk danske drenge blev opfattet som frække, hvor­imod etniske minoritetsdrenge ofte blev opfattet som obstruerende. Ifølge hende ser lærerne undervisningen som en maskine, der skal køre hele tiden.

»Det betyder, at de børn, som ikke er med i projektet, bliver irriterende, fordi de obstruerer lærernes arbejde og ideal om den gode undervisning«.

»Lærerne skal overveje, om de har en negativ forventning til de her drenge, og om de virkelig giver de etniske minoritetsdrenge en chance. Jeg så desværre kun ganske få gange disse drenge få ros. Og når de gjorde det, så var drengene helt målløse, fordi de troede, at lærerne ikke kunne lide dem. Men de efterlevede rosen ved at fortsætte med at gøre, som læreren ville have«. Laura Gilliam understreger, at ros ikke er et tryllemiddel, men hun kunne se, at det kan gøre en forskel.

Klassen havde haft syv matematiklærere på fire år, men da Laura Gilliam var der, havde de haft en yngre meget engageret lærer i en længere periode.

»Drengene spurgte ham en dag, hvorfor han stadig var der, og de var meget benovede, da han svarede, at det var, fordi han godt kunne lide dem«.

På samme måde som de andre lærere ville han heller ikke fokusere på etnicitet, for børnene skulle mødes som individer. Men når han havde musik med dem, fik de lov til at synge på deres eget sprog, og han fik dem til at skrive tekster om deres egne erfaringer.

»De følte, at de kunne relatere til det, han lavede, og at han respekterede deres baggrund. Og så tror jeg, at han gjorde en forskel, fordi han viste dem, at han faktisk godt kunne lide dem«. Eleverne holdt ikke helt op med at lave ballade i hans timer, men relationen gjorde, at de ikke kunne lave vild ballade som hos andre lærere, fordi de havde en respekt fra ham.

»Jeg mener, at lærerne har en tendens til at konkludere baglæns. Hvis børnene laver ballade i skolen, så siger det noget om, hvordan deres familie er. Uden at man faktisk ved noget om familien«, siger Laura Gilliam. Nogle af de etniske minoritetsdrenge havde problemer derhjemme og derfor også nogle adfærdsproblemer. Men hun mener ikke, at det kan forklare, hvorfor der er så mange etniske minoritetsdrenge, der bliver involveret i ballade. Der skal man ifølge Laura Gilliam kigge på nogle af de sociale dynamikker i skolen i stedet for.

»Drengene har efterhånden fået en oplevelse af at høre til i en kategori som ballademagere og de dårlige elever, som lærerne ikke kan lide. Derfor har de opgivet at få lærernes anerkendelse som de dygtige elever«. Hun kunne se, at de i stedet søgte anerkendelse hos drengegruppen i form af en hård maskulinitet, ballade og »perkerdansk«.

De etniske minoritetspiger havde lettere ved at finde sig til rette i skolen. Laura Gilliam fremhæver, at det skyldes, at pigenormen i skolen ofte stemmer overens med elevnormen - den gode elev. Og at pigerne derfor får en positiv relation til lærerne.

Hvis man skal undgå, at de etniske minoritetsdrenge får en så negativ oplevelse af folkeskolen, så mener Laura Gilliam, at det er nødvendigt, at lærerne møder de etniske minoritetsbørn og forældre mindre fordomsfuldt. Det kunne være i en form for forventningssamtaler.

»Forventningssamtaler bruges allerede, men de er meget ensidige, fordi skolen kommer og fortæller, hvad den forventer af forældrene og eleven«.

Hun mener også, at der skal blødes op på trægheden hos lærerne, der i bund og grund mener, at folkeskolen skal viderebringe dansk historie, litteratur og normer.

»Jeg mener ikke, at man skal opdrage til noget andet, men man skal åbne op for, at mange af de ting, der værdsættes i skolen, faktisk ikke kun er danske«. Hun fremhæver, at det ofte er nogle medmenneskelige ting og værdier, som også kan findes i anden litteratur eller andre samfund.

»Det sker ofte, at lærerne og skolen kommer til at monopolisere nogle positive værdier og kalde dem danske med et: 'Her i vores land gør vi sådan og sådan'. Når børnene opdager, at de ikke kan blive danske, så er de pludselig lukket ude fra denne positive kultur, fordi den ikke tilskrives noget, som de kommer fra«.

Antropologen

Post.doc. Laura Gilliam er ansat på Institut for Pædagogisk Antropologi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og uddannet antropolog fra Københavns Universitet. Hun har specialisering i børneantropologi, identitets- og konfliktstudier. Hun har skrevet ph.d.-afhandlingen »De umulige børn og det ordentlige menneske«, der er et studie af identitet, ballade og muslimske fællesskaber blandt etniske minoritetsbørn i en dansk folkeskole.

»Jeg så desværre kun ganske få gange disse drenge få ros. Og når de gjorde det, så var drengene helt målløse, fordi de troede, at lærerne ikke kunne lide dem« Laura Gilliam»Det sker ofte, at lærerne og skolen kommer til at monopolisere nogle positive værdier og kalde dem danske med et: 'Her i vores land gør vi sådan og sådan'« Laura Gilliam